Klimaforsker: Jeg føler et ansvar for at bruge min stemme

– Når debatten ikke afspejler den viden, jeg sidder med, ser jeg det som min pligt at blande mig, lyder det resolut fra Jens Friis Lund, der til daglig forsker i forvaltning af naturressourcer på Københavns Universitet.

For det skal man som forsker, mener han – hvis altså problemet er stort nok. Og det er klimaproblemet i følge ham.

Vi har talt med klimaforskeren om, hvilke overvejelser han gør sig om rollen som både objektiv forsker og kampklar klimadebattør – og om betydningen af en forskers troværdighed.

Danskerne bindes historier på ærmet

– Den danske offentlige debat flyder over med historier om, at det nok skal gå, og at Danmark jo er et forgangsland. Men vi er i lynfart på vej mod en dårlig situation, siger Jens Friis Lund.

Han forsker til daglig i, hvordan idéen om at modvirke klimaforandringer ved at stoppe afskovning udfolder sig i praksis. Og han kommer med et konkret eksempel på klimakursen:

– Vores børn skal leve under vilkår, hvor vi globalt er nødt til at suge mere CO2 ud af atmosfæren end vi udleder, fordi vi her og nu ikke har kunnet finde ud af at begrænse udledningerne i første omgang.

Forskeren holdninger til emnet er ikke til at tage fejl af, og han påpeger, at livet på planeten efter alt at dømme ser væsentligt anderledes ud, hvis ikke vi retter op. Netop derfor er det ifølge ham et problem, at der ikke gøres mere for at oplyse om det, der skal rettes op på:

– Folk ved ikke nødvendigvis, at det forholder sig sådan, og jeg vil gerne sikre, at den viden, jeg sidder med qua mit arbejde, kommer i spil i samfundsdebatten. Mit forskerjob giver mig jo netop ekstra viden og overblik over situationen. Og det reagerer jeg på, pointerer Friis Lund.

Man kan også miste troværdighed ved ikke at ytre sig. Hvis universitetet er tavst, imens verden brænder, misligholder man også sin formidlingspligt.

Ud over dagene på universitetet bruger han derfor meget af sin tid på at sprede selv samme viden om klodens klimaderoute i samfundsdebatten, ligesom han var blandt initiativtagerne til det klimaopråb, som over 300 forskere sidste forår skrev under på.

Man skal vælge sine kampe

Trangen til at markere sig med sin viden og engagement er Friis Lund da heller ikke ene om. Flere andre forskere og kendte ansigter som eksempelvis meteorologen Jesper Theilgaard og historikeren Stefan Gaarsmand Jacobsen er gået med på den klimaaktivistiske bølge – og det mønster er heller ikke fremmed, hvis man kigger tilbage i tiden.

Men man skal vælge sin kampe, lyder et gammelt ordsprog. Og det gør Friis Lund da også, før han bevæger sig væk fra skrivebordet og går ind i klimakampen med sin stemme.

– En stor del af mit forskerarbejde foregår for eksempel i Tanzania, hvor der lige nu er tendens til, at regeringen slår hårdt ned på meningsdannere og opinion. Men det vil jeg ikke gå ind og forsøge at rydde en forside på Politiken for – jeg mener nemlig ikke, at det problem har samme fundamentale betydning for det danske samfund, lyder det fra forskeren.

KU-REKTOR: POLITIKERNE SKAL IKKE NØDVENDIGVIS LYSTRE – MEN DE SKAL LYTTE

Klimadebatten er omvendt så fundamental en udfordring for danskerne, at han prioriterer at bruge sin stemme. Blandt andet er debatten i følge ham karakteriseret ved fortielser, underspilning af risici og blændværk, som får folk til at tro, at det går bedre, end det går.

Vi skubber problemerne videre

Som eksempel på vildledningen nævner forskeren den fraværende debat om de risici, der ligger i at udskyde omstillingen i dag, fordi det binder fremtidige generationer til netto-negative emissioner på globalt niveau.

Og det bliver ikke bedre af, at der blandt videnskabsfolk er stor tvivl om, hvorvidt det overhovedet er realistisk at opnå de netto-negative emissioner globalt. Og ifølge Friis Lund bidrager den manglende opmærksomhed på problematikken til de uambitiøse indsatser, vi ser i dag.

Samtidigt ser han indbyggede problemer i de udregningsmetoder, som FN bruger. De  medregner ikke flyrejser, og så placerer de ansvaret for udledninger forbundet med for eksempel danskernes forbrug af importerede varer hos mindrebemidlede produktionslande:

– Så når Vesten efterspørger varer fra Kina, producerer Kina varer, som skaber udledninger. Men hvordan skal de stoppe med det, når vi andre står klar med checkhæftet til selv samme varer? spørger Friis Lund retorisk og tilføjer:

– Der er noget at advare om i forhold til den måde, vi gør det på lige nu.

Utroværdigt IKKE at ytre sig

Mange forskere vil da også gerne fortælle om deres område, ligesom universiteterne som bekendt er underlagt formidlingspligt.

Går tingene, som man lige nu forudser, så kan jeg forestille mig, at man om 30-40 år vil kigge tilbage og sige: ”Hvorfor fanden sagde de ikke noget?”

Men livet som forsker, der stikker snuden frem, kræver nogle overvejelser. Friis Lund kan selv se visse forhindringer – eksempelvis hvor vanskeligt det er at holde tungen lige i munden og have styr på detaljerne i det ekstremt komplekse felt, som klimaudfordringerne er kendetegnet ved.

DANMARK SKAL SATSE PÅ FORSKNING I ENERGITEKNOLOGIER

Forskeren tror derfor, at risikoen for at blive udsat for kritik kombineret med et stort tidsforbrug kan få nogle forskere til at holde bøtte og blive væk fra debatten af fare for at miste troværdighed.

Men det i sig selv kan også være farligt, lyder det:

– Man kan også miste troværdighed ved IKKE at ytre sig. Hvis universitetet er tavst, imens verden brænder, misligholder man også sin formidlingspligt, siger han og fortsætter:

– Ingen kan forudse, hvad der sker indenfor de næste år, men går tingene, som man lige nu forudser, så kan jeg forestille mig, at man om 30-40 år vil kigge tilbage og sige: ”Hvorfor fanden sagde de ikke noget?” Det, ikke at ytre sig, er også politisk, pointerer han.

Derudover kan nogle forskere måske prioritere anderledes, tror han. For forskere måles i højere grad måles på, hvor meget ekstern finansiering de tiltrækker, og hvor mange publikationer de skriver end på tid med pressen eller bidrag til offentligt debat.

Og til spørgsmålet om, om han så fremover selv vil prioritere anderledes eller måske ligefrem blive “full blown aktivist” er svaret nej:

– At blive direkte aktivist ville betyde, at jeg skulle sige mit job op. Men jeg har også et ansvar overfor min familie, så det er jeg ikke personligt klar til. I stedet håber jeg at være med til at skabe et udadvendt universitet, som i endnu højere grad bidrager som en kvalificeret og uafhængig stemme i samfundet, lyder det fra forskeren. For, som han siger:

– Hvis ikke man skal bruge sin ytringsfrihed til det her, hvad skal man så bruge den til?