Forskere skal stille flere krav til tech-giganterne

510.000 kommentarer, 293.000 statusopdateringer og 136.000 uploadede fotos. Det er, hvad Facebooks brugere producerer hvert eneste minut døgnet rundt.

I løbet af en dag bliver der dermed delt cirka seks milliarder stykker information blandt Facebooks 2,7 milliarder brugere. Og det er kun på Facebook. Lægger du hertil alle de informationer, der flyder rundt på Twitter, TikTok, Instagram, Snapchat og alle mulige andre platforme, er det decideret svimlende at tænke på.

Tallene kommer fra den nye bog ’Sandhedsministeriet – Techplatformenes indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger’, som er skrevet af Vincent Hendricks og Camilla Mehlsen.

Læs også: Forskningsfriheden i Danmark er ”voldsomt indskrænket”

Til daglig er de to forfattere henholdsvis professor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) på Københavns Universitet og digital medieekspert i Børns Vilkår samt indehaver af egen research- og medievirksomhed, Mehlsen Media. Men de seneste år har de to også “bijobbet” som en slags mobiliseringsfortalere.

– Hvis vi skal undgå, at de store tech-platforme for alvor bliver sandhedens dommere – eller en art “Sandhedsministerium”, som i George Orwells roman ’1984’ – er vi nødt til at mobilisere på både individuelt, institutionelt og ideologisk niveau, siger Vincent Hendricks.

En dystopisk hverdag

I George Orwells berømte roman ’Nineteen Eighty Four’ fra 1949 bliver en dystopisk fremtid skitseret med masseovervågning, hvor blandt andet et Sandhedsministerium beskæftiger sig med at omskrive historien og fakta til propaganda, der passer ind i ’Partiets’ doktrin.

– Orwells sandhedsministeriums er et ministerium for løgn og propaganda. Det siger vi ikke, at tech-platformene er – men når de sidder på sandheden kvantitativt som kvalitativt, så er der ikke langt til at agere sandhedsministerium. Ikke nødvendigvis med onde intentioner som hos Orwell, men konsekvenserne kan alligevel være skæbnesvangre, lyder det fra Hendricks.   

Han uddyber:

– De er sandhedens dommere. Ikke kun kvantitativt, fordi det er dem, der styrer netværket, men også kvalitativt, fordi de styrer, hvad der skal have opmærksomhed helt ned til, hvad der skal være i ens nyhedsfeed og hvilke narrativer, vi skal forholde os til.

Sandhedens dommere

Sandhedens dommere er et begreb, som bliver brugt flittigt, når snakken falder på tech-platformenes ansvar for det indhold, deres brugere deler. Facebook-stifteren Mark Zuckerberg har flere gange understreget, at hverken Facebook eller nogen anden platform skal være “arbitrers of truth” (sandhedens dommere, red.).

Selvsamme begreb var dét, der oprindeligt gav Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks ideen til bogen tilbage i 2019.

Læs også: Her er vinderne af Forskningsministeriets undervisningspris

– Tech-platforme har gentagne gange bedyret, at de ikke vil være “arbiters of truth”, sandhedens dommere. I 2019 florerede der eksempelvis en slags deep fake-video med demokraten Nancy Pelosi på Facebook og andre sociale medier. Der var skruet gevaldigt ned for videoens hastighed, så hun talte halvt så langsomt og lød, som om hun var stærkt beruset. Det rejste spørgsmålet om, hvorvidt tech-platforme skal blande sig, fjerne videoen, markere den – eller gøre ingenting. Hvad platformene beslutter, har stor betydning for, hvilke fortællinger der går viralt, siger Camilla Mehlsen og fortsætter: 

– Det vidner om, at tech-platformene allerede er sandhedens dommere. De har jo allerede sat sig på en enormt stor del af den digitale infrastruktur og har enorm magt over det offentlige rum – og i stigende grad også i intimsfæren, for det er på de her platforme, vi i stigende grad kommunikerer med hinanden. 

Deplatforming Day

Hvad man må sige – og ikke sige – i det offentlige digitale rum og ikke mindst, hvad der får opmærksomhed, og ikke får opmærksomhed er altså i høj grad noget, platformene beslutter i dag. Og det, der sker online har konsekvenser for det, der sker offline.

Det blev meget tydeligt eksemplificeret 6. januar 2021, da tusindvis af Trump-støtter stormede den amerikanske kongres.    

– Stormen på kongressen den 6. januar udløser en tsunami bagefter, hvor de sociale platforme den 7. januar alle til hobe dumper Donald Trump – fra Facebook til Twitter til Reddit til Youtube til alt.

Deplatforming Day er det efterfølgende blevet kaldt. ”En intervention af dimensioner” kalder Vincent Hendricks det.

– Det er samtidig en situation, hvor en folkevalgt præsident – om end, at han har opildnet til social uro og formentlig også til stormen på kongressen – faktisk bliver afskåret for muligheden til at tale til offentligheden, siger han og uddyber:

– Det er jo en grundlæggende demokratisk pille, at folkevalgte kan gøre, som de vil, inden for de demokratiske strukturer og tilhørende lovgivning. Og det kan de lige pludselig ikke, hvis de bliver forment adgang til de sociale medier.

En øjenåbner

Det var ifølge Vincent Hendricks og Camilla Mehlsen en gevaldig øjenåbner; et regulært wakeup call. Både i forhold til misinformation og fake news. Men i den grad også i forhold til platformenes magt.

– Hvis du mere eller mindre administrerer de demokratiske infrastrukturer og kan skrue op og ned for, hvem der får en stemme i det offentlige digitale rum, så påtager du jo også et ansvar, som tech-platformene jo ellers har fraskrevet sig – og som Facebook og Mark Zuckerberg jo explicit har sagt: Det med at passe på demokratiet ligger over min lønramme, siger Hendricks.

Derfor starter han og Camilla Mehlsens nye bog med et billede af netop stormen på kongressen. Fordi det er et ”ikonisk billede på de udfordringer, som er forbundet med den informationsinfrastruktur”, som tech-platformene står for.    

– Det var jo gruopvækkende at se demonstranterne storme ind i Capitol Hill, og samtidig var det lige ind i hjertet af, hvad ’Sandhedsministeriet’ handler om. Nemlig at dét, der sker online på tech-platformene, har konsekvenser offline, siger Camilla Mehlsen.

Trussel for demokratiet

Deplatforming Day illustrerer ifølge hende også, hvor stor en rolle platformene spiller for politikere og den politiske debat i dag.

– Hvis du tager megafonen fra politikere ved at lukke deres profiler, så mister de en væsentlig stemme og får slet ikke den samme kontakt med potentielle vælgere og opmærksomhed i det offentlige rum, siger Camilla Mehlsen.

Læs også: Forsknings-aktører skuffede over finanslovsforslag

Hun fortsætter:

– Sociale medier kan i teorien være meget demokratiserende, fordi de giver alle en stemme, men for politikerne handler det jo i høj grad om påvirkning. Det er også tilfældet, når vi ser vores statsminister agere som en influencer med makrelmadder og vinduespudsning på de her platforme, fordi det virker – og fordi det er her, en væsentlig del af den offentlige debat udspiller sig.  

Misinformation er en global udfordring

Men det er ikke kun funktionen som megafon for politikerne, der er væsentlig i forhold til demokratiet. I 2013 slog World Economic Forum fast, at misinformation er en global udfordring på lige fod med klima, flygtningestrømme og sundhed, fordi det, som Vincent Hendricks siger, ”kan undergrave en styreform, vi sætter stor pris på: demokrati”.

– Information og demokrati har lige siden oplysningstiden været tæt forbundet med hinanden, fordi det er på baggrund af information, og helst kvalificeret information, at den enkeltes autonomi og dermed det kollektive demokrati styrkes, siger han og fortsætter:

– Når du begynder at pille ved informationen, så piller du også ved folks beslutningsgrundlag. På den måde er sløjfen bundet mellem information og demokrati, og dem der forvalter informationen har en rolle at spille i forhold til demokratiet – specielt hvis deres infrastruktur og rækkevidde er global.

Offentligt rum på private hænder

Og det er ikke bare problematisk i forhold til demokratiet, at der spreder sig infodemier, som forfatterne kalder det, på tech-platformene. Det er ifølge forfatterne lige så bekymrende, at vores det offentlige digitale rum nu er kommet på private hænder.

– Hvis du havde spurgt Kant, Rousseau, Montesquieu og resten af oplysningstænkerne, om det offentlige rum – der, hvor demokratiet lever – skulle på private hænder, så havde de svaret med et rungende nej. Der er ikke nogle, der må have specialinteresser eller -privilegier i det rum, for så er det lige præcis ikke et rum alle borgere kan tilgå på lige vis.

– Og det er jo ikke tilfældet, hvis man skal svare til årsregnskaber og aktionærer frem for grundlæggende demokratiske principper som forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, siger Vincent Hendricks.  

– Det bemærkelsesværdige er også, at hver gang man spørger en tech-platform, hvorfor de egentlig høster så mange data, så er svaret altid: Fordi det forbedrer brugeroplevelsen. Det hele er baseret konsumarisme. At vi bare skal forbruge, og så kan vi få en bedre oplevelse, fortsætter han.

Men det forstærker ifølge ham bare datahøsten, for den eneste måde, tech-platformene kan gøre det til en bedre oplevelse, er ved at tappe endnu mere data.

– Så får de mere data om os, som de kan sende til annoncørerne. Pengene ender i big techs lommer, og vi får en illusion om, at det er til vores eget bedste. What a magic trick – magi ved højlys dag, lyder det fra Hendricks.  

Gryende selvregulering  

Der er dog sket rigtig meget, siden tech-platforme opstod i slut-90’erne og 00’erne. Men den drøm, der var fremherskende dengang, om det frie og lige meningsmarked, hvor alle kunne komme til orde, har vist sig at være mildt sagt flosset.

– Der var en nærmest aktivistisk forestilling om, at det var en demokratisering af hvert enkelt menneske i verden. Derfor skulle platformene have hånden fri og ikke gribe ind over for, hvad der måtte blive sagt eller ej, siger Camilla Mehlsen.

Live-transmissioner af selvskade, terrorisme og en ”eksplosion af fake news” har ifølge forfatterne de senere år haft den konsekvens, at platformene i stigende grad griber ind og tager nogle redaktionelle valg.

Men hvis de regulerer de problematiske områder selv, hvad er så egentlig problemet?

– Der er stadig et demokratisk potentiale ved tech-platformene. Vi har bare været så duperede af det her demokratiske potentiale i så mange år, at vi først sent har forstået, at opmærksomheden er ulige fordelt, og at tech-platformene har sat sig på en så væsentlig del af det offentlige rum, siger Camilla Mehlsen.

Ligesom vi har en ombudsmand og andre klageinstanser i det fysiske samfund, bør tech-platformene også have en klar governance-struktur med checks and balances, påpeger hun og Hendricks.  

For bare en uge siden kom det frem i New York Times, at Facebook har nedtonet negative, kritiske historier og fremmet positive historier om platformen i folks news feed.

– Det er et klart eksempel på at være en slags sandhedens dommer, hvor man ikke nødvendigvis fjerner information, men faktisk styrer opmærksomheden på en skjult måde, siger Camilla Mehlsen.

Men der er et meget stærkt momentum netop nu for at skabe de rammer, som hun og Vincent Hendricks – og i øvrigt også politikerne i EU, USA og Danmark, efterspørger.

I EU har GDPR-reglerne været et forsøg på at dømme op for datahøsten, i både USA og EU arbejder man med antimonopol-lovgivning, og herhjemme har regeringen så sent som i august varslet kommende stramninger over for tech-platformene.

Men er nationalstaten overhovedet stærk nok til at regulere det her nye, offentlige digitale rum på tech-platformene?

– Nej. Kategorisk nej. Vi er simpelthen for lille en spiller. Vi kan være med til at skubbe på udviklingen, ligesom vi kan skubbe på for eksempel klimadagsordenen og være et forbillede, men vi kan ikke ændre det alene, siger Vincent Hendricks.

Camilla Mehlsen supplerer:

– Det betyder ikke, at det ikke nytter at tage debatten i Danmark og komme med tiltag til regulering af sociale platforme. Tværtimod er det afgørende, at vi i Danmark også mobiliserer og kommer med bud på regulering.

Et momentum netop nu

Som journalist og bruger af de sociale medier kan denne journalist godt blive en smule dystopisk og mismodigt anlagt af at læse i ‘Sandhedsministeriet’ om den massive indflydelse og magt, tech-platformene har på vores dagligdag og samfund som hele. Men det skal vi ikke være, lyder det beroligende svar fra forfatterne.

– Vi taler om en infrastruktur, der bliver stillet til rådighed fra midten af 90’erne, måske lidt før. Google er fra 1998, Facebook er fra 2004, Instagram fra 2011. TikTok er endnu nyere, fra 2016. Vores erfaring med det her er meget begrænset, og det betyder, at lovgivningen halter gevaldigt bagefter, siger Vincent Hendricks og fortsætter:

– Det er ikke mærkeligt, at vi har de her børnesygdomme. Vi har 500 års erfaring med at køre et demokrati, og det kan vi stadig godt kløjes i. Så tror jeg pokker, når vi får en ny infrastruktur til at køre demokratiet, at det går galt.

Mobilisering på tre niveauer

Det betyder ikke, at vi bare kan læne os tilbage og puste lettet ud. Tværtimod. Vi skal handle. Og netop nu er der ifølge forfatterne et momentum.

– Stormen på kongressen, misinformation på nettet, corona, polarisering i USA – det er lige nu og her. Det var ikke i går eller lige efter frokost. Det er lige nu og her, vi skal gøre noget. Og det er præcis nu og her, der er en mulighed for at gøre noget. Tech-firmaerne er også mere åbne over for det, end de har været, siger Vincent Hendricks.

Konklusionen er ifølge ham og Camilla Mehlsen, at der skal mobiliseres på tre niveauer.

På det individuelle niveau skal vi alle sammen lære blive bedre digitalt dannede, på det institutionelle niveau skal vi eksempelvis gøre digital dannelse til en integreret del af vores uddannelser, og på det ideologiske niveau, skal politikerne skabe ny lovgivning omkring tech-platformene.

– Selv om de enkelte stater måske ikke kan stå alene med de systemiske udfordringer ved tech-platformene, så kan man godt lave regler omkring det åbenlyse: eksempelvis krav om at fjerne ulovligt indhold, ligesom regeringen lægger op til i deres udspil fra august, siger Camilla Mehlsen.

Men også i forskningsmiljøet kan man være med lægge pres på for at skabe forandringer, påpeger hun:

– Forskere kan eksempelvis også være med til at stille krav til tech-platformene. Vi bør i princippet allesammen have en debat om, hvilken rolle tech-platformene skal spille, som også sagtens kan være værdibaseret.

I bogen nævner de blandt andet Wien-manifestet, ‘Vienna Manifesto on Digital Humanism’, hvor det første princip er, at digitale teknologier skal designes med demokrati og inklusion for øje og det tredje, at der skal etableres en effektiv regulering og lovgivning.

Ikke maskinstormere

Selv har de to forfattere et ambivalentforhold til tech-platformene. Vincent Hendricks har slet ingen personlige profiler – kun ”skyggeprofiler”, som han bruger i forskningsmæssig sammenhæng. Camilla Mehlsen har mere eller mindre holdt en pause i et års tid, men er så småt vendt tilbage.

Det er ikke fordi, de er ”maskinstormere”, der ønsker sig tilbage til pergamentet og gåsefjeren, som Vincent Hendricks siger:

– Vi er bare bekendte med, at de hér er de vilkår, vi lever med.

Hvordan tror I, vi taler om vores adfærd på sociale medier i dag om 20, 30 eller 50 år?

– Som om vi var unge mødre og fædre. Naive, blåøjede og tog alle de teknologiske muligheder til os, fordi det var så nemt og bekvemt. Det var smart og underholdende. Men uden at forstå, at det i virkeligheden var os selv der blev produkter i det, siger Camilla Mehlsen.