11 år tog det Christoph at få et forskerjob uden udløbsdato

Christoph Ellersgaard er rigtig glad for sit nye job. Han er blevet fastansat som lektor på CBS, hvor han skal forske i fordelingen af magt og bruge netværksanalyse på at afdække, hvordan elitens magt udspiller sig.

– Det handler om det magt, vi ikke lige ser, og prøve at forstå forskellen mellem forskellige typer af organisationer og virksomheder, og hvordan de udøver deres magt, fortæller han.

Men da den nyudnævnte lektor satte sig til Twitter-tasterne torsdag eftermiddag, var det ikke kun for at fortælle omverdenen den glædelige nyhed. Det har nemlig ikke været en hverken kort eller let vej for ham at opnå status som fastansat lektor.

Chefen kan ikke give et job

Faktisk har det taget næsten 11 år, siden Christoph Ellersgaard fik sit første job som forsker. I den tid har han skiftet fra projekt til projekt, alt efter hvor fondsmidlerne var til stede.

– Det er jo fedt at få mulighed for at være med på gode projekter med gode kolleger, men der har altid været en udløbsdato på. Så står man der med frygten igen og ved ikke, hvor pengene til det næste skal komme fra, fortæller han.

Læs også: KU-rektor: – Fondene er en gave til dansk forskning. Men store gaver kan veje tungt

Og det var den historie, han endte med at fortælle og diskutere med andre danske forskere på Twitter i løbet af torsdagen og fredagen. For nu, hvor Christoph Ellersgaard er kommet over ”på den anden side”, kan han for alvor reflektere over, hvor omskiftelig hans karriere har været hidtil.

– Da jeg var ph.d.-studerende, stod jeg i den bizarre situation, hvor man arbejder for en chef, der ikke kan give dig et job, uanset hvor godt, du gør det. En karriere kan kun holdes i live, hvis man skaffer – eller hægter sig på nogen, der skaffer – eksterne midler.

Yngre forskere kan ende i svær situation

Flere andre forskere har reageret på fortællingen om Christoph Ellersgaards 11 år lange kamp for at bevare tilknytningen til forskningsverdenen. Blandt andet Asbjørn Ammitzbøll Flügge, der er halvandet år inden i sin ph.d. inden for datalogi på Københavns Universitet.

– Det er da ikke de lyseste fremtidsudsigter at skulle bruge de næste mange år på usikre ansættelser, hvis jeg vil fortsætte inden for forskningen. Så kan jeg da ikke lade være med at sammenligne med, hvordan det er i det private, siger han.

Asbjørn Flügge er 28 år og bor i en lejlighed i København med sin kæreste og to børn. Og når familien engang vokser ud af boligen, kan de prekære arbejdsforhold for alvor blive et problem for en ung forsker som ham.

– Hvis jeg en dag skal låne til et hus, så er jeg da bekymret for, hvad banken siger til en toårig postdoc-ansættelse eller en tidsbegrænset stilling som adjunkt. I den situation bliver det da svært at ignorere et godt tilbud om en fastansættelse i det private, hvor der i øvrigt også vil være bedre løn og mere rimelige arbejdstider.

Læs også: Universiteterne jubler over genåbning: – Politikerne har lyttet til os

Asbjørn Flügge ser ellers forskningen som et kald, selvom det ifølge ham selv lyder lidt ‘fortærsket’. Han mener ikke, at forskere er i jobbet for pengenes skyld, men fordi forskningsverdenen tilbyder helt unikke muligheder for at dykke ned i komplekse emner og gennem sin forskning være med til at gøre verden til et lidt bedre sted.

Men når man forventer, at forskerne accepterer de meget usikre ansættelsesforhold oveni en løn og en arbejdsbyrde, der ikke kan måle sig med tilbud fra andre sektorer, så kan selv ildsjælene blive udfordret på principperne, mener han.

– Det er da lidt paradoksalt, at de bedst uddannede vælger de mest usikre jobs med en ringere løn, end de ville kunne få andre steder. Det ved jeg ikke, om man kan forvente, at folk bliver ved med, siger han.

Går ud over forskningen

Og netop folk som Asbjørn Flügge bør forskningsdanmark tage imod på en bedre måde, mener Christoph Ellersgaard.

– Der skal være midler til, at yngre forskere kan opbygge deres eget forskningsområde og som kan bidrage med nye ting. Men der når vi ikke til, før vi ændrer på ratioen af løst- og fastansatte. Jeg har endnu ikke mødt en postdoc, der ikke gerne vil have en fast stilling. Man kommer til at lave et udskilningsløb, hvor de her mange adjunkter og postdocs enten bliver forfremmet eller fyret. Det er en besynderlig struktur.

Det har reelle konsekvenser for kvaliteten af forskningen, at så stor en andel af forskerstanden springer fra projekt til projekt, indtil pengene løber ud. Det er Christoph Ellersgaard overbevist om.

– Der er for tiden en stor debat om, hvorfor vi mister så mange gode folk mellem ph.d.-niveauet og lektorniveauet. Og det er altså fordi, folk ikke gider være i det her limbo. Det kræver en særlig selvpinerisk personlighedstype at kunne håndtere den usikkerhed, mener han.

Og selv for de forskere, der bliver hængende i branchen, går det ud over kvaliteten, at de konstant skal bekymre sig om slutdatoer og slunkne pengekasser.

– Det giver en kæmpe mængde spildtid, at man skal søge midler hele tiden. Man kommer til at bruge tid på en masse strategi og politik frem for sin forskning. Fra et skatteyderperspektiv ville jeg da hellere have, at de unge forskere forsker i stedet for at søge penge.

Som del af sin tweettråd lagde Christoph Ellersgaard også lønudspillet fra CBS synligt til skue.

Det gjorde han dels fordi, han som skatteyderbetalt forsker gerne vil være åben om skatteydernedes udgifter. Og dels for at illustrere, at man altså langt fra bliver rig, selv hvis man er blandt de heldige, der lykkes med at lande et fast job. Udspillet lyder på lige omkring 40.000 kroner uden pension – godt 47.000 kroner inklusiv pension.

– Lektorlønnen er bestemt udmærket, men det er ikke som at vinde i lotteriet. Som forskere får vi tit skudt i skoene, at vi er en del af eliten, og det er vi måske på nogle punkter, men det er altså ikke den økonomiske elite, siger han.