Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Sustain

B Corp-bevægelsen har momentum

I 2025 vil Danone være 100 pct. “B Corp-certificeret” og danske virksomheder følger trop.

“The B Corp Movement Goes Big” gjaldede en overskrift for nylig i Stanford Social Innovation .

B Corp står for Benefit Corporations, hvis slagord er, at det ikke kun handler om at være bedst i verden, men om at være bedst for verden.

Indtil videre har bevægelsen været domineret af små- og mellemstore virksomheder, men det er ved at ændre sig med virksomheder som Danone og Natura, som bl.a. ejer The Body Shop.

“Kampagnen for at reformere kapitalismen ved at få virksomheder til at prioritere stakeholdere kunne aldrig lykkes uden at få store multinationale selskaber ombord,” skriver magasinet, og det er Steffen Kallehauge, Head of Growth, i den danske del af B Corp enig i.

Nyt program skal tiltrække erhvervsgiganter
Derfor har B Corp netop lanceret B Movement Builders.

– Det er et program målrettet multinationale selskaber, der alle har mindst en mia. dollar i årlig omsætning, som gerne vil arbejde med B Corp frameworket, fortæller Steffen Kallehauge.

Selvom ingen nordiske selskaber i den liga endnu er en del af B Corps nye program, understreger Steffen Kallehauge, at Danmark er i front i Norden.

– I Danmark er der indtil videre 22 B Corps. I Norden er der i alt 30, så vi er klart foran de andre nordiske lande i Danmark, siger Steffen Kallehauge og tilføjer:

– Hvis alle de virksomheder, der lige nu er ved at blive verificeret bliver godkendt, når vi i Danmark op på 40.

OM B CORP
B Lab, nonprofitorganisationen bag B Corp, blev grundlagt i 2006 i USA. B Corp er en global bevægelse af virksomheder med et fælles mål: at redefinere det, der skaber succes i erhvervslivet.

For at blive B Corp-certificeret, skal en virksomhed gennemgå the B Impact Assessment, et gratis onlineværktøj, og opnå en verificeret score på 80+ point. Det tager typisk 6-9 måneder. Gennemsnitvirksomheden i Nordeuropa, der har udfyldt en B Impact Assessment scorer 55 point. Organisationen lever af filantropi samt indtægter fra certificeringsafgifterne

På verdensplan har mere end 3.500 virksomheder gennemgået den strikse bæredygtighedscertificering. 824 af dem befinder sig i Europa.

Presset på B Corp-certificeringen har ifølge kilder, Sustain Report har talt med, ført til kødannelse blandt flere danske virksomheder. Og det bekræfter Steffen Kallehauge.

– Det er flot, at vi kan opretholde det momentum, selvom samfundet har været lukket ned det meste af 2020 og interessen fra virksomhederne blev sat på pause. Nu er vi begyndt at have så stærkt momentum, selvom vi fortsat er små, at man i bæredygtighedskredse er begyndt at kende os og nikke anerkendende til B Corps, siger Steffen Kallehauge, som har været med siden den spæde opstart i Danmark.

SMV’erne som bæredygtige frontløbere
Hvorfor tror du, at det er SMVerne, der er frontløbere på denne her udvikling frem for de store virksomheder, det plejer jo at være omvendt?

– Det var netop noget John Elkington, som opfandt den tredobbelte bundlinje, pointerede på sidste års B Corp topmøde. Han kalder det et paradigmeskifte, fordi det nu er de mindre virksomheder, som opfinder nye måder at drive forretning på.

Lidt mere jordnært handler det dog også om, at store virksomheder i sagens natur er mere komplekse og derfor har sværere ved at blive certificeret samt at tage beslutningen om det, idet de ikke nødvendigvis er “født bæredygtige”, som mange af de øvrige B Corp-medlemmer, forklarer Steffen Kallehauge.

Hvad får man ud af at blive B Corp-certificeret ud over en god samvittighed?

– Vi klæder virksomheder på til fremtidens forretningsbetingelser, og giver dem en platform for at tale om bæredygtighed i deres egen virksomhed. Med en B Corp-certificering beskytter man også sin vision om at have et højere formål end at tjene penge. Det kræver, at man ændrer sit juridiske formål og sine vedtægter, siger Steffen Kallehauge og tilføjer:

– Det kan være svært at overbevise bestyrelsen om, men de virksomheder der implementerer, opnår at ændre tankegangen i bestyrelseslokalet, så de beslutninger der tages ikke overvejende er styret af profit, men andre og lige så vigtige hensyn til bæredygtighed og samfundsansvar.

En bevægelse mere end en certificering
For de talglade i bestyrelsen og ledelsen, er der med B Corp-bevægelsen mulighed for at benchmarke sig med andre virksomheder.

– Vi tilbyder rapporter, der viser hvordan man ligger i forhold til andre virksomheder, og hvad man kan gøre for at forbedre sig, siger Steffen Kallehauge, som også peger på, at virksomheder med klare formål står bedre i konkurrencen om fremtidens arbejdskraft.

Endelig er B Corps reelt en bevægelse og ikke bare en certificering, ifølge Steffen Kallehauge.

– Letz Sushis direktør Anders Barsøe mødte via B Corp direktøren for Wehlers, Henrik Holm, hvor de fandt ud af deres personlige og professionelle interesse i at løse Verdensmål 14, Livet under vand. Det resulterede i, at selvom Wehlers kun består af to personer, har de alligevel leveret stole til alle Letz Sushis restauranter. Så man kommer ind i et værdibaseret fællesskab, hvor vi hjælper og inspirerer hinanden.

Dermed er Steffen Kallehauge allerede på forkant med spørgsmålet om, hvad B Corp kan tilbyde som andre ambitiøse certificeringer som Future Fit Business Benchmark ikke kan, for ikke at tale om det hav af øvrige bæredygtighedsordninger, der er.

– Det der gør B Corp-bevægelsen unik er ikke alene certificeringen, som lever op til de strengeste parametre inden for social-, miljø- og klimamæssig bæredygtighed og transparens, men det fællesskab, du bliver en del af. Det handler simpelthen om at ændre måden, man måler sin succes på i erhervslivet og at gøre det i fællesskab.

CO2-neutral i hele værdikæden i 2030
Det er Net Zero-løftet et udtryk for. 15 nordiske B Corp-virksomheder har nemlig forpligtet sig til at at blive CO2-neutrale i hele deres værdikæde senest i 2030. Til sammenligning vil Velux med sin nye bæredygtighedsstrategi opnå en halvering af aftrykket i sin værdikæde i 2030, hvilket hører til i den absolut mest ambitiøse ende, når man ser på globale virksomheder.

Og selvom det utvivlsomt er nemmere med en CO2-neutral værdikæde jo “kortere” og mere enkel den er, fortjener de små- og mellemstore virksomheder ros for initiativet, mener Steffen Kallehauge.

Han peger på, at det er en af de ambitioner, som er blevet til i fællesskab.

– Vi prøver at gå ned ad den sti sammen både for at hjælpe hinanden, men også fordi det er nemmere at tage ambitiøse skridt, hvis man ikke gør det alene. Når vores medlem Organic Basics lader en kode til at skabe et website med lavt CO2-aftryk være frit tilgængelig for andre, er det også noget, der afspejler vores værdisæt godt.

Selvom alle fra Business Roundtable, til WEF og vores danske Komité for god selskabsledelse taler om “stakeholder capitalism”, tror Steffen Kallehauge ikke, at B Corp drukner i mængden af initiativer.

– Vores svar er, at vi behøver ikke at tale så meget om, hvordan man vil gøre det. Opskriften ligger klar, og alle virksomheder kan bruge den, hvis de vil.

3 konkrete initiativer fra B Corp
1. Net Zero
I forbindelse med COP25 gik mere end 700 virksomheder fra hele verden om en fælles forpligtelse: At være Net Zero i 2030 – i hele værdikæden. 15 af disse virksomheder er nordiske. Læs mere her.

2. SDG Action Manager
For at lancere handlingernes årti, er B Lab og UN Global Compact gået sammen om at lave SDG Action Manager. Et gratis værktøj, der hjælper virksomheder med at identificere meningsfulde handlinger, deres virksomhed kan implementere i deres forretning for at være med til at sætte et positivt præg på verdens vigtigste agenda.

3. Imperative 21
CoVID-19, den ulmende økonomiske krise, Black Lives Matter-bevægelsen og andre sociale retfærdighedsoptøjer har givet anledning til at flere organisationer er gået sammen om at redefinere virksomheders rolle i samfundet. Det inkluderer B Lab, C Chief Executives for Corporate Purpose (CECP), Common Future, Conscious Capitalism, Global Impact Investing Network (GIIN), JUST Capital og Participant. De repræsenterer tilsammen mere en 70.000 virksomheder, 20 millioner medarbejdere og 6,6 billioner dollar i omsætning. Læs mere her.

Forsiden lige nu:

KU sætter danmarksrekord i europæiske bevillinger

BEVILLING. Syv topforskere i Danmark har netop modtaget en af Europas mest prestigefyldte bevillinger til fri forskning. Fem af forskerne skal udføre banebrydende forskning på Københavns Universitet, hvilket er ny dansk rekord i antallet af Advanced Grants til ét universitet.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Click to comment

Leave a Reply

Discover more from Science Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading