samfund

Forskere fravælger at gøre artikler frit tilgængelige

Trods større global opmærksomhed mod, at videnskabelige artikler skal udgives frit tilgængelige for offentligheden, rangerer ‘open access’ ikke højt på forskernes ønskeliste.

Af - 23. februar 2020

Foto: iStock.

Sidste år færdiggjorde læge og ph.d.-studerende Anders Sjørslev Schmidt et stort studie, der undersøgte, hvordan behandlingen af patienter med hjerterytmeforstyrrelser kan forbedres ved hjælp af elektrisk stød. Den videnskabelige artikel, som studiet affødte, blev publiceret i European Heart Journal – verdens højest rangerede hjertemedicinske tidskrift. 

Selvom forskningen bag studiet i første omgang var betalt udelukkende med offentlige midler, blev artiklen udgivet i et tidsskrift, som man skal betale for at få adgang til.

– Den forskning, jeg laver, er sponsoreret af offentlige midler, så i princippet er det vores alle sammens forskning. Derfor mener jeg også, at alle borgere i samfundet bør have adgang til at læse den, siger hovedforfatter på artiklen, Anders Sjørslev Schmidt. 

Derfor vælger Anders ofte bevidst at udgive sine forskningsartikler i såkaldte ‘open access tidsskrifter’, som udgiver artikler frit tilgængelige for alle. På trods af denne prioritering, var Anders’ forskningsartikel om hjertebehandling så banebrydende, at andre forhold vejede tungere.

Prioriteringen giver god mening. For den måde, man bedømmer forskere på i dag, understøtter en publiceringsadfærd, hvor prestige og karrieremuligheder er vigtigere end frit tilgængeligt videnskab. Det vender vi tilbage til.

Prestige > åbenhed
Forskere ønsker i dag at udgive mange artikler i spændende tidsskrifter, fordi deres karrieremuligheder afhænger af en høj impact factor. Jagten på en høj impact factor er en udfordring for globale og nationale målsætninger om, at forskning skal udgives frit tilgængeligt, fordi højt impact oftest ikke er lig med open access. 

Læs også: Forskningsartikler udgives i strid med Danmarks strategi.

Så selvom den danske forsker Anders Sjørslev Schmidt gerne vil støtte, at hans offentlige finansierede forskningsresultater udgives tilgængeligt for alle, så giver det ikke altid praktisk mening. Nogle gange er den bedste måde for ham at få sin forskning ud på, ved at gemme den bag en betalingsmur. 

– Når man sidder i de faglige miljøer, hvor ens institution har købt adgang til tidsskrifter, så er man ikke på samme måde så afhængig af open access. Der mangler en større opmærksomhed omkring vigtigheden af, at forskning er tilgængeligt for alle, siger Anders Sjørslev Schmidt.  

Citeringer er lig succes
Et stort nordamerikansk studie har undersøgt, hvad der er vigtigst for forskere, når de skal vælge hvilket tidskrift, de vil udgive deres videnskabelige artikler i. 

Øverst på forskernes ønskeliste ligger, at artiklen bliver læst af et relevant publikum, tidsskriftets prestige i miljøet og dets impact factor. Impact factoren er et slags mål for, hvor stor autoritet tidsskriftet har i forhold til de 33.100 andre engelsksprogede tidsskrifter, der findes i dag. 

Det var også de faktorer, der spillede ind i Anders Sjørslev Schmidts overvejelser, da han skulle udgive sin artikel om hjertebehandling: 

– Det væsentligste for mig er, at resultaterne bliver udgivet i et tidsskrift, hvor forskningen bliver diskuteret og falder ind i en relevant samtale. Men jeg går også efter impact factoren, afhængig af hvor banebrydende forskningen er, siger han. 

Tidsskrifters impact factor beregnes af det private selskab Clarivate Analytics ved hjælp af citationsdata. Det fungerer på den måde, at når forskere henviser til andres resultater i deres eget arbejde, citerer de, hvilken artikel de har informationerne fra i en fodnote. Clarivate Analytics beregner så et tidsskrifts samlede impact factor ud fra, hvor mange citeringer artiklerne i et tidsskrift har i forhold til, hvor mange artikler tidsskriftet udgiver. 

– I praksis indsender forskere først artiklen til det relevante tidsskrift, med højest impact factor. Hvis de ikke tager den, så prøver man det med næsthøjeste impact factor, og sådan fortsætter man, indtil det lykkedes, siger Anders Sjørslev Schmidt. 

På trods af, at Anders Sjørslev Schmidt flere gange har udgivet artikler open access og ønsker at støtte denne form for udgivelse, så giver det i praksis ikke altid mening for ham. For når hans resultater har potentiale til at have en stor effekt i forskningsmiljøet, så er impact factoren ekstremt vigtig for hans fremtidige karrieremuligheder: 

– Når man skal vurdere forskningsprofiler, så kigger man på, hvor mange publikationer, de har været med til at udgive, men også i høj grad, hvor publikationerne er udgivet henne og hvilken impact factor tidsskrifterne har. En høj impact factor giver prestige, så den skal helst være så høj som mulig, siger han.

Fravalg af open access udfordrer EU Kommissionen
Open access tidsskrifter kan sjældent prale af en høj impact factor. En optælling på Clarivate Analytics hjemmeside, Web of Knowledge, viser, at blot 1 ud af de 100 tidsskrifter med højest impact factor i verden kan læses frit uden abonnement. Ud af de 1.000 højest rangerede er cirka hver tiende open access. 

Det er ikke kun blandt tidskrifter, at frit tilgængeligt videnskab ofte kommer i anden række. Forskere fravælger nemlig generelt også open access, som ligger næst nederst på deres prioriteringsliste, ifølge den nordamerikanske undersøgelse. 

Dette giver udfordringer for EU Kommissionen, som sammen med tolv andre lande i Europa har dannet cOAlition S, hvor alle parter har skrevet under på, at de ikke længere vil finansiere udgivelsen af offentlig finansieret forskning fra 2021, hvis det udgives bag en betalingsmur.

– Målet med open access er at accelerere videnskabeligt fremskridt. Hvis alle har adgang til forskningsresultater hurtigere, vil det skabe mere forskning, som kan bidrage til at løse globale udfordringer noget før, siger talsmand for cOAlition S, Johan Rooryck.

Plan S repræsenterer cOAlitions S’ agenda til det formål. Blandt andet har verdens største private fond, Bill and Melinda foundation, Det Europæiske Forskningsråd, WHO og en lang række nationale fonde skrevet under på at boykotte udgivelse i forlag, som bruger betalingsmure. 

“Forlagenes betalingsmure holder forskningsresultater tilbage fra store dele af samfundet. (…) At tjene penge på at skabe adgang til nye og eksisterende forskningsresultater er i dyb modstrid med videnskabens etos, og har ikke længere nogen berettigelse,” skriver cOAlition S på deres hjemmeside

Danmark har ikke skrevet under på Plan S, fordi Uddannelses- og Forskningsministeriet har et mål om at skabe open access ved hjælp af en ‘grøn strategi’. Strategien tillader forlag at bruge betalingsmure i maksimalt tolv måneder, hvilket ikke accepteres i cOAlition S. 

– Plan S lægger op til, at forskerne kun må publicere i open access tidsskrifter, via open access platforme eller open access repositorier, som er i overensstemmelse med koalitionens krav. Det strider imod forskerens frihed til at publicere, hvor han eller hun vil, siger kontorchef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Johnny Mogensen. 

Rammevilkår bestemmer prioriteringer
Det, at prestige og impact factor er vigtigere for forskere end open access, er ikke overraskende for Noémie Aubert Bonn, som har forsket i forskningssucces- og integritet. Hun arbejder hovedsageligt i Belgien, hvor den måde, man bedømmer forskeres succes på, ligner den danske model meget. 

– For en forskerkarriere i dag, er det ekstremt vigtigt at udgive artikler i tidsskrifter med en høj impact factor, fordi det bliver anerkendt af deres institution og den nationale finansieringsnøgle. Hvis forskeren eksempelvis går efter en stilling, hvor de kan udøve fri forskning, er forskernes akkumulerede impact factor noget af det første, de bliver vurderet på, fortæller hun. 

Ligesom i Belgien får danske universiteter tildelt midler efter en finansieringsnøgle som i Danmark har form af et pointsystem, som kaldes Den bibliometriske forskningsindikator. BFI, som systemet forkortes, belønner universiteter økonomisk, når dets forskere udgiver artikler i prestigefyldte tidsskrifter, som typisk har en høj impact factor. 

“Jo højere niveau en kanal har, desto flere BFI-point udløser en publikation publiceret i kanalen. Niveaudelingen belønner forskere for at publicere i de mest prestigefyldte kanaler inden for deres fagområde”, står der på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside

Antal er ikke et udtryk for kvalitet. Så vi mangler sindssygt meget nogle kvalitetsmarkører, som man kan vurdere de enkelte forskere ud fra

Dette er en kvantitativ måde at bedømme forskere på, og det kan have nogle uheldige bivirkninger for videnskabens kvalitet, understreger Noémie Aubert Bonn: 

– Universiteterne vil gerne have mere funding til deres institution, som de kan give tilbage til forskerne. Fordi impact factoren tæller med i regnestykket, som afgør, hvor meget funding hver institution modtager, så beder institutionerne deres forskere om at udgive i tidsskrifter med høj impact factor og tilmed giver dem personlige impact factor mål. Som en konsekvens, bliver impact factoren og antallet af publikationer det vigtigste for forskerne, fordi deres karriere er bundet op på det, siger hun. 

Tendensen med, at mål- og resultatstyring forringer forskningskvaliteten er også konklusionen i bogen ‘En fremmed kommer til byen – ti år med den bibliometriske forskningsindikator’. I bogen har forfatterne bag undersøgt BFI-systemets konsekvenser for dansk forskning mellem 2010 og 2015. 

Her lyder en af konklusionerne ordret, at ‘Jo mere BFI er implementeret på instituttet, desto mere vægt lægger forskerne på kvantitet frem for kvalitet og på kortsigtede frem for langsigtede forskningsprojekter.’ En unavngiven lektor har i den forbindelse udtalt til undersøgelsen: 

“Tidligere ville jeg kun publicere, hvis jeg mente, jeg havde noget, der var af en sådan kvalitet, at jeg virkelig syntes, det skulle publiceres. I dag publicerer jeg, når det har en kvalitet, der kan publiceres, og det er en forskel,” står der i bogen. 

Hvad gør man så?
Forskernes ønske om at tjene flest mulige BFI-point hjem til deres institution ved at udgive så mange artikler som muligt i tidsskrifter med høj impact factor vejer altså ofte tungere end målet om kvalitet og open access, bekræfter flere undersøgelser. 

Det er også en tendens, læge og ph.d.-studerende Anders Sjørslev Schmidt genkender fra sit eget felt: 

– Det er et kæmpe problem, at jo bedre tidsskrifter, du udgiver i, og jo flere publikationer, du kan præstere, jo stærkere en profil har du rent forskningsmæssigt. Antal er ikke et udtryk for kvalitet. Så vi mangler sindssygt meget nogle kvalitetsmarkører, som man kan vurdere de enkelte forskere ud fra, siger han.

I cOAlition S vil man også modarbejde, at prestige og impact factor sætter rammevilkårene for, hvad man anerkender som ‘god forskning’ i dag. 

– Impact factoren er en opfindelse, som vi ved ikke virker. Det er en fiktiv måde at måle kvaliteten i videnskab, som fuldstændig forstyrrer branchen og vores opfattelse af forskningstidsskrifter,” siger cOAlition S’ talsmand Johan Rooryck og fortsætter:  

– Vi bør i stedet se på, hvor meget interesse forskningsartikler skaber, og hvordan forskningen bliver diskuteret. Det kan man måle på mange forskellige måder, men det handler om, at vi flytter os væk fra at bruge regnemetoder, der måler kvantitet, og udvikler regnemetoder, som måler kvalitet, siger han.

Et større fokus på at flytte sig fra at bruge kvantitative målestokke som impact factoren, er også noget, Noémie Aubert Bonn mener, kan bidrage til en bedre forskningskultur: 

– Tidsskrifter med høj impact factor udgiver typisk chokerende resultater, som skaber en fængende overskrift. Det betyder, at selvom forskeren har været grundig, transparent og har brugt metoderne til perfektion, så bliver forskningen ikke udgivet i et tidsskrift med høj impact factor, medmindre resultaterne er vildt spændende. Det giver incitamenter til, at forskere undlader at skrive om det, som taler imod ens spændende resultater, og det er ikke meningen. Så vi skal begynde at måle forskningskvalitet på nogle flere parametre, som ser på forskningens helhed, siger Noémie Aubert Bonn.