Sådan trænger du igennem til politikerne

Denne artikel er oprindeligt udgivet 20. august 2021.

Covid-19 har vist, at et samfund ikke kan fungere uden dyb tillid til forskere og eksperter. Myndigheder og regering kan ikke træffe oplyste beslutninger uden adgang til forskningsviden.

Dét fastslog David Budtz Pedersen, der er professor i forskningskommunikation og forskningspolitisk rådgiver ved Aalborg Universitet, over for Science Report i april 2020.

Læs også: David Budtz: En krise kræver den rette balance mellem fakta og værdier

Og igen med rapporten ‘The Danish Eco-System of Science for Policy’, der undersøgte hvilke forskere, der leverer forskningsrådgivning, og hvilke mekanismer der findes til at rådgivere politikere og embedsmænd.

I dag har den politiske dagsorden plads til andre emner end coronapandemien. Så måske er det nu, andre typer forskere kan være med til at klæde politikerne på med viden.

– Jeg køber den præmis, der hedder, at en del ukendte forskere sidder inde med en viden, de ønsker at formidle til et bredere publikum. Fordi de mener, at deres forskningsindsats og ekspertviden er vigtig og kan være med til at gøre en forskel i samfundet. Det er muligt for mange forskellige typer forskere at udfylde rollerne som eksempelvis videnskabelige rådgivere i politiske processer, men det kræver ofte en aktiv indsats af forskerne, fastslår David Budtz Pedersen.

Skab en efterspørgsel på viden

”Corona-eksperterne” og de danske myndigheder har været ”fremragende” vidensformidlere allerede i krisens første periode, ifølge David Budtz Pedersen. Eksperterne udbød villigt deres viden, da forespørgslerne kom væltende.

Men andre forskere kan ikke nødvendigvis regne med, at der falder en højaktuel appelsin ned i deres turban, og gør deres forskning relevant. Forskerne skal selv skabe en efterspørgsel, siger David Budtz Pedersen.

– Forskerne skal øve sig i at relatere deres forskning til aktuelle problemstillinger, perspektivere den og ikke mindst lave det, vi kalder videnssynteser. Forskerne skal med andre ord spørge sig selv: Kan vi – på ryggen af den forskning, vi er eksperter i – sige noget om X, Y og Z, som er oppe i tiden lige nu? Og som selvfølgelig gør vores modtagere mere oplyste.

Læs også: Rapport kortlægger dansk forskningsrådgivning

Forskere er med andre ord nødt til at konkretisere, aktualisere og gøre deres forskning vedkommende, hvis politikere skal fatte interesse for den.

”Biblioteksmodellen” er forældet
Forskere, der måtte sidde med en forestilling om, at politikerne før eller siden får øjnene op for dem, må sadle helt om, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at blive opdaget. Dertil er der for mange forskere ­– og alt meget at tage stilling til for politikere og embedsapparat:

– Forskere kan have tendens til at mene, at både politikere og journalister skal komme til dem: ”Hvis de vil vide mere om mig og min forskning, kan de opsøge mig, læse om mit arbejde og stille mig spørgsmål.” Men denne ”biblioteksmodel” fungerer ikke i det moderne informationssamfund, siger David Budtz Pedersen og understreger:

– Forskere, der gerne vil tages med på råd, skal gøre en aktiv indsats for at lokalisere politikere, der har et vidensbehov, som forskerne kan dække og forsøge at etablere en dialog under hensyn til det enorme informationspres, politikere er under.

Forskningen skal være tilgængelig

Hvis en forsker har indset, at biblioteksmodellen ikke holder stik – ingen videbegærlige ”lånere” henvender sig – er han eller hun nødt til at åbne sin forskning. Og være villig til at eksperimentere med forskellige kommunikationsveje- og midler for at finde ud af, hvad der virker, siger David Budtz Pedersen.

– Forskerne kan udbyde deres ekspertviden ved at gøre den tilgængelig på deres hjemmeside i form af et kort ikke-teknisk referat af en forskningsartikel. De kan også ”oversætte” og fordøje deres forskning i blogindlæg for et ikke-videnskabeligt publikum som politikere og borgere.

David Budtz Pedersen opfordrer også forskere til løbende at orientere deres publikum om udviklingen i deres forskning.

– Har forskerne et mere specialiseret publikum, de gerne vil nå ud til – det kan være politikere, embedsmænd, civilsamfund eller virksomheder – kan forskerne holde deres netværk orienteret om fremskridt og nybrud i deres forskning.

David Budtz Pedersen understreger, at forskningsformidling typisk finder sted i en dialogisk relation. At ringe til en politiker og begynde at formidle sin forskning kan han ikke se for sig.

Men oplever en forsker for eksempel en høring i Folketinget, hvor der demonstrativt mangler et bidrag, kan han eller hun selvfølgelig godt prøve at kontakte politikeren og tilbyde sit perspektiv og bidrag uden foregående kontakt.

– Selvfølgelig kan forskerne hjælpe dialogen og samarbejdet på vej ved at forklare politikerne, hvorfor forskningen kan være interessant. Det handler om, hvorvidt forskerne forstår modtagernes livsverden, siger David Budtz Pedersen.

Gå over åen efter vand

Med ”modtagernes livsverden” mener David Budtz Pedersen alt dét, der rører sig på den politiske scene – og som er vigtigt for forskerne at sætte sig ind i på alle stadier i den dialogisk proces.

– Hvilke dagsordner er der på spil? Hvordan er det politiske system og de politiske arbejdsgange skruet sammen? Er der en deadline, der skal nås inden for tre uger, kan forskerne jo ikke formidle deres forskning via YouTube-videoer og blogs. Så skal de have noget mere effektivt i stand som at levere en udredning, et notat eller sætte et seminar op. Gør forskerne sig selv den tjeneste at gå over åen efter vand og sætter sig ind i politikernes værdier, problemer og målsætninger, har de langt større chance for at levere relevant viden til dem, forklarer David Budtz Pedersen.

Det er ikke enhver forsker beskåret at være en god formidler eller en god videnskabelig rådgiver, men den slags kan heldigvis læres:

– Gode rådgivere med forståelse for den politiske virkelighed er en specialistkompetence, som mange forskere er nødt til at opøve. Det har virologerne, epidemiloger og økonomerne gjort. Og det er den viden, de trækker på, når de leverer ind til det politiske system, siger David Budtz Pedersen og tilføjer:

– Det betyder selvfølgelig ikke, at forskere skal give køb på deres videnskabelige integritet eller uafhængighed. Det betyder, de er nødt til at skabe sig indsigt i og forstå, hvad præmissen er i den arena, de gerne vil være en del af. Det gælder massemedier og sociale medier, men i høj grad også politisk rådgivning af for eksempel udenrigsministeriet, siger David Budtz Pedersen.