Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Politik

Rektorer ser med alvor på regeringsudspil

Udspillet vil gøre det vanskeligere at udvikle regionale uddannelsesløsninger, siger RUC-rektor.

Hanne Leth Andersen, nuværende rektor på Roskilde Universitet fortsætter som rektor de næste år. Foto: Uffe Weng

Kortsigtet. 

Sådan beskriver prorektor for uddannelse ved Københavns Universitet, Bente Merete Stallknecht, regeringens udspil ‘Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund’

– Med dette udspil lukker regeringen flere uddannelsespladser, end de åbner. Det må alt i alt give et lavere uddannelsesniveau, siger Bente Merete Stallknecht til Science Report.

Læs også: Her er regeringens uddannelsesudspil

På CBS hilsner de forslaget om at skabe bedre muligheder for at alle kan få en god uddannelse også uden for de største byer velkommen. Universitetet påtager sig gerne mere ansvar i den forbindelse, lyder det fra rektor Nikolaj Malchow-Møller.

– Men det er i samme ombæring nødvendigt at drøfte, om regeringens forslag er den bedste vej til at nå målet, skriver Nikolaj Malchow Møller i et skriftligt svar til Science Report.

Vil skabe et land i “uddannelsesbalance”

På et pressemøde torsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med uddannelses – og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) et uddannelsespolitisk udspil, der vil sprede de videregående uddannelser geografisk for at få mere kvalificeret arbejdskraft uden for storbyerne. 

Læs også: Regeringen vil tvangsflytte uddannelser

– Det er ikke et nemt politisk valg, men med de sidste års massive søgning mod de store byer er det nødvendigt, så vi kan skabe et land i større uddannelsesbalance, sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

Dimensionering af universiteterne i de store byer på op til ti procent er det middel, som regeringen i sit udspil foreslår for, at flere unge kan tage en uddannelse uden for de store byer.  

Markant beløb på spil

På Aalborg Universitet hæfter rektor Per Michael Johansen sig ved, at der er tale om et udspil, som skal forhandles. Men som udspillet ser ud nu, vil det betyde, at Aalborg Universitet skal udbyde en tandlægeuddannelse og udflytte dele af socialrådgiveruddannelsen til Hjørring.

– Det siger sig selv, at en ny tandlægeuddannelse skal komme fuldt finansieret. Vi kan ikke acceptere at skulle skære på andre forsknings- eller uddannelsesaktiviteter for at kunne oprette, lyder det fra Per Michael Johansen i en skriftlig kommentar til Science Report.

Også på Københavns Universitet ser de på udspillet med stor bekymring siger Bente Merete Stallknecht:

– Vi ser meget alvorligt på det her udspil. Hvis det virkelig står for troende, at vi skal reducere optaget på universiteterne med ti procent, er der tale om en markant dimensionering. 

Læs også: Regeringen vil tvangsflytte uddannelser

Hvis der bliver nedlagt ti procent af uddannelsespladserne om året, er det ensbetydende med, at der optages 700 færre bachelorstuderende om året på Københavns Universitet.

– Det er virkelig mange penge, og det vil forringe uddannelseskvaliteten. Det kan heller ikke undgå at forringe forskningsmiljøerne, siger Bente Merete Stallknecht. 

RUC ser på besparelser med bekymring

På Roskilde Universitet er de i dialog med Uddannelses- og Forskningsministeriet om, hvordan de ifølge udspillet kan opbygge fleksible uddannelsestilbud for eksempel med projektarbejde og praktik uden for hovedcampus. Det har universitetet i forvejen erfaring med.

Rektor Hanne Leth Andersen ser på de foreslåede besparelser med bekymring.

– Vi har sparet så meget de sidste seks-syv år, at det ser overordentligt vanskeligt ud, hvis vi skal spare det udmeldte maksimum, siger hun og tilføjer:

– Udspillet vil paradoksalt nok gøre det vanskeligere at udvikle regionale uddannelsesløsninger, fordi vi er nødt til have et entydigt fokus på den enkelte uddannelses lønsomhed.

Nu begynder de politiske forhandlinger  

På IT-Universitet vurderer rektor Martin Zachariasen, at det endnu er for tidligt at sige, hvad udspillet konkret vil betyde for ITU.

– Vi er grobund for vækst i det danske samfund, og jeg har svært ved at forestille mig et scenarie, hvor det gavner Danmark at spare på vores kerneydelse, skriver Martin Zachariasen i et skriftligt svar til Science Report.

Rektoren peger på, at der lige nu er større efterspørgsel på it-kandidater, end universitetet kan levere, og man derfor kan frygte, at en eventuel dimensionering af studiepladser vil ramme it-sektoren.

– Det vil i værste fald på den lange bane hæmme væksten i Danmark. Vi er dog fortrøstningsfulde og ser frem til resultatet af de politiske kommende forhandlinger.

Københavns universitet vurderer, at en dimensionering på ti procent vil nødvendiggøre drastiske tiltag. 

Jeg tror og håber, at vi lander et andet sted, end regeringen foreslår

– Hvis vi skal op på ti procent, vil vi være nødt til at kigge på efterspurgte og samfundskritiske uddannelser som for eksempel jura, psykologi, statskundskab og STEM-uddannelserne, siger prorektor for uddannelse Bente Merete Stallknecht. 

Hun vurderer, at det kan føre til lukning af uddannelser, bliver det politiske udspil en realitet. Dog er det endnu alt for tidligt at slå fast, hvad regeringens planer vil have af betydning. 

– Det er et politisk udspil. Nu begynder de politiske forhandlinger. Jeg tror og håber, at vi lander et andet sted, end regeringen foreslår, siger Bente Merete Stallknecht. 

Læs også: Her er regeringens uddannelsesudspil

Københavns Universitet har endnu ikke det fulde overblik over, hvad udspillet betyder for universitet. 

– Vi er blevet bedt om at udflytte noget af dyrlægeuddannelsen. Derudover er vi blevet bedt om at oprette ekstra pladser til medicinstuderende til Køge. Hvad der ellers måtte ligge, tror jeg vi får overblik over de næste par dage, siger Bente Merete Stallknecht.

Universitet er selv i gang med at lægge uddannelsesaktiviteter ud i landet. Blandt andet ved at flytte medicinstuderende til Region Sjælland.  

– Vi har handlet løbende , og vi selvdimensionerer også, siger Bente Merete Stallknecht.

CBS vil bygge broer

På CBS fortæller rektor, Nikolaj Malchow-Møller, at universitet har fokus på at bygge flere broer mellem eksisterende uddannelsesudbud på tværs af landet.

Et eksempel er, at CBS sammen med Erhvervsakadamiet Zealand er ved at undersøge, hvordan nogle af erhvervsakademiets uddannelser kan give adgang til kandidatoverbygninger hos universitetet.

– På den måde kan kan vi sammen åbne flere døre til en videregående uddannelse, uanset hvor man bor. Og vi undgår at smøre uddannelser og forskning så tyndt ud, at det går ud over kvaliteten, lyder det fra Nikolaj Malchow-Møller.

På Københavns Universitet peger Bente Merete Stallknecht på, at det sagtens kan give mening, at kandidatstuderende i slutningen af deres uddannelse indgår i et partnerskab med virksomheder og på den måde kommer ud i landet. Hun tilføjer:

– Det er dyrt at oprette universitetsmiljøer uden for de store campus. Det viser al erfaring. Pengene vil være bedre brugt inden for de eksisterende rammer til at øge kvaliteten.

Forsiden lige nu:

Ekspert i forskningsfrihed om Danish Crown-sag: – Lignende kunne sagtens ske i dag

I 2022 kom Danske Universiteter med en grundig udarbejdet vejledning til regler for eksterne samarbejder. Men så længe at universiteterne fortsat er så afhængige af ekstern finansiering, er det svært for alvor at gardere sig mod lignende sager som det kritiserede samarbejde mellem Aarhus Universitet og Danish Crown, lyder det fra professor emeritus ved KU…

DTU er det bedste tekniske universitet i Europa

DTU har nået sin mission: De bliver anerkendt som talentfabrik og rugekasse for innovativ forskning og industrisamarbejder, der gavner samfundet. Derfor får de førstepladsen som det bedste tekniske universitet i Europa på den nye rangliste, EngiRank.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.