Ét debatindlæg gjorde særligt stort indtryk på os i 2018, nemlig 301 danske forskeres klimaopråb til EU og den danske regering (Politiken, d. 11. maj).
Forskerne pegede på behovet for en ”ny klimarealisme” i en situation, hvor vi står over for en global klimakrise, som blandt andet kræver dramatiske reduktioner af udledninger og en markant mindre træk på klodens ressourcer. Tiden er ikke længere til politiske lappeløsninger, og forfatterne peger på at der er behov for at gentænke en vækstøkonomi, som i alt for høj grad tilsidesætter klimaet.
Klimaforandringerne er en alarmklokke, der fortæller os, at vi skal handle koordineret og langsigtet, og ikke bare individuelt og sporadisk.
Vi kan være ret sikre på, at uden at mobilisere forskning og forskere på en meget større skala, end vi hidtil har været i stand til, kan vi næppe gøre os håb om markante forandringer
Et enkeltstående debatindlæg skubber næppe markant til regering og EU-system – også selv om 301 forskere på tværs af discipliner og universiteter stillede sig bag indlægget. Men det sendte et vigtigt signal om, at danske forskere – ligesom en stigende andel af den øvrige befolkning – oplever klimaudfordringen som en eksistenstrussel, og som noget vi er nødt til at reagere på med en hidtil uset kraft – på tværs af sektorer, grænser og dogmer.
Dette signal må vi tage meget seriøst i de kommende år. Forskernes udmelding er nemlig ikke bare en advarsel, men er er også udtryk for en forhåbning. Det er en forhåbning om, at forskningen kan være med til at vise veje ud af den økologiske fælde, vi er havnet i – og ud af den handlingslammelse, som ofte præger vores svar.
Den forskningsbaserede forhåbning har flere ansigter:
- Den grundlagsskabende forskning, som hele tiden udvikler vores forståelse af mennesker, kulturer og verden omkring os, er ganske vist ikke styret snævre formål. Men den åbne søgen rummer hele tiden muligheden for videnskabelige gennembrud, der kan forandre vores samspil med verden og naturen omkring os.
- Den mere målrettede og tematisk styrede forskning, som kortlægger specifikke aspekter af klimakrisen, søger efter centrale årsagssammenhænge og beskriver følgevirkninger systematisk.
- Den tværvidenskabelig forskning, som undersøger problemer på tværs af vidensområder og søger komplekse sammenhænge og peger på nye tekniske og samfundsmæssige løsningsmuligheder
Den ambitiøse forskningsformidling og det stærke vidensamarbejde, som gør befolkning og beslutningstagere i stand til at handle i forhold til en kompleks virkelighed.
Universiteterne kan ikke klare opgaven alene. Der er brug for en meget større indsats. Måske en ny samfundspagt.
For vi kan være ret sikre på, at uden at mobilisere forskning og forskere på en meget større skala, end vi hidtil har været i stand til, kan vi næppe gøre os håb om markante forandringer. Derfor ser vi også mange universiteter, som engagerer sig stærkt i forhold til de såkaldte de globale bæredygtighedsmål, etablerer forskningscentre og strategiske satsninger inden for cirkulær økonomi, styrker den tværvidenskabelige forskning – og samtidigt ser på universitetssektorens egen miljøpåvirkning.
Men universiteterne kan ikke klare opgaven alene.
Der er brug for en meget større indsats. Måske en ny samfundspagt. Det er oplagt, at Danmark i 2019 følger op på Nobelpagten, som blev lanceret i regeringens forsknings- og innovationspolitiske strategi i 2017 og Teknologipagten som er del af regeringen strategi for Danmarks digitale vækst i 2018, ved at indgå en national Klimapagt – mellem universiteter, fonde, erhvervsliv og andre offentligeog private aktører.
Der er nemlig behov for, at vi hver for sig byder ind, hvor vi er stærkest, men samtidig agerer mere koordineret for at skabe ny viden, større gennemslagskraft og reelle forandringer. Danmarks klimaaftryk udgør kun en brøkdel af det globale ressourcetræk og den globale udledning. Men Danmarks vidensaftryk er meget større, så måske kan vi gøre en forskel ved at pege på ny forskningsbaserede handlemuligheder og dermed ny realistiske globale løsninger.
