Vi har et problem på universiteterne.
Ikke nødvendigvis det problem, som politikere og meningsdannere peger på. Men ikke desto mindre et problem, vi er nødt til at tage alvorligt.
Når MF Henrik Dahl (LA) i sin seneste kronik taler om et tillidstab til dele af universitetsverdenen, når et flertal i Folketinget indskærper overfor universiteternes ledelse, at de skal sikre forskningskvaliteten, og når lederskribenter og andre meningsdannere melder sig i et universitetskritisk kor, er det et problem.
Læs også: Henrik Dahl beder forskere om at “grow a pair of balls”
Det svar, der hidtil er kommet fra forskningsverdenen, er det rigtige i første runde. Det kan godt være, at den konkrete tekst Folketinget vedtog for et par uger siden er relativt uskyldig, men den bygger på en diffus mistillid til universiteterne. En mistillid, der for nogens vedkommende manifesterer sig i vedholdende angreb på forskningsperspektiver, man ikke kan lide.
Det er nødvendigt at sige klart fra i en situation, hvor enkelte forskere hænges ud fra Folketingets talerstol, og hvor hele forskningsfelter rask væk beskrives som pseudoforskning. Spørgsmålet har da også i sjælden grad forenet universitetsverdenen i et forsvar for forskningsfriheden.
I anden runde er vi nødt til at have en grundigere diskussion af, hvordan det er kommet så vidt. Og af, hvilket svar vi som forskere og universiteter kan give. Det skal vi ikke mindst, fordi forskningsministerens tilbageholdenhed i debatten mere end antyder, at også regeringspartiet deler nogle af bekymringerne. Og fordi i hvert fald nogle kolleger på universiteterne også oplever, at der i et eller andet omfang er en identitetspolitisk trussel mod forskningsfriheden.
Læs også: Molboagtig forskningspolitik
Svaret vanskeliggøres af, at kritikken retter sig mod mange forskellige ting. Det centrale begreb ’aktivistisk forskning’ kan have – mindst – fire betydninger. Den første handler om, hvorvidt man som forsker overhovedet bør blande sig i politiske spørgsmål. Må en klimaforsker fx opfordre til bestemte politiske handlinger på klimaområdet? Der er vel reelt ikke mange, der er kritiske over for aktivisme i den forstand. Om end der her er en diskussion af, hvornår udtalelser er forskningsbaserede og hvornår de er holdningsbaserede. En skelnen, der i praksis ikke altid er helt enkel.
Læs også: Han kickstartede debat om aktivisme: Dele af forskningen er født politisk
Den næste betydning af aktivisme knytter sig til politiske begrundelser for, hvilke forskningsspørgsmål der tages op. Som samfundsvidenskabelig forsker er det en ret overraskende diskussion. Det er nemlig helt normalt i både forskningsansøgninger og publikationer at pege på normative begrundelser for relevansen af et projekt. Et forskningsprojekt kan fx være væsentligt, fordi det belyser vigtige spørgsmål omkring demokratiets virkemåde eller ulighed i samfundet. De røster, der er kritiske på dette punkt, er det da også som regel, fordi de er uenige i, at der er tale om væsentlige samfundsspørgsmål.
Den tredje kritik af forskningsmæssig aktivisme går på, at forskningens konklusioner er bygget ind i præmisserne. Altså, at konklusionen er givet på forhånd og ikke af de empiriske resultater. Den pointe handler reelt om forskningskvalitet. Og det er her ’pseudoforskning’ kommer ind som betegnelse for forskning, der ifølge kritikerne ikke lever op til almindelige kvalitetskriterier for forskning.
Læs også: Danske Universiteter ser ikke politiske krav til rektorer som udtryk for mistillid
Den fjerde kritik drejer sig ikke så meget om forskningen i sig selv, men om dynamikker på forskningsfelter. I sin milde version peger den på risikoen for, at nogle forskningsfelter lukker sig om sig selv, og dermed ikke giver rum for en diversitet i perspektiver. I den lidt mere krasse version peger den på, at de såkaldte ’forskeraktivister’ bevidst udelukker bestemte perspektiver.
Debatten kalder på en reaktion
De to sidste betydninger af aktivisme er langt de mest alvorlige. Det er imidlertid svært at genkende dem som en bare nogenlunde retvisende karakteristik af situationen på danske universiteter. Javist udføres der både fremragende og mindre god forskning. En betydelig del af det, man som forsker bruger sin tid på, er jo netop at kvalitetssikre andres og egen forskning. Javist er der dynamikker i forskning, der trækker i retning af, at bestemte perspektiver for en tid bliver dominerende. Det er imidlertid også en forskningslogik, at dominerende perspektiver på et tidspunkt udfordres.
Læs også: Kristendemokraterne trækker støtte til vedtagelse om forskningsregulering
Alligevel kalder den aktuelle debat på en reaktion fra forskere og universiteter. For det første er der behov for en markant understregning af de principper, der må gælde på universiteterne. Principper om, at ideer af forskellig karakter frit kan diskuteres, at universitetet ikke som institution tager politisk stilling, og at kritisk diskussion er essentiel for god forskning og uddannelse. Uanset hvilken kant trusler mod forskningsfriheden kommer fra, må universiteterne desuden stå fuldstændig fast på, at forskeres frihed til at vælge tilgange og drage konklusioner ikke kan gradbøjes.
For det andet skal vi diskutere, hvordan vi sikrer den størst mulige forskningskvalitet og diversitet i de perspektiver, der forskes i. En diskussion, der i øvrigt allerede foregår livligt mange steder. Den opgave skal varetages af universiteterne selv, og er blandt andet et spørgsmål om at tydeliggøre de mekanismer, der allerede findes. Samtidig skal der være rum for at pege på aktuelle eller fremtidige udfordringer. Det gælder både for udfordringer, der fremhæves af kritikere af ’forskeraktivisme’ og for udfordringer, der fx knytter sig til universiteternes afhængighed af private fonde.
Læs også: Afsporet debat kan få fatale konsekvenser for forskernes lyst til at dele deres viden
Men ærlig talt. Det er jo nærmest umuligt at tage fat på den diskussion, når debatten er så utrolig polariseret. Når skytset kun rettes mod forskning, der kommer på tværs af politiske synspunkter. Når konkret forskning misrepræsenteres til ukendelighed. Når hele forskningsfelter udråbes som pseudoforskning. Når samfundsvidenskab og humaniora beskrives som felter, der i vidt omfang har forladt stringent metode. Og ja, når dem der fører an i kritikken ikke ser bjælken i deres eget øje.
