Forskningsfrihedsdebatten blussede i sidste uge op igen med en folketingsdebat efterfulgt af en vedtagelse, som opfordrede landets universitetsledelser til at skride ind over for ’overdreven aktivisme og politisering’ blandt universiteternes videnskabeligt ansatte.
Debatten bringer tanken hen på molboernes kamp mod storken, som trampede kornet ned. Seks ordførere endte med at bære to folketingspolitikere rundt på markleddet. Storken var der vist ingen, der så. Forskningsfriheden var efter folketingsdebatten ligeså nedtrampet som kornet på Mols.
Intet anarki på universiteterne
Det er svært at se, hvorfor Folketinget med en sådan ildhu har kastet sig ud i dette emne, når universitetsloven sætter klare rammer for forskernes rettigheder og pligter og for universiteternes styreform. Den fastslår universitetsledelsernes pligt til at sikre forskningsfriheden, samtidig med at den også forpligter de videnskabeligt ansatte til at engagere deres viden til gavn for samfundet og til at deltage i den offentlige debat. Man gav samtidig universiteterne bestyrelser med eksternt flertal og formænd og forkvinder med stor personlig autoritet. Der er altså ikke anarki på universiteterne.
Læs også: Kristendemokraterne trækker støtte til vedtagelse om forskningsregulering
Når denne debat alligevel er så alvorlig, skyldes det den intimidering, som mange oplever ved, at magtfulde politikere fra Folketingets talerstol undsiger navngivne forskere, som ikke har mulighed for at tage til genmæle på samme vilkår. Det skyldes også det indtryk af pres på universiteternes ledelser, som tilsigtet eller ej er resultatet af debatten. Det er intimiderende for de enkelte forskere og for institutionerne på denne måde at være under anklage fra magthaverne. Det bliver ikke bedre af, at folketingspolitiker Henrik Dahl i disse spalter taler om, at forskerne bare skal have hård hud, og benytter en retorik, som bevæger sig under bæltestedet.
Kvindelige forskere særligt udsat
Vreden over disse udtalelser skal ses på baggrund af, at et stigende antal forskere udsættes for chikane og trusler. Det gælder i særlig grad forskere, som tager forpligtelsen om at engagere sig i den offentlige debat med deres forskningsresultater alvorligt. Meget bekymrende er den tydelige tendens til, at det i særlig grad er kvinder, som bliver udsøgt som mål for offentlige forsmædelser, chikane og ubehagelige personlige henvendelser. Forskerne er heller ikke forskånet for personangreb af racistisk karakter. På en række forskningsfelter er dette desværre blevet ret almindeligt. Det er desværre også en udpræget tendens på det fakultet, som jeg har ansvaret for. Ingen må tro, at universiteternes ledelser tager let på den slags. Det er ikke alene angreb på vore medarbejdere og deres familier, men også på forskningsfriheden og det åbne samfund.
Læs også: Han kickstartede debat om aktivisme: Dele af forskningen er født politisk
Denne intimidering af hele forskningsmiljøer og institutioner er til stor skade for forskernes vilje til at bringe deres viden i spil til gavn for samfundet. Debatten har desuden spredt sig til udenlandske forskningsmiljøer, som nu udtrykker tvivl og utryghed over for danske forskeres frie udfoldelse af deres videnskabelige arbejde. Det er til skade for det danske samfunds evne til at drage gavn og nytte af forskningen. Vi er dybt afhængige af universiteternes evne til at trække på internationale gennembrud i teknologi og viden og nyttiggøre dem for det danske samfund. Tillid og respekt er hård valuta i det globale videnssamarbejde. Folketingsdebatten og dens udfald risikerer derfor at koste fremtidige arbejdspladser på områder, som rækker langt ud over køns- og migrationsforskning.
Politikerne må dokumentere deres kritik
Hvis jeg som akademiker gik ind på en byggeplads og begyndte at kloge mig på murernes arbejde, ville jeg forlade byggepladsen efter en gang velfortjent buksevand. Alle ville mene, at det kun var rimeligt. Den respekt for kunnen og fagkundskab gælder ikke universiteterne. Humanistisk forskning har det til fælles med offsidereglen i fodbold, at tilskuerne ikke behøver vide noget specielt for at have en stærk holdning. Det ved fodboldtilhængerne på lægterne egentlig godt. Den selvironi, som man kan finde selv på Aarhus Stadion, kan af og til savnes hos visse folketingspolitikere. De søger således at forlene deres holdninger med et semividenskabeligt skær med henvisninger til enkeltstående forskere og løsrevne eksempler, som kan bruges i sagens tjeneste. Det dufter lidt af dokumentation og forskning. Men ligesom man ikke bliver murer af at tage bukser på med lomme til tommestokken, så bliver man heller ikke forskningskyndig på det enkelte felt af at bruge mange fremmedord. Nogle af vore forskere blev således under folketingsdebatten beskyldt for pseudovidenskab med henvisning til en tilfældig blogger. Da Morten Messerschmidt i P1 Debat blev spurgt om eksempler, svarede han, at han havde modtaget ’multiple’ henvendelser fra folk, som var enige i, at der var et problem. Det er det, vi i Jylland kalder mere end én.
Læs også: Danske Universiteter ser ikke politiske krav til rektorer som udtryk for mistillid
Man kan sige tingene på mange måder og respekt for det. Men der er for mange vage generaliseringer i denne debat. Folketingspolitikerne siger, at forskerne må stå på mål for deres forskning. Det omvendte gælder også. Nu hvor folketingssamlingen er forbi, kan de ikke længere gemme sig på folketingets talerstol. De må møde forskerne; ikke med synsninger, men med konkrete ting, som kan efterprøves. De sidste dage har vi da også set flere af de forskere, som er blevet hængt ud, sagligt gendrive de fremsatte påstande med hårde fakta og redegørelser for deres metoder. Man må have respekt for, at de ikke har ladet sig intimidere og besvarer mistænkeliggørelse med fakta og argumenter. Problemet er bare, at mistænkeliggørelse virker, og det gør intimidering også.
Læs også: Henrik Dahl beder forskere om at “grow a pair of balls”
Forslagsstillerne har ret i den pointe, at hvis storken kom, så skulle den jages væk. Det er imidlertid hyrdens og ikke molboernes opgave. Universiteterne har alle dage været det sted, hvor nye strømninger ramte først og mest voldsomt. Selvfølgelig skal der ikke være ensretning og politisering. Der er ledelser på universiteterne, som er forpligtet på at løfte ansvaret for en mangfoldighed af nye ideer og frie forskningsstrømninger. Det gør vi under ansvar for bestyrelserne og loven. Det er samtidig universitetsledelsernes lovfæstede pligt at forsvare de videnskabelige medarbejderes forskningsfrihed. Det er det, jeg har gjort ovenfor. Hvis der er nogen, som synes, at det er buksevand, så er svaret, at der er mere, hvor det kommer fra.
