Ph.d.er med korte ansættelser får markant lavere løn senere i livet

Ph.d.er, der har haft midlertidige universitetsansættelser og efterfølgende skifter til andre brancher, får generelt en lavere løn end andre ph.d.er.

Det viser en ny analyse fra Tænketanken DEA. 

Ph.d.er, der har haft korte universitetsansættelser, har genrelt et lønefterslæb på omkring 20 procent i op til seks år efter endt ph.d.-uddannelse, sammenlignet med ph.d.er fra samme årgang og fagoråde, som har valgt en stabil karrierevej. 

En stabil karrierevej vil i denne sammenhæng sige ph.d.er, der enten har en fast stilling på et universitet eller et job uden for universitetet. 

– De nyuddannede ph.d.er, der bliver på universitet, har ikke et lønefterslæb. Lønefterslæbet blandt ph.d.er drives kun af dem, der skifter fra en midlertidig universitetsansættelse til en stilling uden for universitetet. De får altså en lavere løn end dem, der med det samme er trådt ud af universitetet, forklarer Lena Lindbjerg Sperling, der er ph.d. og økonom i Tænketanken DEA og står bag analysen. 

Estimeret årlig lønindkomst de første seks år efter dimission for ph.d.er over karrierevej, 2001-2017. Kilde: Tænketanken DEA

Brug for bedre karrierevejledning
Siden midten af 00’erne er antallet af ph.d.er øget markant, og som følge heraf, har der været en stigning i antallet af yngre forskere, der ansættes i midlertidige universitetsstillinger, viser tidligere undersøgelser. 

Vi kan ikke give karrierevejledning på universitetet, idet mange universitetsansatte ikke ved, hvad man kan forvente i det private erhvervsliv

Derfor er det typisk via tidsbegrænsede postdoc-ansættelser, at mange yngre forskere forsøger at finde fodfæste i forskningsverdenen efter et afsluttet ph.d.-forløb. Men mange mislykkedes i forsøget eller ender med at fravælger forskningsverdenen til fordel for et job uden for universitetssektoren – og de forskere betaler altså en pris for forsøget i form af en lavere løn senere i livet, viser DEAs analyse.

Det er “ærgerligt”, at en gruppe ph.d.er oplever et lønefterslæb, mener formanden for Rektorkollegiet i Danske Universiteter, Anders Bjarklev, men påpeger i den sammenhæng, at; 

– Hele ph.d.-satsningen er ikke lavet for at få flere postdocs eller adjunkter på universiteterne. Jeg tror heller ikke, der er nogen, der er tjent med lange postdocs-forløb. Hverken postdocenterne eller universiteterne. Det har en tendens til at lede frem til nogle forventninger, som er svære at opfylde for den enkelte, siger Anders Bjarklev, og tilføjer; 

– Det store flertal af ph.d.er skal forvente en karriere uden for universitetet. Det har vi (universiteterne, red.) nok ikke været gode nok til at kommunikere, siger han.  

Derfor, mener han, skal universiteterne blive bedre til at vejlede ph.d.-studerende omkring karriereforløb både inden- og uden for universitetet: 

– Som universiteter skal vi klart og tidligt hjælpe den ph.d.-studerende med at finde ud af om den studerende skal sigte efter en langsigtet universitetskarriere eller forfølge en karriere i det private erhvervsliv. De unge forskere skal vide, at chancen for en dag at blive professor, ifølge en engelsk undersøgelse, er 0,4 procent.

Læs også: Yngre forskere bør satse på en karriere uden for universitetet.

Også Henrik Dimke, formand for Det Unge Akademi, oplever, at “der er behov for bedre karriereafklaring på universitetet”:

– Vi kan ikke give karrierevejledning på universitetet, idet mange universitetsansatte ikke ved, hvad man kan forvente i det private erhvervsliv. Vi skal være bedre til at fortælle ph.d.-studerende og postsdocs, hvad chancerne er for en universitetskarriere, siger han og tilføjer;

– I Holland, hvor jeg tog min ph.d., har de solid karriereafklaring. De var klar over, at det var meget svært at få en stilling på universitetet, og det blev gjort klart igennem kandidatstudiet, hvordan fordelingen af jobs var efterfølgende. Så det var lettere for de studerende at vælge retning tidligere.

Postdoc-kvalifikationer honoreres ikke
Det store spørgsmål er, hvorfor ph.d.er, der for eksempel har været ansat i en tidsbegrænset postdoc-stilling, får lavere løn i op til flere år? 

Det giver DEAs analyse ikke noget klart svar på, men peger på, at “anciennitet opbygget indenfor universitetet ikke blive belønnet [på det øvrige arbejdsmarked] og omvendt”. 

– Det ser ud til, at de kvalifikationer, man opbygger som postdoc, ikke er nogle kvalifikationer, en arbejdsgiver uden for universitetet ser. Man bliver alt andet lige en stærkere forskere, og opnår ekstra viden, men det er ikke noget, du har papir på. Som postdoc har man stadig sin ph.d.-titel, forklarer Lena Lindbjerg Sperling fra DEA.

Hun bakkes op af Anders Bjarklev: 

– Hvis man har været postdoc i flere år, kan man blive vurderet som nyuddannet i det private, og det giver så et lønefterslæb. De ting, man laver på universitetet, kan ikke nødvendigvis godskrives i det private, siger han. 

Der er nemlig stor forskel på, hvordan forskeres kvalifikationer bliver vurderet i henholdsvis universitetssektoren og i den private sektor, siger Anders Bjarklev og nævner til eksempel: 

– I universitetssektoren er det vigtigt at dokumentere sin forskning, og at man publicerer i de bedste internationale tidsskifter. Det er ikke en parameter, der har betydning i det private. 

Derfor er det vigtigt, at der kommer en større forståelse for ph.d.ernes kvalifikationer på tværs af sektorer, tilføjer Anders Bjarklev. 

Lønefterslæb kan reducere mobiliteten
Tænketanken DEA vurderer, at lønefterslæbet kan gå ud over mobiliteten mellem universitet og det øvrige arbejdsmarked, så yngre forskere fravælger en skiftende karriere for ikke at risikere indkomsttab: 

“Mobiliteten er vigtig, da den fremmer udviklingen af personlige relationer og gensidig indsigt, som i sidste ende styrker samspillet mellem forskningen på universiteterne og innovation i erhvervslivet. Derfor er lønefterslæbet […] problematisk, fordi det kan reducere forskeruddannedes vilje til at være mobile på tværs af sektorer og dermed potentielt reducere samfundets afkast af investeringer i forskning”, lyder det fra DEA. 

Formålet med DEAs analyse er at sammenligne lønforholdene for ph.d.er, der er uddannet før og efter Globaliseringsaftalen. 

I midten af 00’erne besluttede et enigt folketing at øge antallet af ph.d.-studerende i forbindelse med Globaliseringsaftalen, der skulle bringe dansk forskning ind i den absolutte verdensklasse. 

Siden da er antallet af ph.d.er vokset fra år til år, og i 2010 er der hvert år blevet indskrevet ca. 2.500 ph.d.-studerende, ifølge DEA. Til trods for øgede optag, er det dog lykkedes at fastholde den videnskabelige kvalitet af phd.er fra de danske universiteter, viser en tidligere evaluering fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.