Dansk forskning og innovation mangler en strategisk retning.
Sådan lyder konklusionen fra et internationalt ekspertpanel, der har kigget det danske innovationssystem efter i sømmene.
Danmark har generelt et velfungerende innovationssystem, men der er potentiale til meget mere, når det handler om at omsætte ny viden til konkrete resultater. Det skyldes ikke mindst, at Danmarks høje investeringer i forskning og udvikling ikke bliver omsat til kommercielle resultater, lyder den overordnede kritik fra panelet.
Vi bør derfor sætte “en klar strategisk retning, der kan løfte innovationen til et nyt niveau og fastholde Danmark som et attraktivt land at placere forskning og udviklingsaktiviteter i”, anbefaler de.
Grøn forskningsminister
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har flere gange understreget, at den grønne omstilling bliver den vigtigste prioritet for dansk forskning under S-regeringen. Og anbefalingen fra ekspertpanelet får nu ministeren til at udmelde, at regeringen vil sætte en ny, grøn kurs for dansk forskning og innovation:
– Panelets anbefaling flugter godt med regeringens ambitioner. Vores holdning er, at et af de primære mål for dansk forskning og innovation bliver at bidrage til den grønne omstilling, siger ministeren.
Hun henviser til, at et samlet folketing for nylig har øremærket 1,5 mia. kr. til området med fordelingen af forskningsreserven for 2020.
– Det er første, vigtige skridt. Nu sætter jeg mig i spidsen for det videre arbejde med at se på, hvordan forsknings- og innovationssystemet indrettes, så det bedst muligt kan bidrage til den grønne omstilling, siger uddannelses- og forskningsministeren
Det er ikke nye toner i forskningslandskabet, at dansk forskning mangler en strategisk retning.
Især Dansk Industris chef for forskning, Mette Fjord Sørensen, har i længere tid efterspurgt en langsigtet forskningsstrategi.
Læs også: DI efterlyser en langsigtet forskningsstrategi.
Det internationale ekspertpanel blev nedsat af den tidligere uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V), under den daværende V-LA-K-regering.
Hans ambition var at forme en ny generation af iværksættere ved i højere grad at udnytte Danmarks position som ét af de førende forskningsmiljøer i verden.
– Dansk forskning har et meget højt internationalt niveau, som løfter innovationen i samfundet. Universiteterne har et tæt samarbejde med omverdenen, men der er potentiale for at løfte innovationen i Danmark endnu mere, hvis flere iværksættere udspringer fra forskningsmiljøerne, og vi bliver bedre til at samarbejde på tværs af sektorer, lød det fra Tommy Ahlers, da ekspertpanelet blev nedsat.
Margereta Drzeniek-Hanouz, direktør og seniorøkonom, World Economic Forum, Schweiz
Tony Raven, CEO, Cambridge Enterprise, Storbritannien
Stefan Kuhlmann, professor, Twente Universitet, Science, Technology, and Policy Studies, Nederlandene
Jackie Hunter, direktør, BenevolentAI, Storbritannien
Göran Marklund, vicedirektør, Vinnova, Sveriges innovationsmyndighed, Sverige
Uri Gabai, Chief Strategy Officer, Israel Innovation Authority, Israel
Christopher Palmberg, Program Manager, Business Finland
Pieter W. Heringa, seniorrådgiver, Ministry of Education, Culture and Science, Nederlandene
10 anbefalinger
De internationale eksperter har gennem det seneste år set på, hvordan forskere, iværksættere og virksomheder i højere grad kan bruge og omsætte den viden, der kommer fra forskningsinstitutionerne.
Det har ført til 10 konkrete anbefalinger.
– Rapporten viser, at vi har et potentiale for innovation, som vi i dag ikke får udnyttet til fulde. Vi kan gøre det bedre. I Danmark bruger vi hvert år mere end 20 milliarder kroner på offentligt finansieret forskning. Og den store viden, der bliver skabt, skal i højere grad omsættes til produkter og ud og leve i virkeligheden, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, som fortsætter,
– Derfor skal vi se på, hvordan vores institutioner kan få nogle bedre rammer for deres innovationsaktiviteter og teknologioverførsler, så det kommer resten af samfundet til gavn, og så Danmark fastholder sin position som et globalt førende innovationsland.
Anbefalinger vedrører både universiteterne, forskerparker, GTS’erne, de private fonde og Danmarks internationale innovationsforbindelser.
De danske universiteter er “usikre på den danske regerings forventninger til deres rolle i innovationsdagsordenen, og dette får universiteterne til at træffe beslutninger, der ikke er optimale i forhold til at støtte innovation”, mener eksperterne.
De anbefaler blandt andet, at der kommer en “afklaring om universiteternes innovationsmission” og en “ny finansiering til universiteternes vidensudvekslingsaktiviteter”.
Danmarks syv GTS-institutter “leverer tjenester til virksomheder på en fornuftig måde, men opfylder i øjeblikket ikke deres potentiale som et strategisk bindeled mellem universitetsforskning og teknologisk innovation i virksomheder”, lyder det desuden.
Derfor anbefales det blandt andet, at GTS’erne i højere grad samarbejder med andre institutioner, og at der kommer “en finansieringsmodel der kan understøtte GTS’ernes mission”.
Også de private fonde har eksperterne haft i kikkerten. Udfordringen med de private fonde er, at, at der ikke er nogen fælles forståelse for “deres strategiske rolle i innovationssystemet”.
Derfor bør der være en større grad af koordinere “på tværs af private og offentlige fonde, og for at skabe dialog om strategisk samarbejde”, lyder anbefalingen.
Den 120 sider lange rapport ”Ten steps, and a leap forward: taking Danish innovation to the next level” er udarbejdet i regi af EU-Kommissionen af et ekspertpanel med cheføkonom Christian Ketels fra konsulenthuset Boston Consulting Group i spidsen.
Forsiden lige nu:

Ekspert i forskningsfrihed om Danish Crown-sag: – Lignende kunne sagtens ske i dag
I 2022 kom Danske Universiteter med en grundig udarbejdet vejledning til regler for eksterne samarbejder. Men så længe at universiteterne fortsat er så afhængige af ekstern finansiering, er det svært for alvor at gardere sig mod lignende sager som det kritiserede samarbejde mellem Aarhus Universitet og Danish Crown, lyder det fra professor emeritus ved KU…

DTU er det bedste tekniske universitet i Europa
DTU har nået sin mission: De bliver anerkendt som talentfabrik og rugekasse for innovativ forskning og industrisamarbejder, der gavner samfundet. Derfor får de førstepladsen som det bedste tekniske universitet i Europa på den nye rangliste, EngiRank.

I top 10: Danmark river bevillinger hjem fra Det Europæiske Forskningsråd
Hver femte danske ansøger får bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd. Med støtte til 14 danske forskere, lander Danmark i top ti over højest antal bevillinger.
Seneste artikler:

Robothænder med følelser
Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu.

Jens Lundgren: – Jeg var lægestuderende, havde kludder i mit privatliv og ønskede at tage orlov. Så fik jeg en øjenåbner
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Midt i en periode med kludder i privatlivet blev Jens Lundgren inviteret til det føderale forskningsinstitut NIH i USA. Det blev en øjenåbner for ham.

Mathias Poulsen: – Mine spørgsmål trængte sig på: Bidrager legen til samfundets demokratiske samtaler?
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Mathias Poulsen startede en international legefestival, som udviklede sig til et levende, legende fællesskab. Derfra mærkede han en længsel efter at stille store spørgsmål.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.