Farvel til målsætningen om et CO2-neutralt Danmark?

Sidste år ramte regeringen ved siden af Danmarks mål for CO2-udledning med 5,5 millioner ton. Ifølge regeringens plan skulle Danmark have udledt 46,4 millioner ton CO2. Men tallet var 51,9 millioner ton CO2, ifølge den foreløbige Energistatistik. Det skriver dr.dk.

Det er “ikke tilfredsstillende” siger klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til Information. Men han understreger, at den grønne omstilling ikke kan vurderes ud fra et enkelt år, men skal ses i forhold til det lange, seje træk mod CO2-neutralitet i 2050.

Ikke desto mindre giver “regnefejlen” grund til at spørge, om vi så i det hele taget regne med politikernes klima-planer, nu hvor valgkampen snart skydes i gang.

Forskere giver partiernes klima-planer et realitetstjek

Det kan en ny beregningsmodel give svaret på. Forskere fra DTU Management har nemlig givet regeringens og seks partiers energi- og klimapolitiske målsætninger et realitetstjek. Se resultater fra modellen her.

Modellen viser, at hvis man fremskriver partiernes nuværende klima-mål og indsatser, lykkes hverken regeringen eller de seks partier med at holde temperaturstigningen på max 1,5 grad frem mod 2050.

Selvom mange af politikernes 2030-planer er ambitiøse, så er de ikke ambitiøse nok

Hvor bekymrende er det? Det spørgsmål stillede vi Kenneth B. Karlsson, gruppeleder på DTU Management og en af hovedkræfterne bag modellen, som 10. april blev diskuteret med Folketingets klimaordførere ved en åben høring.

– Til partiernes forsvar, er deres klima-planer lavet med 2030 i tankerne. Ser man på deres politiske programmer, er målet for de fleste at gå i nul med CO2-udledningerne i 2040 eller 2045. Men vi har kun lavet beregninger på deres reelle politik, ikke på deres ønsketænkning, siger han og tilføjer:

– Når det er sagt, viser modellen helt klart, at selvom mange af politikernes 2030-planer er ambitiøse, så er de ikke ambitiøse nok.

Politikerne skal lægge sig fast på fremtidens grønne teknologier

Det er dog ikke DTU-forskernes ærinde at hænge nogen ud, understreger Kenneth Karlsson.

– Formålet er at gøre det klart, at der er brug for nye teknologier for at nå klimamålene. Vi er godt kørende med vind og sol, men når det gælder energilagring og produktion af biobrændsel er vi ikke i mål.

Nu kan man ikke længere bruge det økonomiske argument mod den grønne omstilling

Derudover kræver det politiske beslutninger at lægge sig fast på, hvilke teknologier, vi satser på. Når det står klart, kan virksomhederne nemlig følge med. For de står på spring, mener Kenneth Karlsson.

– Indtil for nylig har vind- og solenergi samt elbiler krævet støtteordninger, og politikerne har skullet skubbe på udviklingen. Men nu kan man ikke længere bruge det økonomiske argument mod den grønne omstilling. Den er billigere end traditionelle løsninger også rent kostmæssigt nu og her og ikke kun i forhold til afledte effekter. Så det lægger endnu mere pres på politikerne for at fjerne de stopklodser, der er i lovgivningen, og for at lægge sig fast på, hvilken vej vi skal, så virksomhederne kan tilpasse deres produktion.

Kan virksomhederne også bruge jeres beregningsmodel til at se, om deres egne klima-mål er realistiske?

– De kan i hvert fald bruge det til at se, hvordan de passer ind i den grønne omstilling, for vi inkluderer alle sektorer, fordi de påvirker hinanden, og der er behov for et helhedsbillede. Man kan også se på en industri som helhed på hjemmesiden. Er en virksomhed interesseret i mere detaljeret viden om, hvorvidt deres klima-planer kan lade sig gøre, så hører vi også meget fra dem, siger Kenneth Karlsson.

Politikerne kommer ikke udenom regulering

Hvad håber du, at jeres model kan give af resultater?

– Jeg håber, at den bliver et springbræt til en åben dialog om de mål, politikerne har for vores klima- og energipolitik. Nu kan vi undersøge, hvilke politikker der virker, og modellen giver mulighed for at prøve nogle scenari af og finde ud af, hvad der virker. Så vi håber den kan blive brugt til at nuancere debatten om, at Danmark skal være nul-emissions land.

Mange virksomheder går selv foran og kalder på regulering

– Derudover kan bruges til at finde ud af, hvor der skal sparkes nye teknologier i gang og sættes ind politisk for eksempel i forhold til fly, shipping og industrien, som det jo ikke plejer at være politikernes favoritter at regulere. Men mange danske virksomheder har jo gennem tiden fået en konkurrencefordel, fordi de er blevet presset til at være mere effektive i forhold til miljøet.

–  I dag går mange virksomheder selv foran og kalder på regulering, selvom de selvfølgelig helst ser, at det sker både i EU og på globalt plan. Mærsk har meldt ud, at man kun køber grønne skibe fra 2030, og SAS opkøber biobrændsel til deres fly, selvom der endnu ikke er et økonomisk incitament for det. Så virksomhederne rykker. Det skal politikerne også gøre.

Baseret på arbejdet med energimodellen, har DTU Management identificeret de 9 største politiske udfordringer i forhold til at holde temperaturstigningen på 1,5 grader.

De ni største klimapolitiske udfordringer

• Udbygning af hav- og landvind
• Udnyttelse af overskudsvarme fra bio-raffinaderier, produktionsindustrien og datacentre
• Store varmepumper skal afløse centrale og decentrale kraftvarmeværker allerede fra 2030
• Der skal investeres i solceller i stor stil både til hustage og markanlæg
• Elbiler bliver billigst og formentligt den dominerende bilteknologi – hvordan understøtter vi det?
• Import af biomasse kan blive et kæmpe problem. Det har også stor betydning, om vi satser på at bygge bio-raffinaderier i Danmark eller vælger at importere brændslerne
• Energibesparelser i bygninger og industri
• Lagring af el
• Indfangning og lagring af CO2