samfund

Sådan skaber vi rammerne for mere risikofyldt forskning

Forskere mangler incitamenter til at turde at give sig i kast med risikofyldte forskningsprojekter, viser flere studier fra Tænketanken DEA. En ændring i den måde, som forskere ansættes og bedømmes på, kan være en del af løsningen, mener forskere.

Af - 26. februar 2020

Foto: iStock.

De fleste forskere drømmer om det: At sidde med den næste store opdagelse – en ny landvinding, som ændrer samfundets kurs, kurerer sygdomme eller former ny teknologi. Eller om at gå i fodsporene på store forskere som fysiker Niels Bohr eller filosof Jean-Jacques Rousseau, hvis teorier blandt andet banede vejen for udviklingen af såvel computere som demokratiet.

Men transformativ forskning er en risikabel affære. Langt de fleste vilde ideer falder til jorden, inden de når at finde fodfæste. Og i en verden, hvor forskere i høj grad belønnes ud fra hårde parametre som antallet af publicerede artikler, kan det virke for risikabelt at satse på det, som måske blot viser sig at være en skør ide, lyder det fra flere forskere.

– Hvis et risikobetonet projekt lykkes, så er chancen for at gøre noget banebrydende stor. Til gengæld er et risikobetonet projekt også kendetegnet ved, at chancen for at det lykkes, er meget lav. Så det er rigtigt svært at vælge den vej. Især for yngre forskere, for konkurrencen på de her klassiske parametre som publicering og forskningsmidler er sindssygt hårde, og de fleste vil jo gerne have en fast stilling på universitetet, siger Henrik Dimke, lektor på det Sundhedsvidenskabelig Fakultet på SDU og formand for Det Unge Akademi, en selvstændig enhed under Videnskabernes Selskab.

Henrik Dimke påpeger, at hvis ikke der skabes bedre rammer for risikovillig forskning, så risikerer vi som samfund at gå glip af vigtige nye landvindinger, som kan løse tidens store udfordringer som klimakrisen og globale epidemier.

– De forskere, der sidder på universiteterne, er meget dygtige, og man er nødt til at give det signal, at der er plads og tid til, at de søsætter de her lidt skæve eller vilde ideer, som måske ikke bliver til noget, men hvis de gør, så rammer de også plet, siger han. Et godt eksempel er den anerkendte britiske fysiker Peter Higgs. Han står, sammen med fem andre forskere, bag opdagelsen af Higgs-partiklen, som udviklede vores forståelse for universets sammensætning. Higgs udtalte allerede tilbage i 2013, at han ikke tror, han i dag ville været blevet anset som produktiv nok på et universitet.

– Det er svært at forestille sig, at jeg i det nuværende klima nogensinde ville få tilstrækkelig fred og ro til at gøre, hvad jeg gjorde i 1964 – Nobelvinder og fysiker Peter Higgs til The Guardian.

Eksterne midler øger presset
Professor Rasmus Bjørk kan nikke genkendende til, at det er vanskeligt at få tid og ro til at dyrke de skæve ideer. Han er sektionsleder på Institut for Energikonvertering og -lagring på DTU samt medlem af Det Unge Akademi. Og så er han, ligesom lektor Henrik Dimke, en flittig bidragyder i den nuværende debat om rammerne for risikovillig forskning.

Han mener, at den måde, som forskningen grundlæggende finansieres på, skal ændres.

– Rammerne for dansk forskning er jo, at der kommer færre og færre basismidler og flere eksternt finansierede midler. Og det ligger et stort pres på den individuelle forsker i den forstand, at der ingen basispenge er til at forske for. Man skal ud at hente midler eksternt hver gang, siger han, og fortsætter:

– Og når det kombineres med den måde, som dansk forskning kører på lige for tiden, så er vi alle sammen afhængige af at skaffe den næste bevilling, både i forbindelse med vores forskning, men bestemt også for at beholde vores arbejde, siger Rasmus Bjørk, der selv oplever, at han kan lægge et lille låg på sig selv, når han skal sende en fondsansøgning af sted.

– Når jeg søger bevillinger, så tænker jeg da over at foreslå noget, der højst sandsynligt bliver en succes. For det første fordi, at man med en succes på CV’et har meget nemmere ved at søge fondsmidler næste gang. For det andet, fordi at man er mere sikker på at få nogle resultater, som man kan bygge videre på. Så jeg sørger for, at de risikofyldte projekter er noget, jeg laver ved siden af i min egen tid. Og jeg ved at det også er sådan andre gør, siger han.

– Det vil være bedre, hvis der var et tenure-system, så man kunne give sig i kast med et meget risikovilligt system uden at frygte for ens ansættelse på den lange bane – Professor Rasmus Bjørk, sektionsleder på Institut for Energikonvertering og -lagring på DTU samt medlem af Det Unge Akademi

Sikre ansættelser kan være vejen frem
Rasmus Bjørk peger på, at en af løsningerne i forhold til at skabe rammer for nybrud kan være at ændre i den måde, som forskere ansættes og vurderes på. Han mener, at man med fordel vil kunne indføre tenure, som er et ansættelsessystem, som særligt ses i engelsksprogede lande. Det betyder, at er man først fastansat som forsker, så skal der meget graverende grunde til, at man afskediges – eksempelvis, at man har begået et lovbrud.

– Uden at jeg tør lægge hovedet på blokken for det, så vil jeg mene, at Danmark et af de lande, hvor det er allernemmest at fyre universitetsansatte. Vi har ikke et tenure-system i Danmark, som man har andre steder, hvor det er næsten umuligt at blive fyret. Og det gør, at vi i Danmark er meget mere afhængige af at hive penge hjem og gøre os selv uundværlig på den front. Og det gør igen, at man har tendens til at søge penge til den forskning, der er mere sikker. Derfor vil det være bedre, hvis der var et tenure-system, så man kunne give sig i kast med et meget risikovilligt system uden at frygte for ens ansættelse på den lange bane, siger Rasmus Bjørk.

En anden mulighed ville være at lette presset i forhold til at publicere, foreslår han. Universiteterne skal ganske enkelt se mere på kvaliteten af forskningen frem for kvantiteten eller forskerens publikationsliste. Og det vil bestemt være et skridt i den rigtige retning, medgiver lektor på SDU, Henrik Dimke.

Han peger på, at der eksempelvis er forskere, som er dygtige til at sidde og udføre analysearbejde, men som måske ikke er så dygtige til at spytte publikationer ud. Og de risikerer at komme i klemme i det nuværende system.

– Der er behov for diversitet i forskningen, for som det er lige nu, er det svært at understøtte den slags mennesker, fordi der er så få basismidler og så stor konkurrence. Der er nogen, der har foreslået, at man som forsker kun skal udgive én publikation om året. Jeg er ikke sikker på, om jeg synes, at lige det forslag er vejen frem, men det er en ide til, hvordan man sikrer kvalitet og gør op med mængden af publikationer, som stiger markant lige nu, siger Henrik Dimke.

Forskere skal bedømmes på potentiale
De omtalte udfordringer for risikovillig forskning bakkes op af flere nyere studier fra Tænketanken DEA. I rapporterne ”Risikovillig Forskningsfinansiering” fra oktober 2019 og ”Koncentration af konkurrenceudsatte forskningsmidler” fra marts 2019 undersøger DEA det risikovillige forskningslandskab. Og konklusionen er klar: Danske forskere er alt for tilbøjelige til at spille på sikre kort. Den øgede forskning på ekstern finansiering øger konkurrencen om pengene blandt universiteter og forskere, og det giver sig udslag i, at både forskere og bedømmere er mindre risikovillige, forklarer analysechef hos DEA, Maria Theresa Norn.

– Mange forskere vælger ganske rigtigt at satse på nogle emner, som de med ret stor sikkerhed kan levere på. Ikke mindst fordi mange forskningsledere ikke kun søger midler til sig selv, men også er ansvarlige for at søge midler til den gruppe forskere og studerende, som arbejder under dem. Det betyder, at de spiller med sikre kort og tænker strategisk, siger hun.

Læs også: DFF og DEA-studie: Sådan får vi mere risikovillig forskning.

Maria Theresa Norn giver både professor Rasmus Bjørk og lektor Henrik Dimke ret i, at den måde, som vi ansætter og forfremmer forskere på, kan have betydning for risikovilligheden.

– Det betyder, at man som forsker er meget bevidst om, at ens funktionstillæg og forfremmelse afhænger af, at man har en lind strøm af publikationer og gerne i anerkendte tidsskrifter. Og det afhænger så igen af, at man også har en lind strøm af bevillinger, samt at man opretholder kadencen. Og det er jo nemmere at gøre, hvis man ikke satser for stort, siger hun.

Hun peger mod udlandet, hvor der lige nu er en debat om, hvorvidt man skal vurdere en præstation i grupper af forskere og ikke på individniveau. Ligesom det også debatteres, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at en forsker bedømmes på en indikation som publicering.

– Selvfølgelig skal man have nogle pejlemærker. Men der er flere, som peger på, at det er en farlig strategi at bedømme ud fra mængden af publikationer, fordi du ikke derved nødvendigvis får den forsker, du gerne vil have. Det lyder enormt banalt, men argumentet er, at man i stedet i højere grad sætter sig ned og læser en forskers publikation. Og at man også på institut- og centerniveau bliver bedre til at se på, hvad en forsker har af målsætninger og potentiale, siger analysechef Maria Theresa Norn.

Tre forslag til at vende udviklingen
Studiet ”Risikovillig Forskningsfinansiering” er udarbejdet af Tænketanken DEA og Danmarks Frie Forskningsfond. Det er baseret på en gennemgang af den internationale litteratur omkring risikovillig forskning og på erfaringer fra fonde i såvel Danmark som udlandet.

Studiet peger på tre måder at fremme risikovillig forskning i Danmark på:

1. Gør op med overfokuseringen på at måle og belønne forskere for deres evne til løbende at frembringe nye videnskabelige publikationer samt høste citationer og bevillinger.

2. Der er brug for en debat om, hvordan fonde kan fremme øget risikovillighed i vurderingen af, hvilke forskere og forskningsprojekter, der skal have penge.

3.  Koncentrationen af forskningsmidler skal nedbringes. Herved sikres bedre muligheder for vækstlaget af ideer og talenter, som ligger på kanten af eller helt uden for de etablerede forskningsemner og forskergrupper. Både fonde og universiteter har et ansvar.

Kilde: Tænketanken DEA og Danmarks Frie Forskningsfond.

God forskning kræver tid
En anden løsning er at give forskerne mere tid til deres projekter. Det gælder både fra universitetsledelsens side, men ikke mindst fra forskningsfondenes side. Bevillingerne skal være mere langsigtede – og de skal støtte de brede, åbne forskningsspørgsmål samt sikre fleksibilitet i brugen af bevillingsmidler. På den måde vil der være tid til at prøve ting af, til at fejle og til at gå i en anden retning, forklarer Maria Theresa Norn.

Hun ser også en stor udfordring i, at forskningsmidlerne samler sig på få, store projekter.

– Vi har set en stigende koncentration af de eksterne forskningsmidler. Knap 90 procent af midlerne er koncentreret hos 20 procent af forskerne. Det siger noget om koncentrationen af midler inden for etablerede forskningsområder. Og noget af det, som vi godt kunne tænke os at se, det er en diskussion af, hvad der skal til, før vi har opnået tilstrækkelig gødning til vækstlaget. Især når man ser, at det er flere og flere rigtig store bevillinger, der bliver givet ud, siger Maria Theresa Norn.

Læs også: En femtedel af forskerne sidder på 90 pct. af pengene.

Det er lektor på SDU, Henrik Dimke, enig i. Og han mener, at ansvaret ligger hos både universitetsledelserne, politikerne og fondene. Universiteterne bør få tilført flere basismidler, hvilket i høj grad handler om politisk velvilje. Men der ligger også et ansvar hos universitetsledelserne, som i mindre grad skal prioritere de store prestigefyldte projekter.

– Universitetsledelserne, såvel som fonde, skal være med til at sikre flere små bevillinger, så pengene fordeles ud på flere forskere. På den måde har flere mulighed for at prøve deres ideer af. Vi ser en tendens til, at midlerne bliver samlet på få store projekter. Og så skal bevillinger gerne kunne strække sig fire-fem år frem for to til tre år, medgiver Henrik Dimke.

Størstedelen af fondsmidler samles på få forskere
Det viser rapporten ”Koncentration af konkurrenceudsatte forskningsmidler” udarbejdet af Tænketanken DEA og Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) ved Aarhus Universitet i 2019.

Rapporten konkluderer, at:

– Der er en betydelig koncentration af konkurrenceudsatte forskningsmidler på de natur- og sundhedsvidenskabelige samt tekniske områder.

– Der er en markant koncentration af midler blandt mandlige forskere. – Der er en meget høj koncentration af midler hos en lille elite af forskere, hvor de mest succesfulde 20 pct. af bevillingsmodtagerne, som er omfattet af databasen, tegner sig for cirka 75 pct. af den samlede bevillingssum.

– Hvis vi medregner de forskere, der ikke har modtaget en bevilling fra de fonde, som indgår i databasen, så står de mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark for knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.

– De top-100 forskere (målt på samlet bevillingssum registreret i databasen) har en gennemsnitlig samlet bevillingssum per person på lige over 90 mio. kroner i undersøgelsesperioden.

Publicering er ikke en udfordring på RUC
Også på RUC kender man til de udfordringer, der kan spænde ben for risikovillig forskning. Men RUC indtager en lidt anden rolle i debatten, lyder det fra prorektor på RUC, Peter Kjær. Problemet ses formentligt primært inden for den sundhedsvidenskabelige forskning:

– Inden for det felt er der et virkeligt stor pres på i forhold til at levere hurtige forskningsresultater, og omsætningshastigheden er meget stor. Og det er ikke noget, som spiller en meget stor rolle på RUC, hvor vi blandt andet satser mere på de samfundsvidenskabelige fag, siger han.

– Vi vil gerne have vores forskere til at arbejde med at skaffe ekstern finansiering, det er en del af jobbet. Og ligesom andre universiteter skal vi hente eksterne midler hjem, for vi kan ikke bare forske for den basisforskningsbevillig, vi har – Prorektor på RUC, Peter Kjær

De faldende basismidler er dog en lige så relevant problematik på RUC som på landets øvrige universiteter, medgiver han. Men selv om basisbevillingerne er små, så betyder det ikke, at RUC dermed har nogle firkantede krav til, hvor mange eksterne midler en forsker skal være i stand til at skaffe.

– Vi vil gerne have vores forskere til at arbejde med at skaffe ekstern finansiering, det er en del af jobbet. Og ligesom andre universiteter skal vi hente eksterne midler hjem, for vi kan ikke bare forske for den basisforskningsbevillig, vi har. Derfor er det vigtigt, at man i for eksempel et professorat er i stand til at skabe et forskningsmiljø for sig selv og andre. Men det fungerer jo ikke på den måde, at skaffer du ikke en ekstern bevilling, så ryger du ud, siger Peter Kjær.

Han mener heller ikke, at kravene om publicering nødvendigvis står i vejen for forskeres risikovillighed. Han anerkender, at forskere oplever, at der er mange forventninger til dem, men mener ikke, at mindstekrav om publicering er et problem på RUC. Den største udfordring for RUC-forskere er derimod at få fondene til at satse på tværfaglige projekter. De er, siger prorektor Peter Kjær, i sig selv banebrydende forskning.

– Ofte vil dem, der bedømmer ansøgninger hos fondene, selv komme fra enkeltfaglige miljøer. Så de har sværere ved at vurdere de tværfaglige projekter, og det kan være en forhindring for os, siger Peter Kjær. Han ser dog samtidig en ”opmuntrende udvikling”.

– En del fonde er optaget af tværfaglighed, fordi de ved, at mange nybrud sker i grænsefladerne. Nytænkning opstår ikke et sted, hvor man kun ser tingene fra ét perspektiv, siger han og fortsætter:

– Og så er det vores ansvar at være tydelige i vores profil samt at være i dialog med fonde og andre aktører om behovet for tværfaglig forskning. Samtidig skal vi støtte vores forskere ledelsesmæssigt og administrativt, så de ikke skal bære risikoen alene. Altså hjælpe dem med at udforme de rigtige ansøgninger på det rigtige tidspunkt, så det ikke er et individuelt problem hos forskeren. Det skal være en udfordring, vi som universitet er med til at løse.

Anonyme ansøgninger skal sikre risikovillighed
Maria Theresa Norn genkender det, som Peter Kjær kalder en ”opmuntrende udvikling”. Flere fonde er nemlig i det små begyndt at bedømme ansøgninger ud fra nogle andre parametre end de klassiske. Men udfordringerne er stadig store.

– Projekter, som går på tværs af de etablerede discipliner eller tilgange, eller som rejser nogle helt andre spørgsmål eller metoder, er meget sværere for fondene at vurdere. Det er svært at vurdere, hvad det fører til, og om det har god kvalitet eller bare er en skør ide. Grænsen mellem de to ting kan være meget hårfin, siger hun og fortsætter:

– Vi hører fra nogle fonde, at deres bedømmere derfor tit ser sig nødsaget til at favorisere nogle sikre kort. Og det gør de, fordi de jo også skal stå til regnskab internt over for en bestyrelse og et formandskab, siger hun.

En af de fonde, som prøver at støtte mere op om risikovillig forskning – som måske kan lede til opdagelsen af nye Higgs-partikler – er Villum Fonden. I 2019 har fonden i det såkaldte “Villum Experiment” uddelt 52 bevillinger på i alt 98,5 mio. kr. årligt til ”dristige, tekniske og naturvidenskabelige forskningsideer”, som skal udfordre og få forskerne til at tænke nyt.

Fonden benytter sig i dette program af anonyme ansøgninger for at undgå bias – og for at sikre, at projekterne bliver bedømt ud fra ideens potentiale og ikke ud fra forskerens CV.

– Omstillingen til at forskningen på universiteterne i stigende grad bliver finansieret af eksterne fonde har lagt den risikofyldte forskning under pres. Det pres vil vi gerne prøve at lette lidt, siger forskningsdirektør for Villum Fonden, Thomas Bjørnholm, og fortsætter:

– Vi anerkender, at der er nogle indbyggede svagheder i det eksisterende system – men der er indbyggede svagheder i alle systemer. Vi ser, at når en forsker først har udstukket en retning, så vejer CV’et tungt. Og så kan en forsker godt komme ud for, at en komite siger, forskeren ikke har dokumenteret, at han eller hun kan løfte et projekt, som adskiller sig fra forskerens tidligere område. Og det kan gøre det sværere, end det behøver at være, at skifte retning.

Villum Fonden udlodder 15 procent af deres midler i Villum Experiment, som – oplever fonden – er “ekstremt populært”.

Thomas Bjørnholm understreger, at eksperimentet ikke skal ses som en erstatning for det klassiske system, hvor forskere vurderer deres fagfæller ud fra blandt andet tidligere forskningsprojekter. Det skal udelukkende ses som et supplement.

Hvorvidt anonyme ansøgninger fører til den efterspurgte, banebrydende forskning, ved fonden først om nogle år. Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) på Århus Universitet har iværksat et længerevarende forskningsprojekt, som skal se på, om eksperimentet fører til mere original forskning.

Et initiativ som “Villum Experiment” hilses velkommen af professor Rasmus Bjørk på DTU og lektor på SDU Henrik Dimke.

– Der er flere private fonde, som har iværksat initiativer, som skal sikre flere risikovillige projekter. Og det ser rigtig fornuftigt ud, siger Henrik Dimke. Rasmus Bjørk samstemmer:

– Det er en rigtig god tendens, hvis man for eksempel har en anonym ansøgningsrunde, hvor man ikke vurderer ud fra CV eller publikationsliste. Det er alene forskningsideen, der bliver målt, og det er en positiv udvikling, siger han og fortsætter:

– Og så skal vi huske, at vi i sidste ende bedriver forskning for lære noget, ikke for at skabe såkaldt gode resultater. Forskningsmidler er per definition midler, som vi ikke ved, om vi får noget ud af. Og selv om vi havde en hypotese, som viste sig ikke at være sand, er arbejdet med den hypotese ikke spildt. Det kan godt være, vi ikke rykker ved samfundet, men vi har stadig lært noget. Forskning handler i bund og grund om nysgerrighed og erkendelse. Og den forskning, som i dag måske ikke fører til noget, kan vise sig at være helt afgørende om 20 eller 30 år, siger Rasmus Bjørk.

Fonde som støtter risikovillig forskning
Flere fonde er begyndt at satse på projekter, som er knap så sikre, men til gengæld har højt potentiale for at skabe nybrud i forskningen. Det gælder blandt andre:

Novo Nordisks forskningsprogram NERD (New Exploratory Research and Discovery)
Fonden har afsat 300 millioner kroner til at støtte forskningsideer inden for naturvidenskab og teknisk videnskab.

Forskere kan ansøge fonden om op til 14 millioner kroner over en langsigtet periode på syv år. Evalueringsprocessen er tofaset. I første fase vil bedømmelseskomiteen udelukkende have adgang til ansøgers projektbeskrivelse. I anden fase tages hensyn til ansøgeres CV. Ansøgere må ikke være hovedmodtager af andre bevillinger, der tilsammen overstiger 4 millioner kroner per år.

Velux Fondens Villum Experiment
Programmet støtter årligt projekter inden for naturvidenskab og teknisk videnskab med 100 millioner kroner. Ansøgningsrunden er fuldt ud anonym. Bevillingen løber over en toårig periode, hvorefter ansøger kan genansøge.

Danmarks Frie Forskningsfond
DFF har afsat 1 milliard kroner til risikovillig forskning, der betegnes som forskningsidéer af højeste, internationale kvalitet med potentiale for banebrydende løsninger. Forskerne vil modtage bevillinger på cirka tre millioner kroner i gennemsnit til at teste “excellente” forskningsidéer.

Lundbeck Fonden – LF Experiment
Programmet giver bevillinger på op til to millioner kroner i op til to år. Ansøgeres navn og CV bliver ikke gjort tilgængelige for bedømmelsespanelet. Panelet skal heller ikke blive enige om projekterne. Hver bedømmer har et trumfkort, og hvis blot én af bedømmerne ser stort potentiale og smider sit trumfkort, går projektet videre.

Corona-forsinkelser presser universiteternes økonomi

Eksternt finansieret forskning, der bliver forsinket på grund af coronakrisen, kan risikere at efterlade et stort hul i universiteternes budgetter. Det glæder Danske Universiteter, at blandt andet Novo Nordisk Fonden nu vil være fleksible omkring økonomi og deadlines.


Warning: sizeof() [function.sizeof]: Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sciencereport.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-mystat/lib/mystat.class.php on line 1252