– Når vi ser omfanget nu med den her underskriftindsamling, er det en brat opvågning. Vi har ikke benægtet, at der var et problem, men nok ikke tænkt det så omfattende.
Sådan siger Olav W. Bertelsen, fællestillidsrepræsentant for akademikerne ved Aarhus Universitet. Den nylige underskriftindsamling med over 700 signaturer på oplevelser med sexisme i forskerverdenen har været en øjenåbner, ifølge ham.
– Vi har brug for at få det undersøgt. Som jeg har forstået det, har der på AU været ganske få sager om seksuelle krænkelser, der har fået personale- eller ansættelsesmæssig konsekvens. Men det er jo ikke et datagrundlag, man kan bruge, for at forstå sexisme på universiteterne, uddyber han.
Spørgeskemaer har fejlet
Olav W. Bertelsen fortæller, at han i kølvandet på debattens opblomstring de seneste uger har talt med flere yngre kvindelige kollegaer. De er kommet i tanke om oplevelser, der har haft sexistisk eller krænkende karakter.
– Det, de beskriver, er klokkeklare krænkelser og hører hverken hjemme på eller uden for arbejdspladsen. Det kan være alt fra fysiske berøringer til en ældre kollega, der danser lidt for tæt til en konferencemiddag. Vi har brug for viden om, hvorvidt flere kvinder bider smerten i sig, siger han.
Hos Det Unge Akademi diskuterer de også, hvordan sexisme kan kommes til livs. Næstformand Karen Vallgårda peger på, at de gængse årlige spørgeskemaundersøgelser kan være utilstrækkelige.
– De årlige arbejdspladsvurderinger, hvor man undersøger trivsel på arbejdspladsen, indfanger ikke nødvendigvis problemet. Sexisme og andre slags diskrimination kan tage mange former. Det er vigtigt, at spørgeskemaer bliver formuleret på en måde, der giver medarbejderne mulighed for at indberette problemerne. Flere kategorier kunne gøre det nemmere for de udsatte at identificere oplevelser med sexisme, siger hun.
Olav W. Bertelsen understreger også, at der skal spørges mere åbent og kvalitativt ind.
– Jeg tænker, at man må gå mere sociologisk eller etnografisk til værks med åbne livsverden-interviews. Det er selvfølgelig en dyr måde at arbejde på. Men man får ikke meget ud af at lave skemaer, uddyber han.
Snævre magthierarkier presser løstansatte
Af de talrige anonyme vidnesbyrder, Politiken har bragt, fremgår det tydeligt, at det især er forskere i meget usikre ansættelser, for eksempel tidsbegrænsede stillinger, der ikke har turde stå frem med navn.
– ’Ingen underskrift, desværre. Jeg sidder i en tidsbegrænset stilling, der udløber om kort tid. Jeg ’tør’ ikke, beklager’, lyder ét af dem.
Det er i dag svært at finde statistisk materiale, der viser sammenhængen mellem korttidsansatte og sårbarhed over for sexisme på universiteterne. Hos Dansk Magisterforening har de data på blandt andet chikane og tryghed i ansættelsen. Men de har ikke en undersøgelse, der ser på krydsfeltet mellem ansættelsesform og sexchikane på universiteterne.
Der hersker dog jævnfør deres undersøgelser ingen tvivl om, at man generelt står mere usikkert på mange parametre, når man er på tidsbegrænset kontrakt. Eksempelvis viser en undersøgelse fra DM, at tidsbegrænsede ansatte er mindre trygge i deres hverdag og mere bange for at miste deres arbejde end fastansatte.
Man kan håbe, at de mandlige kollegaer, seniorerne og fonds-baronerne nu lugter lunten. Måske ser de Frank Jensens karriere ligge smadret i vejsiden og tænker: Det kan godt være vi lige skal stramme op
Fra 2002 til 2018 steg andelen af løstansætte på universiteterne fra godt en tredjedel til næsten 50 procent, ifølge en 2018 opgørelse fra Magisterbladet. I dag er de fleste under 30 på en tidsbegrænset kontrakt, fortæller Olav W. Bertelsen.
– Jeg havde allerede tilbage under den oprindelige MeToo-kampagne tænkt, at der måtte være et tilsvarende problem på universiteterne. Vi har den samme snævre karriere, hvor du er afhængig af ganske få personer for at nå til tops, fortæller han.
Den betragtning deler Karen Vallgårda:
– I Det Unge Akademi har vi drøftet problematikken om, at den voksende gruppe af løstansatte er særligt udsatte for magtmisbrug og sexisme. Universitetsverdenen er et hierarkisk system, og for at stige i graderne skal man have en god relation til sine overordnede. Det gælder også professorer, som måske ikke er ens formelle leder, men som sidder på penge og adgang til muligheder i form af publikationer, konferencer og netværk. De kan åbne og lukke døre for dig, siger hun.
Whistleblower-ordninger
– Derfor er det afgørende, at vi inden for universitetsmiljøet får etableret en infrastruktur, der forebygger og tager hånd om sexisme. Det kunne blandt andet indebære whistleblower-ordninger og uafhængige instanser, man kan henvende sig til. På universitetet i Berkeley i USA har de eksempelvis etableret afdelinger dedikeret til den slags, som også afholder kurser om ubevidst bias og andre arrangementer om problemer med diskrimination, uddyber hun.
Ifølge Olav W. Bertelsen er der dog en væsentlig forskel på en whistleblower og en person, der har oplevet seksuel krænkelse.
– Whistleblowing er anderledes, fordi man fortæller om et generelt problem. Ved sexisme er man selv part i en sag, så på den måde holder anonymiteten ikke ret længe, understreger han.
Lige nu på AU rækker ledelsen gennem institutlederne ud til dem, der har medvirket til underskriftindsamlingen. Det er en god start, mener Olav W. Bertelsen. Han peger på, at de lokale tillidsrepræsentanter og fællesrepræsentanterne også står til rådighed under udstrakt tavshedspligt. Han ser dog gode muligheder i at etablere ”kontaktpersoner” på tværs af fakulteterne. På den måde kan krænkede universitetsansatte gå til en tredjepart, som ikke er del af den daglige arbejdsplads.
Jeg havde allerede tilbage under den oprindelige MeToo-kampagne tænkt, at der måtte være et tilsvarende problem på universiteterne.
Det bliver dog svært at ændre den grundlæggende magtstruktur på universiteterne, mener han. Derfor er den langsigtede løsning at kunne tage problemerne op på løbende basis, uden at det udløser en ”atomkrig”.
– Underskriftindsamlingen har været et gennembrud, og jeg tror, at nogle ansatte nu vil blive bevidste om upassende opførsel. Man kan håbe, at de mandlige kollegaer, seniorerne og fonds-baronerne nu lugter lunten. Måske ser de Frank Jensens karriere ligge smadret i vejsiden og tænker: Det kan godt være vi lige skal stramme op, siger han afslutningsvist.
