Forestil dig DRs populære iværksætter-program, Løvens hule, som podcast – udelukkende med ‘grønne’ iværksættere. Cirka sådan lyder konceptet for podcasten ‘Donutmodellen’, der udkommer til sommer. Den skal give grønne startups mulighed for at pitche deres forretningsidé og – hvis de er heldige – skaffe funding til deres projekt.
Netop nu leder manden bag podcasten, Anders Morgenthaler, og hans hold efter grønne startups til at deltage. Og dem er der nok af.
– Vi har ligeså lige lavet det her opslag på LinkedIn og fået over 50 ansøgninger alene på ét opslag. Flere melder tilbage, at de kender nogen, og interessen er enorm. Som det ser ud nu, kommer vi da ikke til at mangle deltagere, lyder det fra den kendte forfatter/tegner/tv-vært og bæredygtighedsentusiast.
LÆS OGSÅ: TAL TIL FØLELSERNE, NÅR DU VIL SKABE SUSTAINABILITY-FORANDRINGER
Gennem de sidste otte år har Anders Morgenthaler selv investeret i en ny type virksomheder – de såkaldte impact-virksomheder inden for både fødevarer, industri og tech.
Og han oplever, at der rundt i landet sidder en helt masse mennesker, unge som gamle, der vil gentænke deres forretning og tankegang eller skabe noget bæredygtigt – og det er dem, han vil have frem i lyset med den nye podcast, Donutmodellen.
Pitch og prøv din grønne idé af
Podcastens afsnit kommer til at centrere sig om én bæredygtig business case per gang – en iværksætter, som får lov at præsentere sin grønne idé for tre investorer, der varierer fra gang til gang, men alle har et ønske om at investere i impact-projekter. Ifølge Morgenthaler skal vi nemlig have øjnene op for, at grønne idéer og god forretning godt kan gå hånd i hånd:
– Når man deltager, får man lov at møde investorer og forklare og forsvare sin idé. Måske køber de den, måske ikke. Det bliver ikke sådan et program, hvor man bare får alt muligt, siger Morgenthaler. Han ser derfor lige så meget podcasten som en mulighed for at sætte fokus på, at man netop kan skabe bæredygtige forretningskoncepter.
Omstillingen skal komme – den skal komme nu. Og virksomhederne skal gå foran.
– Uanset udfald følger vi op på virksomheden tre måneder senere for at høre, hvordan det går. For at støtte op. For programmet er lige så meget en aktivering af de her gode idéer, siger Morgenthaler. Han er en stor Løvens hule-fan men han ser gerne, vi fokuserer mere på de virksomheder, der bidrager til en bæredygtig fremtid.
Og netop navnet Donutmodellen udspringer af navnet på en økonomisk model lavet af den engelske økonom fra Oxford Universitets Institut for klimaforandringer, Kate Raworth.
Modellen sætter fokus på, hvordan virksomheder skal operere inden for et cirkulært rum, en slags donut, for hverken at gå på kompromis med menneskets basale behov, der udgøres af hullet i midten, eller udpine vores omgivelser – det, der omgiver donuten.
Podcasten tager således afsæt i donut-teorien og fokuserer på virksomheder, der ”lever” inden for de cirkulære grænser og har fokus på både vækst og bæredygtighed.
“Det går psyko langsomt”
Frøene til podcasten Donutmodellen er sået ud fra Morgenthalers egen passion for bæredygtighed; en passion der er blevet en livsstil. Nu vil klimaentusiasten have sat gevaldigt turbo på den grønne bølge – en udvikling, der kræver handling fra ikke mindst virksomhederne.
– Omstillingen skal komme – den skal komme nu. Og virksomhederne skal gå foran, lyder det resolut fra den kommende podcast-vært, der vil give et rygstød til virksomheder, der tænker bæredygtighed med ind i deres koncept fra starten.
– For eksisterende virksomhederne deler billedet sig lidt i to: Der er de virksomheder, der gerne vil, men ikke gør noget. Det er en enormt stor gruppe, der har mangel på fantasi og rettidig omhu, siger Morgenthaler. Han påpeger, at der på den anden side er flere virksomheder, der prøver at gå op i bæredygtighed, hvilket er dejligt. Det er bare ikke nok:
– Det går psyko langsomt. Vi har 12 år til at ændre vores levevis, vores forbrug og vores verden, hvis vi vil vende klimaskuden. Tidshorisonten kræver, at flere omstiller sig hurtigere, lyder det fra Anders Morgenthaler med henvisning til, at FN’s Verdensmål skal nås i 2030.
Dårlig forretning ikke at omstille sig
Også forretningsmæssigt kan det betale sig at vågne op, før den øvrige fødekæde gør det:
– Hvis borgerne indser, at vi skal omstille os, før virksomhederne selv indser det, så uddør virksomhederne. Lige nu griner kødproducenterne måske, men vegetarisme og lignende tendenser kommer til at eksplodere, og flytrafikken kommer til at gå ned. Tager man ikke bæredygtige beslutninger og omstiller sig, så forsvinder ens dækningsbidrag – og så uddør virksomhederne bare. Det er den vej, det går. Folk griner nu, men det er sådan, det bliver, siger Morgenthaler.
Det lyder sindssygt og ekstremistisk, når man siger det her. Det ved jeg godt. Men tænk over, hvad der sker på kloden lige nu og hvilken side, du vil være på.
I følge ham er det direkte dårlig forretningstankegang ikke at omstille sig. Derfor appellerer han til, at forbrugerne stiller større krav til, at virksomhederne finder grønnere alternativer.
Vælg side
Og netop forretningsaspektet i hele diskussionen kan få nogen op ad stolene; det anerkender Morgenthaler. Men der er en vej for alle:
– Jeg er klar over, at hvis man har en stor forretning, der skal køre rundt, så er det et stort apparat, der skal ændres, og det kan være svært.
Men alle er nødt til at handle, lyder det fra Morgenthaler, der opfordrer til at tænke langsigtet og tage stilling ud fra, hvad man ønsker at give videre til kommende generationer:
– Hvad er det for en samtale, du vil have med dine børn og børnebørn om ti år? spørger Morgenthaler retorisk. Om ti år vil der være utroligt mange mennesker, der har spist utroligt mange grøntsager, kørt rigtig meget elbil og taget mange togture, siger han med et smil på læben:
– Og de her børn kommer til at afkræve os – deres forældre og bedsteforældre – et svar på, hvorfor vi ikke gjorde noget for at vende udviklingen i tide, uddyber han.
Han sammenligner de afgørende valg med tiden efter krigen, hvor man kiggede sig selv og hinanden i øjnene og måtte stå på mål for de tidligere valg, man havde taget:
– Det lyder sindssygt og ekstremistisk, når man siger det her. Det ved jeg godt. Men tænk over, hvad der sker på kloden lige nu og hvilken side, du vil være på, siger han.
Alle kan være med
Og netop dét valg behøver ikke nødvendigvis betyde, at man skal opfinde den dybe, bæredygtige tallerken på alle landets kontorer og fabrikker.
Morgenthaler anerkender, at udfordringen for mange virksomheder såvel som privatpersoner netop er, at de ikke helt ved, hvad de skal gøre, selvom de godt ved, at en massiv omstilling er nødvendig. Men der er mulighed for at påvirke på mange måder:
– Virksomhederne kan lave større omstillinger, der passer til borgernes fremtidige bæredygtige forbrug og behov. Det kan for eksempel betyde, at man dyrker kilder til planteprotein, som vi kommer til at efterspørge – selvfølgelig på en måde, der understøtter biodiversiteten, foreslår han og påpeger, at kødindustrien jo alligevel bliver tvunget til at afsætte til helt andre markeder end det danske, hvis vores efterspørgsel efter kød i Danmark falder.
Samtidigt pointerer han, at valget ikke behøver være i den størrelsesorden hver gang – at mange andre typer virksomheder også kan være med:
– Man kan starte med at høste de lavthængende frugter. Prøv at gå konkrete ting igennem og se, hvor det giver mening at lave ændringer. Måske kan kantinemaden gøres vegetarisk, firmabilerne erstattes med elbiler eller flyrejsen erstattes med en god Skype-forbindelse? Alle kan og skal være med, lyder det fra Morgenthaler.
– Det eneste kriterie for at deltage er, at ens projekt skal skabe vækst på en bæredygtig og klimavenlig måde.
– I hvert program deltager tre forskellige investorerer, som vil investere i impact-forretninger.
– Irma er fuld sponsor, og Politiken er partner på podcasten.
– Læs mere om podcasten på www.donutmodellen.dk
– Læs mere om den økonomiske mode, Donutmodellen
DU KAN NÅ DET ENDNU:
Sidder du med den gode idé, eller kender du nogen, der gør – så skriv til Donutmodellens team. Ansøgningsfristen nærmer sig.
Forsiden lige nu:

Ny magtudredning skal undersøge demokratiets kapløb med tiden
Professor i statskundskab Michael Bang Petersen er forskningsleder af en ny magtudredning, som skal undersøge demokratiets tilstand og videnskabens rolle i et samfund udfordret af tid og teknologi. Det er første gang i 20 år.

Ny alliance skal veksle viden til biodiversitet i erhvervslivet
Lyttebøfferne er slået ud i det såkaldte “Biodiversitetspartnerskab”. Miljøministeriet, organisationer og forskere skal det næste år samle anbefalinger til danske virksomheder indsatser for at beskytte verdens natur.

Novo Nordisk Fondens fem nye forskningsgrupper arbejder med innovativ CO2-fangst
Novo Nordisk Fonden går ind i nye, uudforskede områder og støtter fem nye CO₂-projekter. Projekterne skal skabe innovativ, tværfaglig forskning inden for områder, der supplerer centrets eksisterende forskning i CO₂-fangst.
Seneste artikler:

‘Det danske forskningsmirakel’ skranter – tiden er inde til en ny universitetslov
Universitetsloven og strukturen for dansk forskning kan være en vigtig faktor for nedgangen i ‘det danske forskningsmirakel’, vurderer professor og overlæge Jens Frederik Rehfeldt.

KU kalder regering: Vi har akut brug for jeres life science-strategi
LIFE SCIENCE HAR ORDET. Vores sundhedsdata mangler muskler, forskningsinfrastrukturen halter, og der er rift om talenterne. KU giver tre forslag til løsninger.

Lemvigh-Müller går i kødet på scope 3 med Science Based Targets
Lemvigh-Müller slår hul på udfordringen med særligt scope 3 udledninger. Videnskabeligt baserede standarder og datasystematik er afgørende for at hæve den bæredygtige barre, mener bæredygtighedschef Pernille Kiær.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
