Tænk at være ansat på en højere læreanstalt. Med en forskerkarriere foran sig. Wow – hvilken ære! Jeg møder mange – særligt fra den ældre generation, som tænker, at det er et kæmpe privilegium at være ansat på et universitet. Mange har dog slet ingen viden om, hvordan vilkårene for universitetsforskningen har ændret sig radikalt de seneste år.
Der er ingen tvivl om, at de yngre forskere ude på universiteterne er knalddygtige, passionerede om deres forskning og ekstremt hårdtarbejdende, og det er godt gået, at de er nået så langt. Men det opleves ikke altid som et privilegium at være ansat.
I weekenden tegnede tidligere post.doc. i historie Annette Ekström Larner, her i Science Report, et nedslående billede af, hvordan hun de seneste ti år har oplevet tilværelsen som universitetsforsker på egen krop med grænseløst arbejde, præstationsangst og en stress-sygemelding som nogle af de absolutte lavpunkter.
Nu har hun fået nok.
Læs også: Politikernes grønthøstere har ødelagt systemet bag dansk forskning
Som mange andre unge forskere har hun været splittet mellem på den ene side at være dybt passioneret omkring sit arbejdet og på den anden side at have et arbejde, der opsluger al tid og energi – uden nogen umiddelbar udsigt til en attraktiv karrierevej. Hendes fortælling viser med al tydelighed, at vi har en stor udfordring, når det kommer til de unge forskere. En udfordring, vi ikke må lade gå under radaren. Derfor er det også meget prisværdigt, at Annette sætter ord på problemerne og deler sin historie.
Yngre overvejer at droppe forskningen
Den er desværre ikke så opsigtvækkende, når vi kigger på tallene. En undersøgelse fra sidste år lavet af DM og PAND viser, at cirka hver tredje ph.d.-studerende seriøst har overvejet at droppe ud af deres uddannelse og fravælge en forskerkarriere. Samtidig kan vi se, at mange ph.d.-studerende er stressede og føler, at arbejdet dræner dem så meget for energi, at det går ud over deres privatliv.
At de unge forskere samtidig har udsigt til et felt, hvor karrierevejene er usikre, og hvor mange sidder i tidsbegrænsede stillinger, og vejen til at blive fastansat er lang, gør på ingen måde deres situation bedre.
Læs også: Vi har et problem på universiteterne
Der er selvfølgelig nuancer. Og der er forskel på, hvilket forskningsområde, man tilhører, og hvor nem adgangen er til forskningsmidler. Det skal der naturligvis tages højde for, ikke mindst når der kigges på løsninger. Men i undersøgelser på tværs af fakultetsområderne kan vi se, at der faktisk er udfordringer med arbejdsmiljøet indenfor alle fakulteter, også på naturvidenskab, teknik og sundhed.
Hvis ikke vi tager undersøgelserne og de bekymrende beretninger alvorligt, risikerer vi at tabe dygtige forskertalenter på gulvet og gå glip af ny viden og nye løsninger, som skal hjælpe os og samfundet med at løse fremtidens udfordringer.
Krav skal være tydeligere
Det er helt nødvendigt, at vi får skabt gode arbejdsforhold for ph.d.-studerende og yngre forskere, så de får lyst til at forfølge en videre karriere som universitetsforsker. Det kan blandt andet gøres ved at skabe et arbejdsmiljø, hvor kravene bliver tydeliggjort, og hvor der tages hånd om at skabe en bedre balance mellem arbejds- og privatliv. For selvom det er hårdt at forske, skal arbejdet ikke betyde, at man går på kompromis med alt andet. Ellers risikerer vi, at ansættelsesvilkårene bliver en trussel mod at tiltrække talenter til forskningsmiljøerne.
Der skal samtidig sikres bedre karriereveje for unge forskere ud af universiteterne. For eksempel kan karrierevejledning være med til at åbne ph.d.-ernes øjne for en forskerkarriere i det private. Der skal være en afklaring af den enkelte unges gode karrierevej, hvor det ikke bliver set som et nederlag, at man forlader akademia, men som et positivt tilvalg. Og der skal dannes bro til relevante brancher, uanset om man har arbejdet indenfor naturvidenskab, humaniora eller andre faglige felter. Det arbejde vil vi i DM gerne intensivere sammen med karrierecentre på universiteterne samt arbejdsgiverorganisationerne.
Passionen for forskningen
De unge forskere er passionerede omkring deres forskning, men det kan aktuelt – med ny forestående dimensionering og økonomisk smalhals mange steder på universiteterne – ikke betegnes som et privilegium at arbejde som forsker i universitetsverdenen. Derfor er det helt nødvendigt, at der tages skridt mod bedre arbejdsforhold og gode karriereveje, for vi er afhængige af, at vi får alle talenter i spil, når vi som samfund skal adressere de store udfordringer, vi møder.
Uanset om det er klimakrise, manglende trivsel, coronapandemi eller Putin, der truer vores fremtid.
