Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Debat

DTU-professor: Vi mister millioner af kroner på spildt arbejde

Det nuværende system med forskningsbevillinger kræver et gennemsyn for at fungere optimalt, skriver DTU-professor Rasmus Bjørk.

DTU-professor Rasmus Bjørk foreslår, at forskere kun kan have én DFF-bevilling ad gangen. Foto: DTU

En del af livet som forsker er at søge penge hos fonde til sin forskning, til udstyr og ansættelse af eksempelvis ph.d.-studerende.

Den typer midler er kendt som eksterne bevillinger. Denne del af forskerjobbet er måske ikke så alment kendt uden for universitetskredse, på trods af at den faktisk udgør en væsentlig del af jobbet.

Faktisk er det sådan, at den største indtægtskilde på flere danske universiteter er eksterne bevillinger, som forskere trækker hjem ved ansøgninger til både offentlige og private fonde.

Der er delte meninger om det nuværende system omkring ekstern finansiering for de danske universiteter. Tænketanken DEA har tidligere dokumenteret, at systemet har en struktur, hvor meget få succesrige forskere får ekstremt mange midler, mens resten får meget lidt (Matthæus-effekten).  

Men der er et yderligere overset problem, som forværrer situationen for langt hovedparten af de danske forskere. Og som samtidig spilder millioner af skattekroner på nyttesløst arbejde.

1.728 forskere arbejdede forgæves

Dette problem er den alt for lave succesrate på ansøgninger til forskningsmidler og det deraf spildte tidsforbrug på at skrive ansøgninger, der ikke resulterede i en bevilling.

Succesraten på et givent opslag om forskningsmidler er det antal forskere, der får bevilget et projekt divideret med det samlede antal ansøgere. Det er klart, at ikke alle kan få midler i en given ansøgningsrunde, men får for stor en andel afslag, vil tidsspildet med at skrive ansøgninger, der ikke opnår bevilling være stort.

Læs også: Pengeregn over dansk forskning

For at konkretisere diskussionen kan vi kigge på de uddelte midler fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), som er statens fond til frie forskningsprojekter. Fonden har et årligt åbent opslag, hvor forskere kan søge om midler til projekter. DFF oplyser, at på dette opslag er succesraten knap 10 procent.

Tager vi det seneste opslag som eksempel, søgte 1.919 forskere om et projekt, hvoraf 191 ansøgere opnåede en bevilling. Så 1.728 forskere har altså skrevet en ansøgning, der ikke resulterede i en bevilling.

Tidligere DFF-formand tvivlede ikke på kvalitet

Selvfølgelig vil ansøgningerne om midler variere i kvalitet, og DFF opgiver ikke statistik over, hvor stor en del af ansøgerne, man reelt gerne ville have støttet.

Men DFF’s daværende formand (professor Jens Christian Djurhuus, red.) udtalte i 2010, at flertallet af de dengang ansøgte projekter var støtteværdige, og der er ingen grund til at tro, at kvaliteten af ansøgninger er faldet siden dengang.

Det store problem med de lave succesrater både for den individuelle forsker og for samfundet, er det kæmpe tidsspilde, der går med at skrive ansøgninger, der ikke opnår bevilling.

Trecifret millioner beløb spildt

Hvis vi bruger de 1.728 forskere, som i år fik et afslag af DFF som eksempel, og vi antager, at de hver har brugt cirka to uger på at skrive deres ansøgning, så er der brugt omkring 100 årsværk af højt kvalificerede forskere, alene på at skrive forgæves ansøgninger.

Antager vi en gennemsnitlig årsløn på 500.000 kroner for disse forskere, så har vi altså spildt 50 millioner kroner af offentlige midler på at aflønne lektorer og professorer, hvis eneste opgave er at skrive ansøgninger, der ikke opnår bevilling.

Læs også: 254 millioner kroner til 42 yngre forskere

Og dette er kun for DFF’s frie opslag.

Derudover er der ansøgninger til Innovationsfonden, Grundforskningsfonden, Novo Nordisk Fonden, Lundbeck Fonden, EUDP/MUDP-programmer etc., for ikke at tale om forskningsansøgninger til EU’s programmer.

Disse har alle sammenlignelige succesrater med DFF – vi spilder altså årligt et nok trecifret millionbeløb i løn til forskere på danske universiteter på at betale for, at disse skriver ansøgninger om forskningsmidler, der ikke opnår bevilling.

En anden vej er mulig

Men systemet behøver ikke at være sådan. Eksempelvis har den schweiziske ækvivalent til DFF, Swiss National Science Foundation, succesrater på cirka 40 procent, som Kristine Niss fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) for nyligt har slået fast.

Den høje succesrate skyldes, at næsten alle offentlige konkurrenceudsatte midler er samlet i én fond, samt at man som forsker kun have et projekt ad gangen.

I Danmarks tilfælde er der flere løsninger på problemet med lave succesrater inden for det nuværende system for finansiering af forskning i åben konkurrence.

Tilfør flere penge til forskningen

En løsning kunne være at tilføje flere penge til det nuværende forskningsfinansieringssystem – en mulighed der nok ikke er videre realistisk, i hvert fald på kort sigt.

Den anden mulighed er at koncentrere forskningsmidlerne på færre ansøgningsmuligheder og samtidig begrænse, hvem der kan søge midler.

Man kan selvfølgelig yderligere argumentere for, at vi som forskere bare kan lade være med at bruge vores tid på at søge midler hele tiden.

Det er imidlertid ikke et valg, som særlig mange forskere reelt kan træffe, da de eksisterende bevillinger jo vil løbe ud på et tidspunkt, og forskeren aldrig ved, hvornår den næste bevilling kommer. Jeg har selv i både 2020 og 2021 søgt syv bevillinger som hovedansøger, fordi jeg med de lave succesrater aldrig ved, hvornår jeg får den næste bevilling.

Fondene skal indrettes anderledes

Vi bør indrette fondene, så der er så få opslag som muligt, med så mange midler som muligt, så en rimelig del af ansøgningerne kan opnå bevilling. Desværre går tendensen mod mere tematiseret forskning i disse år, hvilket betyder, at de midler der er, spredes på flere specifikke opslag med færre midler til hver.

Endnu et konkret eksempel er DFF’s midler til grøn forskning, som Folketinget har øremærket ud af forskningsreserven de sidste tre år. Til udmøntning i 2020 fik DFF 340 millioner kroner til et særligt opslag omkring den grønne forskning. I 2021 var beløbet 313 millioner kroner til samme særlige opslag.

Læs også: Universiteter vil have ny model for forskningsreserven

Af de først udmøntede midler uddelte DFF bevillinger til 65 projekter ud af 452 ansøgere, mens det året efter var 55 projekter ud af 479 ansøgere. Det er en succesrate på henholdsvis 14 procent og 11 procent, hvilket som argumenteret ovenfor er alt for lavt.

Men det bliver værre.

Udsigt til absurd lav succesrate

I fordelingen af årets forskningsreserve har politikerne bag forliget som en ekstra streg i regningen skåret det bevilgede beløb ned til 110 millioner kroner. Med et sammenligneligt antal ansøgere som de to foregående år, så vil succesraten være i omegnen af 4 procent. Det er så lavt, at det nærmer sig det absurde, og resulterer i blot endnu mere tidsspilde for de forskere, der søger midlerne.

Ud over at koncentrere forskningsmidlerne på færre opslag, så kan vi også øge succesraten ved at begrænse, hvem der kan søge midler. Dette ses allerede ofte for eksempel i opslag kun for unge forskere eller kun bestemte discipliner.

Jeg foreslår derfor for det første, at vi indfører, at forskere kun kan have eksempelvis én DFF-bevilling ad gangen.

For det andet, bør modtagere af bevillinger på mere end 3 millioner kroner om året ikke kunne ansøge DFF om yderligere midler. Sådanne tiltag kan måske anses for at være en straf til allerede succesrige forskere, men det er et nødvendigt tiltag for at få succesraten op.

Lige nu spilder alt for mange forskere simpelthen for stor en del af deres dyrebare forskningstid med at skrive nyttesløse ansøgninger, der ikke opnår bevilling.

Forsiden lige nu:

Dobbeltblindhed fjerner kønsforskelle

Forsøget med dobbeltblindhed i Villum Experiment fjerner kønsforskelle i ansøgningsprocessen, fortæller professor Jesper Wiborg Schneider.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.