– Nogle kan ikke komme ud af landet og i gang med deres projekter. Det kan vi ikke gøre ret meget ved. Sådan er de regler, som regeringen har udstukket.
Sådan fortæller professor og prodekan Morten Pejrup, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Science) på Københavns Universitet, om hvordan den aktulle nedlukning af Danmark påvirker universitetets forskere.
– Vi har desuden endnu ikke løst problemet med de forskere, der laver eksperimentelt arbejde og nu ikke kan komme ind i laboratorierne. Vi tager først en dyb indånding, og afventer om vi måske kan komme tilbage efter påske. Hvis det bliver tilfældet, så kan vi måske leve med det. Ellers må vi igang med at se på, hvordan vi kan sluse folk ind i laboratorierne i meget små må grupper, forklarer han.
Selvom Science, ifølge Morten Pejrup, har rimelig godt styr på situationen, betegner han det som en kæmpe udfordring, som ikke kan løses her og nu. Han og hans kollegaer er nødt til have en tidshorisont, for at kunne komme op med en plan, mener han:
– Det er klart, at hvis vi kan vende tilbage til vores laboratorier efter påske, så vil vi nok bare sætte langt de fleste projekter på pause indtil da, og så kan vi overskue skaderne. Det gælder dog ikke de projekter, der for eksempel involverer levende dyr, der skal passes, eller apparatur som bliver ødelagt, hvis de ikke bliver vedligeholdt. Men egentlig laboratoriearbejde kan vi ikke udføre, som situationen er lige nu, siger Pejrup.
Han påpeger, at hvis nedlukningen fortsætter i meget længere tid end til efter påske, må fakultetet og de enkelte forskere henvende sig til dem, der har givet bevillingerne til forskningen, og bede om en såkaldt no-cost-extension. Og det er de, ifølge Pejrup, allerede i et vist omfang i gang med.
Læs også: Sådan støtter private fonde corona-forskning.
Ud over nedlukningen er der forbud mod at forsamles mere end 10 personer ad gangen, og generelt er den klare opfordring fra regeringen, at man samles så få som muligt og holder afstand hinanden. Det påvirker også forskernes mulighed for at udføre forskning i laboratorierne.
Science har endnu ikke udarbejdet en egentlig nødplan, som sikrer en minimal fysisk tilstedeværelse på laboratorierne, oplyser Morten Pejrup og siger i den forlængelse;
– Vi kan af gode grunde ikke endnu sige, hvordan sådan en nødplan kommer til at se ud, for det bliver forskelligt fra institut til institut. Vi har allerede møder flere gange om ugen med institutlederne, og jeg har bedt dem alle om at melde ind med deres konkrete problemer, så vi kan få et samlet billede af udfordringerne. Derefter kan vi lave en nødplan, i stedet for bare at stå og vente.
Først rensdyr, så corona
En af de forskere, der er påvirket af coronavirussen og de foranstaltninger, der er truffet for at begrænse smitten, er professor Riikka Rinnan, som forsker i flygtige organiske forbindelser, og specifikt med frigivelse af dem i naturen.
Hun og hendes gruppe forsøger at måle frigivelse fra planter, jord og fra hele økosystemer med forskellige teknikker og undersøger, hvordan klimaforandringer og andre stressfaktorer i naturen påvirker frigivelsen af gasserne. Det har været hendes hovedfokus siden 2006.
Det er en problematisk situation. Vores lange forberedelser har kostet mange penge
Riikka Rinnan har måttet aflyse en feltrejse til Sibirien, og selvom hun nu håber at kunne gennemføre projektet i 2021, er hun samtidig bekymret over, at mange af pengene til projektet allerede er gået tabt.
– Det var lidt af et tilfælde at vi skulle til Sibirien. Vi skulle oprindeligt have været til Svalbard sammen med en tysk forskergruppe, hvor vi i stor skala skulle have målt CO2 og andre drivhusgasser, men rensdyr ødelagde målestationerne, så det projekt blev aflyst. De foreslog så at vi tog med dem til Sibirien istedet, siger hun.
Det var en hård beslutning at sige ja tak, for det er forbundet med store risici at tage til Sibirien, fortæller Riikka Rinnan:
– Tansporten er vanskelig. Først skal man med fly til Moskva og så videre i syv-otte timer med indenrigsfly. Derfra sejler man videre med båd eller flyver med helikopter i flere timer. Der er rigtig meget papirarbejde, som kan forhindre arbejdet, og vi har også hørt masser af historier om udstyr der forsvinder og kollegaer, der bliver alvorligt syge og ikke kan få den nødvendige lægehjælp.
– Men vi tog beslutningen for et par år siden, og jeg søgte ekstra bevillinger i EU, som gjorde turen til Sibirien mulig. Vi skulle måle på flygtige organiske forbindelser i det meget dynamiske landskab, hvor der over året er store variationer i blandt andet temperatur. Vi måler jo normalt i blandt andet Grønland og Sverige, men en stor del Arktis er jo netop i Sibirien, og der mangler vi virkelig viden. Så det var virkelig en once-in-a-lifetime-mulighed vi fik.
– Vi sendte vores udstyr afsted i december 2019, og vi fik bekræftet, at det nåede frem til byen Jakutsk, hvorfra det skulle have været transporteret videre over is med et militært køretøj til selve feltstationen.
Vi håber, at vi kan gennemføre projektet i 2021, men vi ved det endnu ikke
Riikka Rinnan og hendes gruppe skulle have været afsted til Sibirien allerede til april og i alt fire gange i år, men i sidste uge kom så meldingen om, at rejsen ikke bliver til noget alligevel:
– Da aflysningen kom, fik vi seks timer til at beslutte, hvorvidt udstyret skulle blive i byen eller køres videre til feltstationen, hvor det ville risikere at skulle stå udendørs hele den næste vinter. Og der er for omkring 1,2 millioner kroner udstyr. Vi besluttede derfor, at udstyret skal tilbage til København, og vi kan kun håbe, at det lykkes, fortæller Riikka Rinnan.
– Vi har brugt penge på udstyr, flybilletter og grundige lægeundersøgelser, og dem kan vi jo ikke få igen. Det er en problematisk situation. Vores lange forberedelser har kostet mange penge. Det vi nu ved er, at vi kan forlænge projektet med et år. Vi håber, at vi kan gennemføre projektet i 2021, men vi ved det endnu ikke. Vi har som sagt brugt mange af pengene, og vi får ikke flere penge af EU. Desuden skal vores tyske samarbejdspartnere skal jo også tages med på råd. Det er et kompliceret puslespil, siger professoren.
