Vi ser i disse årtier desværre en problematisk debat om forskning. Debattører, politikere og andre beslutnings- og meningsdannere ytrer deres holdninger til forskning og forskere på en måde, som vi ikke har set før.
På universiteterne byder vi interessen velkommen, for det er altid i universiteternes interesse, at forskning og viden bliver brugt, diskuteret og udfordret. Men over de sidste år har vi set, i kølvandet på samfundsudviklinger som fake news, trumpisme, SoMe etc., at udfordringerne ikke altid har karakter af diskussion, men snarere af useriøs latterliggørelse, og indimellem også chikane og endog trusler.
Navngivne forskere blandt andet på RUC er blevet kritiseret og latterliggjort
De etablerede medier har samtidig opdaget det potentiale for clicks, der kan ligge i forskningen, og historier om forskning bruges ind i mellem som clickbait, fordi bestemte emner i sig selv, for eksempel spørgsmål om køn eller ligestilling, er nok til at sætte en voldsom og ofte brutal debat med masser af clicks i gang.
De sidste par uger har vi set flere mediedebatter, hvor navngivne forskere blandt andet på RUC er blevet kritiseret og latterliggjort. Derfor må jeg først slå fast: Forskere på de danske universiteter skal leve op til nationale og internationale standarder.
Læs også: Politikere kalder dansk migrationsforskning aktivistisk og venstreorienteret
Det sikres ved, at deres forskning fagfællebedømmes, når de publicerer, når de søger stillinger, og når de søger eksterne forskningsmidler. Det er er blandt andet det jeg og andre universitetsledere går på arbejde hver dag for at sikre.
Omkostningerne ved deltagelse er for store og for personlige
Universiteterne har aldrig fungeret som elfenbenstårne, selvom det ofte er blevet påstået. Men før 2003 havde universiteterne kun to lovbefæstede hovedopgaver; forskning og uddannelse. Dette ændredes i 2003, da der indførtes en tredje hovedopgave; vidensdeling. Det blev en del af loven, at universiteterne og deres ansatte har som pligt at dele forskningen, og sørge for at den gør nytte så bredt i samfundet som muligt.
Læs også: Liberal Alliance vil bekæmpe wokeness i forskningen
Men lige nu sker der en bevægelse den forkerte vej. Flere forskere trækker sig fra den offentlige debat. Omkostningerne ved deltagelse er for store og for personlige. Især på de sociale medier har debatten nået et ubehageligt og indimellem truende niveau. Djøf’s særlige jurapanel har for nylig konstateret, at debatniveauet udgør en decideret trussel for demokratiet.
De voldsomme debatter handler ofte om det, der fra politisk side og af debattører kaldes ”aktivistisk” forskning. Her hentydes først og fremmest til køns- og migrationsforskning, mens kun få vil blive provokeret, hvis en økonom går aktivt ind i debatten om boligpriser eller rådgiver regeringen om corona-hjælpepakker.
Der skal værnes om formidlingspligten og formidlingsgejsten
Det er et vilkår, at forskningen er viklet ind i vores alles liv, og i de samfundsproblematikker, man som borger og politiker kan have en holdning til. Det er sådan set også meningen. Men selvom visse emner kan være politisk følsomme, så er universitetsforskerne forpligtet til at dele viden med omverdenen i bredeste forstand.
Ingen har interesse i kun at have forskere, som vælger emner, der ikke er politisk følsomme – eller holder sig til at debattere kun med fagfællerne. Forskningen skal stilles til rådighed, formidles og udfordres. Der skal værnes om formidlingspligten og formidlingsgejsten. Og det skal både universiteterne og medierne bidrage til.
