Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Politik

Eksperter: Uden politisk initiativ får vi ikke bedre innovation

Men hvem skal være initiativtager, og hvilke lande skal vi kigge mod?

Fra venstre: Chief Economist fra The Boston Consulting Group, og leder af Center for Makroøkonomi på BCG Henderson Institut i USA Christian Ketels, CEO for Cambridge Enterprise i Storbritannien Tony Raven og direktør og seniorøkonom ved World Economic Forum i Schweiz Margereta Drzeniek-Hanouz

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen fik i mandags officielt overrakt peer review-rapporten “Ten steps, and a leap forward: taking Danish innovation to the next level” fra internationale eksperter, som har undersøgt, hvad der skal til for, at Danmark får et bedre innovationssystem.

For selvom vi er en førende forskningsnation, er vi knap så gode til at få forskning omsat til kommercielle resultater.

Den overordnede konklusion er, at dansk forskning mangler en klar strategisk retning, og her er eksperterne kommet med ti anbefalinger til forbedring, der bl.a. vedrører universiteter, private fonde og erhvervsliv.

Læs også: Internationale eksperter: Dansk forskning mangler en klar retning

Anbefalingerne har de udarbejdet med hjælp fra selvsamme mennesker, og de var alle til stede, da de fik præsenteret rapporten i mandags til et arrangement i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Her var der rigeligt med spørgsmål fra aktørerne i forsknings- og innovationsverdenen, der bl.a. ville vide, hvilke lande vi skal lære af, og hvordan det påvirker situationen, at Danmark ofte får ny minister på området.

En af de fremmødte var konstitueret direktør for Innovationsfonden, Tore Duvold, som var optaget af, hvem der skal være initiativtager på de ti anbefalinger.

Det er måske et spørgsmål, som ministeren selv skal svare på. Men det er meget kontekstspecifikt, så det er svært at finde et definitivt svar. Men jeg tror, at det primært er politisk. Uden politisk empowerment fra højeste niveau er det meget svært at se, at det sker, svarede Christian Ketels, der er formand for ekspertpanelet.

Han er chief Economist fra The Boston Consulting Group, og leder af Center for Makroøkonomi på BCG Henderson Institut i USA.

– … (når der er politisk empowerment) kan det være regeringsdrevet, universitetsdrevet, eller jeres organisation kan spille en central rolle. Men det afhænger af, hvordan man organiserer sig i systemet, uddybede Christian Ketels.

CEO for Cambridge Enterprise i Storbritannien, Tony Raven, som også sidder i ekspertpanelet, mente også, at enkelte personer kan være med til at skubbe dagsordenen fremad.

Når du ser på, hvad der har ændret sig i verden, kan det også være en eller to mennesker, der gør en forskel. Nogle gange kan én person ændre det hele, siger Tony Raven.

Hvis der ikke sker noget, må innovationssystem selv skabe momentum
Bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og næstformand i Innovationsfonden, Flemming Besenbacher, var også til stede. Han påpegede, at en af de udfordringer, som forskningsmiljøet har, er den hyppige udskiftning af minister på området.

Derfor var han interesseret i panelets tanker om dette i forhold til innovation. 

Vi skal fortsat sikre os den generelle positive indstilling, som vi har overfor innovation. Men det må ikke blive en politisk hot potato (når et problem er så sensitivt eller risikabelt, at det bliver svært at håndtere, red.), siger Christian Ketels og fortsætter:

– Ellers må man ty til plan b, og det er, at innovationssystemet, organisationerne og de store virksomheder selv skaber noget stabilitet og momentum i det her system. Ikke for at fortrænge regeringen, men for at sikre os at vi skaber den dynamik, og så kan regeringen kan tage nogle af skridtene. Men jeg er ikke sikker på, at det virker. For meget af det kræver politisk orkestrering også, siger Christian Ketels.

Glem mantraet om, at vi er dårlige til innovation
Ekspertpanelets rapport viste, at de fleste lande mener, at de er rigtig gode til forskning, men at de færreste synes, at de klarer at lave det om til innovation. Danmark falder også i denne kategori.

Men mange lande altså har svært ved det, er der alligevel nogen, som klarer sig bedre på output-siden, end Danmark gør, påpegede formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, DFiR, Jens Oddershede. 

Derfor ville han gerne vide, hvilke lande vi kan kigge på, tale med og lære af for at forbedre os.

– Vi har samme tendens til at slå os selv i hovedet i Storbritannien, fordi vi heller ikke er særlig gode til at gøre det her. Vi er gode til idéer, men vi er dårlige til at kommercialisere dem. Men alle tænker det samme. Selv i de lande, hvor man måske tror, at de har gjort det i lang tid, så de burde gøre det godt, har også de samme spørgsmål, siger Tony Raven og fortsætter:

– Så det handler ikke så meget om, hvor vi er nu. Glem det mantra om, at vi ikke er særlige gode til det. Koncentrer jer om, hvad det er, I har, og hvor man kan lave forbedringer. Vi skal stoppe med at slå os selv i hovedet og kigge på den positive side i stedet, siger Tony Raven.

Det er dog et spørgsmål, som eksperterne ofte modtager, fortæller han. 

– Vi får ofte det spørgsmål om, hvordan det skal gøres. Men realiteten er, at du ikke kan kopiere fra én kontekst til en anden. Det, der virker for os i Storbritannien på Cambridge, vil ikke virke hos andre i verden overhovedet. Man lærer i stedet ved at kigge til andre steder – som f.eks. Israel, USA, Kina og Australien – og se, hvad man kan indsamle, siger Tony Raven.

Presset for innovation kommer fra markedet
I rapporten fokuseres der meget på push-siden af systemet og ikke så meget på, hvad vi kan gøre for at sikre mere innovation i samfundet, mente Dansk Industri. 

Men meget af innovationen foregår også i den private sektor, pointerede de.

– Det ville være et forkert indtryk, hvis vi kun tænkte på push-siden, men jeg tror dog, at meget af presset og et pull for innovation kommer fra markedet. Og her er det et globalt spil, siger Christian Ketels og fortsætter:

– Men jeg er enig i, at vi skal lave det her i dialog med den private sektor. Især med de store virksomheder, som er aktive på de globale markeder, og ser, hvad det er for nogle typer af teknologier og idéer, der er for brug for til at adressere de markedsbehov, som vi står overfor. Men vi har fokuseret mere på effektivitet af support-systemet, siger Christian Ketels.

Margereta Drzeniek-Hanouz, direktør og seniorøkonom ved World Economic Forum i Schweiz, sidder også i ekspertpanelet, og hun er dog enig i, at der er blevet fokuseret mere på push-siden i rapporten.

Men det er der en årsag til. 

– Ved at adressere den strategisk retning kan man også skabe mere pull i innovationsagendaen. Så vi har ikke helt undladt det, men anbefalingerne er hovedsageligt på push-siden samt med fokus på, hvad der kan skabe handling på kortere tid, siger hun.

Forsiden lige nu:

Ny rapport vender vrangen ud på universitetsloven

En ny rapport viser store udfordringer med forskningsfriheden og arbejdsvilkår på de danske universiteter. Men det er lykkedes at modernisere universiteterne og få mere forskning ud i samfundet.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.