Forskningsfriheden har de seneste år været til intensiv debat både i og uden for forskningsverdenen. Senest i forbindelse med den omdiskuterede “Oksekødsrapport” fra Aarhus Universitet.
Diskussionen om forskningsfrihed er imidlertid blevet så udvandet, at det fjerner fokus fra de egentlige udfordringer. Sådan lyder bekymringen fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) i deres seneste “Brief”.
– Vi mener, at diskussionen om forskningsfrihed er blevet så omfattende, og det kan være en hindring for, at man gør noget ved hovedproblemet, siger formanden for DFiR, Jens Oddershede.
Frihed eller prioritering?
Forskningsfrihed bliver som regel italesat som retten til at vælge emne, teori og metode, og – ikke mindst – retten til frit og uden begrænsninger at kunne publicere og udtale sig om sine forskningsresultater.
Men særligt retten til at vælge emne kan blive tolket meget bredt, oplever DFiR. Særligt når det drejer sig om såkaldt strategisk forskning eller forskning, der er finansieret af private penge.
Det er en type penge, der typisk går til nogle udvalgte videnskabelige områder. Men når dét bliver opfattet som en begrænsning af forskningsfriheden, bliver begrebet ‘forskningsfrihed’ udvandet, mener DFiR.
– Der kan godt være en udfordring med prioriteringen af midler, men vi mener ikke, det er en diskussion om forskningsfrihed. Så når man taler om enhver forskningsprioritering som en indgriben i forskningsfriheden – som man gør i nogle forskningsmiljøer – er det et problem, siger Jens Oddershede.
Det er med andre ord ved at sammenblande spørgsmålet om prioritering med forskningsfrihed, at debatten om forskningsfrihed bliver afsporet.
– Hvis det er således, at strategiske midler gives uden særlig begrænsning i forhold til, hvordan man i øvrigt formidler og fortolker sin resultater, så synes vi ikke, der kan være tale om indskrænkninger af forskningsfriheden i denne forbindelse, understreger Jens Oddershede.
For DFiR er der grund til at være bekymret for forskningsfriheden;
-Hvis forskere oplever et pres for at ændre velkvalificerede forskningsresultater.
-Hvis forskere bliver presset til at udskyde planlagt offentliggørelse af forskningsresultater.
-Hvis forskere oplever et pres for ikke at offentliggøre velfunderede forskningsresultater.
-Hvis forskere oplever et pres til at vinkle præsentationen af forskningen, så der kan sættes spørgsmålstegn ved evidens og lødighed.
-Hvis forskere oplever et pres til at vælge bestemte metoder, der fører til et bestemt resultat.
-Hvis universiteter udelader (politisk)kontroversielle områder fra strategier og dermed fjerner forskningsområder for ikke at komme i politisk unåde.
Kilde: DFiRbrief 18
Fra virksomheder til myndigheder
Men hvor er det så den egentlige diskussion om forskningsfrihed bør ligge? Det giver DFiR også sit bud på.
– DFiR mener, at det er særlig vigtigt at være opmærksom på spillereglerne for samarbejde, når det kommer til rekvireret forskning, kontraktforskning og myndighedsbetjening, skriver Rådet.
I mange år var samarbejdet mellem private virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner i søgelyset, i diskussionen om forskningsfrihed. Men da der for 15 år siden kom fokus på rollefordelingen i dét samarbejde, begyndte det at blive mere velfungerende, beskriver DFiR.
– Før i tiden var der problemer med, at det var private virksomheder, der ville forhindre, at forskerne publicerede bestemte resultater. Det hører man ikke så meget om mere. Der har vi fundet nogle spilleregler for samarbejdet, siger Jens Oddershede.
Nu er tiden derfor kommet til, at vi retter fokus et andet sted hen – nemlig på samarbejdet mellem offentlige forskningsinstitutioner og offentlige myndigheder, mener DFiR.
Selvom begge parter godt ved, hvordan samarbejdet bør fungere, er det ikke ensbetydende med, at det altid er tilfældet, påpeger Jens Odderhede.
Der er nogle spilleregler omkring den måde, forskningen bliver finansieret på, som kan gøre det vanskeligt for nogle forskere at sige fra, når de oplever pres
De universiteter, der laver forskningsbaseret myndighedsbetjening – det vil sige, leverer forskningsbaseret viden, resultater og rådgivning til en myndighed, som regel for et ministerium – gør det inden for nogle rammekontrakter, som er til forhandling hver fjerde år.
Et eksempel er, at Miljø- og Fødevareministeriet samarbejder med Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU om forskningsbaseret myndighedsbetjening inden for nogle bestemte områder.
Det betyder, at der er nogle myndigheder, som løbende finansierer et forskningsområde på de universiteter, og det sætter universiteterne i en vanskelig situation, fordi de bliver afhængige af den økonomiske støtte – og det kan sætte forskningsfriheden under pres, mener DFiR:
– Der er nogle spilleregler omkring den måde, forskningen bliver finansieret på, som kan gøre det vanskeligt for nogle forskere at sige fra, når de oplever pres. Det er den type ting, vi skal have taget fat på, siger Jens Oddershede.
– Lige nu er der en mulighed for, at de offentlige myndigheder kan sige; hvis du publicerer de eller de forskningsresultater, tager vi bevillingen fra dig. Det har der været eksempler på i den nyere historie. Den type aktiviteter er ikke hensigtsmæssig, Jens Oddershede, som uddyber;
– Derfor er der behov for, at vi kigger på det offentliges køb og brug af forskning, og at der kommer nogle klare retningslinjer for samarbejdet.
Om der reelt er et problem med forskningsfriheden i Danmark, har VIVE undersøgt i 2018 for Aarhus Universitet:
– Herfra ved vi, at der er forskere, der oplever påvirkning af forskningsresultater, pres om udsættelse af offentliggørelse eller helt at undlade offentliggørelse, fremhæver DFiR, som også påpeger, at selvom undersøgelsen er gennemført på AU, kan problemet også gøre sig gældende på andre universiteter.
De forskere, der laver myndighedsbetjening, ”har signifikant større sandsynlighed for at opleve pres, end forskere, der ikke deltager i myndighedsbetjening”, fastslår rapporten fra VIVE.
Læs også: Forskningsfriheden er under pres på AU.
Det er lovbestemt i Universitetsloven, at universiteter skal værne om både universitetets den enkelte forskers forskningsfrihed, da forskningsfriheden har afgørende betydning for forskere og universiteters troværdighed og legitimitet.
