Forskere, der er blevet forsinket i deres arbejde på grund af corona, kan nu få forlænget deres ansættelse ved universiteterne. Det sikrer en aftale mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Medarbejder og Kompetencestyrelsen.
Forskning og uddannelse på de videregående uddannelser har ligesom de fleste andre områder i samfundet været under massiv omvæltning som konsekvens af corona-nedlukningen. Mange forskere kan ikke indsamle empiri, ligesom nedlukningen af laboratorier, biblioteker og arkiver har forsinket arbejdet for forskere over hele landet.
Læs også: Videnskabernes Selskab vil have flere forskere tilbage i laboratorierne.
Derfor har blandt andet Dansk Magisterforening presset på for, at der skal findes en løsning på de forsinkelser i uddannelses- og ansættelsesforløb, som nedlukningen har skabt for mange i uddannelsesstillinger og tidsbegrænsede forskerstillinger, som især gælder ph.d-studerende og postdocs.
Med muligheden for forlængelse er første skridt taget – men det andet og afgørende skridt mangler, mener formand Camilla Gregersen.
Behov for hjælpepakke
DM-formanden er bekymret for, hvad det betyder for uddannelseskvaliteten og forskningsmiljøerne på sigt, hvis uddannelsesinstitutionerne selv skal betale for forskerforlængelserne.
– Det er positivt, at der nu er skabt hjemmel for arbejdsgivere til at forlænge ansættelser, og vi er glade for aftalen. Men det er vigtigt, at ledelserne får økonomiske muligheder for at forlænge ansættelser alle steder, hvor der er behov for det, og ikke kun for nogle få personer. Det er i sidste ende et spørgsmål om økonomi, som Anders Bjarklev (formanden for Danske Universiteters rektorkollegium, red.) også har sagt, siger Camilla Gregersen og tilføjer;
– Hvis der ikke kommer nye midler, bliver det en uoverskuelig mundfuld for universiteterne at få forlænget alle dem, der er blevet forsinket, og hvor det er kritisk. Og det kan komme til at gå ud over de spirende forskningstalenter. Det vil vi gerne undgå.
Hun bakkes op af præsidenten for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Mogens Høgh Jensen:
– Det er naturligvis godt at ph.er, postdocer og andre nu kan få forlænget deres ansættelser ved forsinkelser som følge af Covid-19 situationen. Men det kan stille forskningsverdenen i en kattepine, idet den er så hårdt økonomisk spændt for, at nærmest den eneste måde at sikre midler til forlængelserne af de midlertidige ansættelser er ved at fyre fastansatte, siger han og tilføjer;
– Det i sig selv kan udhule det eksisterende danske forskningsmiljø og skabe stor og varig skade. Det er derfor vigtigt, at der følger penge med, som kan dække de omkostninger, der følger af covid-19 forsinkelsen.
Og der er tale om ganske store summer. Hvor store, er svært at gøre op, men ifølge tal fra 2018 er der over 8.000 ph.d.er og mere end 2.500 postdocs i Danmark.
Udgiften til deres løn i tre måneder nærmer sig én milliard kroner, oplyser Videnskabernes Selskab. Et tal, der ikke dækker øvrige midlertidigt ansatte, for eksempel adjunkter, og heller ikke tager højde for udgifter til laboratoriefaciliteter og forskning eller feltarbejde, der er gået tabt eller skal gentages.
Uanset det eksakte tal, er der “givet tale om så store beløb, at forskningsverdenen vil have svært ved selv at dække det”, uden at det gør skade på andre områder af dansk forskning, mener generalsekretær i Videnskabernes Selskab, Lars Arge:
– Derfor bør der med aftalen følge et beløb, der sikrer, vi ikke taber vital forskning – og fremtidige vitale forskere – på gulvet, forklarer Lars Arge og slutter med en anbefaling:
– Det er dejligt at se den store fleksibilitet og imødekommenhed som hele den politiske verden udviser i denne meget svære covid-19-situation. Vi håber naturligvis, den også kan indbefatte det felt, der skal løse både denne krise og dem der ulykkeligvis må komme. Nemlig forskningen.
Også Dansk Magisterforening mener, at det er behov for en hjælpepakke fra staten, så økonomien ikke bliver en barriere for, at uddannelsesforløb og forskningsprojekter kan gennemføres – ligesom der ikke skal uddeles fyresedler til nogle, fordi der skal findes interne midler til, at andre kan blive forlænget.
– Hvis der ikke kommer midler til en hjælpepakke, vil besparelser ramme bredt på universiteterne. Det kan blandt andet komme til at gå ud over etablerede forskningsgrupper, lyder det fra Camilla Gregersen.
– Corona-epidemien må ikke sætte det danske videnssamfund tilbage. Jeg håber, at politikerne kan se, at der er brug for at have nogle stærke forskningsmiljøer også på den anden side af denne svære tid, tilføjer hun.
Science Report har forsøgt at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), men det har ikke kunnet lade sig gøre inden for deadline.
Hjælpe fra fondene?
Allerede tidligere på ugen advarede formanden for Danske Universiteters rektorkollegium, Anders Bjarklev, i et debatindlæg i Science Report om, at det for nuværende ikke er en “reel mulighed” at forlænge alle, der måtte ønske det;
– Det vil være en uoverskuelig mundfuld for institutternes økonomi, hvis der skal findes midler til et omfattende antal forlængelser, skriver han.
De fleste ph.d.-studerende er finansieret af eksterne projekter, og de projekter, har “universiteterne ikke har økonomi til at forlænge og oppebære alene”, forklarer Bjarklev.
Derfor opfordrer Dansk Universiteter såvel offentlige, for eksempel Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden, som private fonde “til at udvise fleksibilitet i forhold til muligheden for at forlænge projektansættelser”, skriver formanden.
Selv hvis private fonde er villige til at betale en del af forlængelserne, vil det blive en dyr omgang for universiteterne, vurderer DM’s formand, Camilla Gregersen. Derfor er det nødvendigt med flere penge fra staten.
Når det gælder de offentlige fonde, er det netop også staten, pengene i sidste ende skal komme fra, påpeger hun.
Forsinkelser sidestilles med sygdom
Med aftalen bliver corona-relaterede forsinkelser sidestillet med sygdom og lignende forsinkelser, man ikke selv er skyld i.
Aftalen giver på den måde arbejdsgiverne mulighed for at forlænge ansættelser og udskyde frister i en periode, der svarer til hjemsendelsen og i særlige tilfælde længere, hvis der kan dokumenteres en længere forsinkelse.
Der er altså ikke tale om en automatisk forlængelse. Det bliver på baggrund af en individuel og konkret vurdering på de enkelte institutioner, der er mulighed for at forlænge ansættelsesperioden.
