Under overskrifter som “klarhed”, “videnskabelig status” og “usikkerhed” skal nyligt offentligtgjort kommunikationskodeks hjælpe forskere og kommunikationsmedarbejdere med at formidle forskning på en ansvarlig måde til offentligheden.
Og buddene, der er de første af sin slags, får en god modtagelse hos kommunikationsekspert Henrik Byager. Han mener, det er på tide, at de bud blev formuleret:
– Først og fremmest er jeg chokeret over, at de “regler” ikke fandtes i forvejen, når vi taler om offentligt betalt forskning, der skal komme med viden, som gavner samfundet. For det kræver jo, folk forstår det, der bliver meldt ud, siger den mangeårige kommunikationsrådgiver.
Det er jo en kulturændring, der skal lægges op til. Og en ændring kommer kun, hvis reglerne masseres ind i blodbanerne hos de folk, der skal bruge dem. Det skal gøres af lederne.
Godt, at forskningsmiljøer åbner op
Samtidigt mener Henrik Byager, reglerne er kærkomne i et forskningsmiljø, der har haft tendens til at være en lukket verden – en boble, som reglerne måske kan være med til at åbne lidt op for:
– Forskere kan være lidt som en hare fanget dér i forlygterne, siger Henrik Byager og uddyber:
– Jeg har oplevelsen af, at der i forskningsmiljøet og blandt mange forskere hersker en slags angst, når en journalist ringer. Det tror jeg, der ligger en opgave i at få åbnet op for, siger han.
Samtidigt peger kommunikationseksperten på det positive i at få skabt nogle rutiner for, hvad det vil sige at kommunikere med en åben og kritisk offentlighed – han går så langt som at sige, at tidligere mangel på klare retningslinjer måske kan forklare, at Penkowa-sagen overhovedet kunne komme så vidt.
Ledelsen skal sætte kursen
Men selvom eksperten finder det glimrende at få skabt regler, pointerer han, at de kun virker i praksis, hvis ledelserne rundt omkring på universiteter og læreanstalter går foran. Uden ledelsesopbakning – ingen værdi:
– Det holder kun, hvis nogen sørger for at få det til at holde. Hvis man sender reglerne rundt i et nyhedsbrev som en lille sidebemærkning, holder det ikke. Det er jo en kulturændring, der skal lægges op til. Og en ændring kommer kun, hvis reglerne masseres ind i blodbanerne hos de folk, der skal bruge dem. Det skal gøres af lederne, der sætter dagsordenen i organisationerne, lyder det fra eksperten.
MERE OG MERE FORSKNING TRÆKKES TILBAGE
Det er i følge ham centralt at få tankegangen på dagsordenen højt oppe i hierarkiet, så de kan sive nedad og skabe en kulturændring – ikke mindst i et miljø, der har været relativt lukket.
Målet er på den måde, at forskere og formidlere naturligt tager rådene til sig, bruger dem, diskuterer dem, går gamle presseudsendelser og artikler igennem og får principperne ind på rygraden i hverdagens forskellige opgaver fremover.
Fokus på god formidling vinder frem
Retningslinjerne for den gode forskningskommunikation er formuleret for Danske Universiteter af en arbejdsgruppe med deltagelse af forskere fra alle otte danske universiteter. Og i følge Danske Universiteter er det nye kodeks ikke mindst nødvendigt i en tid, hvor borgerne dagligt står ansigt til ansigt med falske eller alternative fakta.
Initiativet til de syv råd er blandt andet udsprunget af en række historier om forskere og universiteter, som har slået deres kommunikation for stort op. Selvom retningslinjerne ikke er bindende, er det håbet, at de kan fungere som en hjælp til bedre kommunikation, der kan fastholde befolkningens tillid til forskningsinstitutionerne.
Og det øgede fokus på formidling falder da også godt ind i en udvikling, vi generelt ser, siger Henrik Byager:
– De seneste 5-10 har vi set en klar bevægelse over mod en mere værdibaseret kommunikation med flere politikker og manifester – ofte til det bedre. Man orienterer sig generelt mere mod at kunne formidle åbent, siger han.
Opbakning fra universiteterne
Spørger man ude hos landet universiteter, der skal bruge reglerne, er der ligeledes begejstring. Det fortæller direktør for Danske Universiteter, Jesper Langergaard, til Videnskab.dk:
– Jeg var bange for, at nogle ville synes, det var for abstrakt. Det har slet ikke været tilfældet. Det er endt rigtig godt, og det der er fuld opbakning til principperne. Så vi er glade, og det giver både noget inspiration og nogle redskaber til fremtiden.
CBS-FORSKERE GLEMMER AT FORTÆLLE, HVOR PENGENE KOMMER FRA
Og også hos formand for arbejdsgruppen, professor Klemens Kappel fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, virker reglerne brugbare. Til Videnskab.dk fortæller forskeren, at han selv er blevet mere bevidst om, hvordan han kan gøre en indsats i sin kommunikation med offentligheden.
Lignende initiativer har vi blandt andet set hos landets største diabetescenter, SDCC, der har formuleret nogle retningslinjer, ligesom bl.a. Videnskab.dk og Mandag Morgen har skabt deres egne manifester og kodeks.
De syv råd lyder:
1. Korrekthed:
Når forskning kommunikeres, skal indholdet være korrekt og give en forståelse, som passer til resultaterne.
2. Relevans:
Forskningskommunikation bør inddrage alle forhold, der er relevante for modtagerens forståelse af resultaterne. Det gælder både deres betydning, proportionerne og sammenhængen, de indgår i. Der bør henvises til selve forskningen og nogle gange også til anden relevant forskning.
3. Usikkerhed:
Det bør være tydeligt, hvilke metoder og antagelser forskningsresultater og vurderinger er baseret på, og hvilke usikkerheder der er knyttet til dem.
4. Videnskabelig status:
Forskningskommunikation bør forklare den pågældende forsknings status i det relevante videnskabelige miljø. Har resultaterne bred opbakning, eller afviger de fra den generelle konsensus på området? Er det foreløbige resultater, eller er de offentliggjort i videnskabelige kanaler – og hvilken status har de kanaler?
5. Ophav:
Forskningskommunikation bør gøre det klart, om forskere beretter om viden, som stammer fra dem selv eller andre dele af videnskabens verden.
6. Perspektiv
Når forskere udtaler sig i samfundsdebatten, bør det være tydeligt, om et perspektiv er baseret på en viden eller en holdning, og om den er relateret til forskerens forskningsområde eller ej.
7. Interessekonflikter:
Forskningskommunikation bør beskrive alle forhold, der kan skabe interessekonflikter omkring forskningen eller den enkelte forsker. Det kan f.eks. være finansiering af forskningen, patentansøgninger, royalty, virksomhedssamarbejder, inhabilitet.
Arbejdsgruppen bag rådene har taget afsæt i de officielle retningslinjer, Danish Code of Conduct for Research Integrity, som Uddannelses- og Forskningsministeriet for nogle år tilbage introducerede.
