Claus Nielsen er universitetsdirektør på Danmarks Tekniske Universitet.
2019 bliver året, hvor vi på DTU forbereder os på at fejre 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820. Det er en god anledning til at minde os om, hvor vigtig H.C. Ørsteds opdagelse er for vor tids elteknologier og disse teknologiers helt centrale betydning for den transition, som samfundet skal igennem for at blive fossilfrit.
Når vi åbner aviserne, bliver vi ofte mindet om, at der skal skrues op for de danske klimamål for at reducere vort CO2-udslip mv. Det kom bl.a. til udtryk i Berlingske Tidende, da topledere fra en række af Danmarks største virksomheder kom med en direkte appel til regeringenom at skrue markant op for ambitionerne i klimaindsatsen. Dette ligger i forlængelse af de alvorlige advarsler, der også er blevet rejst fra Klimarådets side.
Vi skal virkelig lytte til Klimarådets og toplederes opråb; vi er nødt til at være mere ambitiøse og hæve barren
Hvis 2019 skal blive et godt år for planeten, menneskene og virksomhederne i den transition, samfundet alt andet lige skal igennem, skal vi virkelig lytte til Klimarådets og toplederes opråb; vi er nødt til at være mere ambitiøse og hæve barren.
Som led i det, skal vi begynde at se uddannelse og forskning på universiteterne som investeringer – ikke som omkostninger. Forskning og uddannelse vil på den lange bane give et sundt afkast til samfundsøkonomien, skabe nye arbejdspladser og være et vigtigt bidrag til klimatilpasningen og udviklingen af bæredygtige teknologier.
People, Planet og Profit
Toplederne har nemlig også helt rigtigt set, at vi ved at satse på klimatilpasning, faktisk kan skabe grundlag for en lønsom forretning i Danmark, en god og profitabel forretning vel at mærke. Det handler om de tre P’er: People, Planet og Profit.
Ja, undskyld ordet profit. Men det handler om, at det faktisk er muligt for Danmark at bedrive lønsom virksomhedsdrift og skabe arbejdspladser, også og måske især når det handler om bæredygtighed. Danmarks succes med at omstille sig til et bæredygtigt, grønt samfund er bredt anerkendt.
Vores viden og knowhow inden for fjernvarmeforsyning, integrerede energisystemer og elproduktion fra vedvarende energi er ligeledes anerkendt. Det potentiale skal vi udnytte endnu mere i takt med, at resten af verden i endnu højere grad begynder at efterspørge vedvarende energiløsninger.
Disse produkter er resultatet af innovative virksomheders indsat og samspil og tætte interaktion med forskningen på universiteterne
Forudsætningen for at det lykkes er, at vi trækker på samme hammel, civilsamfundet, det offentlige, virksomhederne og universiteterne, hvis forskning i bl.a. bæredygtige teknologier og klimatilpasning er helt afgørende og grundlagsskabende for den transition, samfundet skal igennem.
Danske virksomheders fortsatte succes med grønne løsninger kræver forskning
Danske virksomheders energiteknologier lige fra vindmølleparker og biogasanlæg til fjernvarmeteknologi og termostater er med til at reducere drivhusgasudledningerne både herhjemme og i de lande, virksomhederne eksporterer til. Disse produkter er resultatet af innovative virksomheders indsat og samspil og tætte interaktion med forskningen på universiteterne.
Hvis de danske virksomheder i endnu højere grad skal lykkes, og vi skal udnytte de styrker, og det forspring vi (måske) har, er det nødvendigt med massive investeringer i universiteternes forskning i bæredygtige energiteknologier og i den samfundsmæssige transition i almindelighed.
Men det kræver en prioritering fra Folketingets side. I den seneste finanslov er der positive tegn – bl.a. fordi energiforskningsmidlerne er øget – men der er stadig langt op til det niveau, vi befandt os på for blot få år siden.
Drop 1 procents-målsætningen
Så det er ikke gjort med dét. Først og fremmest er der behov for, at vi løsriver os fra den politiske ’én procents-målsætning’, når vi beslutter, hvor meget der skal investeres i universiteternes forskning, herunder energiforskning og klimatilpasning.
Det giver mindre og ikke mere universitetsforskning, når regionernes ressourceforbrug på sygehusområdet reklassificeres til forskning og modregnes i universiteternes forskningsmidler, lige så lidt som det hjælper at reducere bevillingerne, hver gang et dansk universitet hjemtager EU-midler – en i særegen helt speciel incitamentsstruktur, hvor man fodrer hunden med sin egen hale.
Som en kuriositet kan det tilføjes, at hvor man i Danmark således fjerner 1 krone fra forskningsreserven, hver gang et universitet hjemtager en EU krone, så forøger den norske regering forskningsbevillingerne med 50 øre. I sandhed en noget anderledes tilgang.
Resultatet betyder formentlig alene for DTU’s vedkommende mindre forskning i størrelsesorden af 500 – 750 mio.kr., vel at mærke hvert år!
Ligeledes hjælper det heller ikke at påligne universiteterne kunstigt høje huslejer eller, som nu, fifle med eksorbitant høje ejendomsvurderinger, så Finansministeriet til stadighed kan blive ved med at udtage “udbytter”, som ligger langt over, hvad de almindelige ejendomsomkostninger tilsiger, og derigennem illudere at man opfylder en forskningspolitisk målsætning.
Man kan heller ikke uafbrudt blive ved med at reducere de uddannelsesindtægter, som universiteterne får. Indtægterne per full time ekvivalent studerende (STÅ’en) er over en 10-årig periode faldet med ca. 25 pct., og marginalt (ved den sidst optagne studerende) med ca. 45 pct. (for ingeniøruddannelser).
På DTU, eksempelvis, har vi kompenseret for denne udvikling gennem effektivisering af vore uddannelser, f.eks. via nye læringsmetoder, e-learning og optimering af undervisningsarealer.
Men vi har også tilført betydelige ressourcer fra vores basisforskningsmidler til undervisningen, så man skal bestemt ikke tro, at dette ikke har haft omkostninger og konsekvenser.
Resultatet betyder formentlig alene for DTU’s vedkommende mindre forskning i størrelsesorden af 500 – 750 mio.kr., vel at mærke hvert år!
