“Du skal sørge for, forskerne ikke flyver, rektor”, ”Du skal afskaffe kød i kantinen, rektor”, ”Det er for dårligt, at vi har forskere, der forsker i at få olie op af undergrunden”. Sådan lyder nogle af de henvendelser, der havner i indbakken hos rektor på Københavns Universitet, Henrik C. Wegener.
Afsenderne er klimaengagerede studerende, og engagementet er ifølge rektoren vidunderligt – og vigtigt at lytte til. Blandt andet derfor har universitetet sat gang i forskellige initiativer, der skal gøre selve driften af universitetet mere bæredygtigt. For universiteterne har en rolle i udviklingen, men også i den større debat om, hvordan samfundet bliver mere bæredygtigt, fastslog rektoren, da han fredag deltog på en konference om verdensmålene – nærmere bestemt Danmarks arbejde hen mod at understøtte målene.
Og her kalder rektor på politisk handling. For universiteterne kan ikke løfte opgaven alene, og politikerne skal blive bedre til at bruge universiteternes ekspertviden, lyder det blandt andet fra rektoren.
Frembringelse vs. anvendelse af viden
Henrik C. Wegeners overvejelser om et bæredygtigt samfund og opfyldelse af FNs verdensmål går nemlig blandt andet på, hvor langt universiteterne skal gå i forhold til klimadebatten. For verden har allerede masser af den viden, vi skal bruge for at skabe forandringer. Men det farligt, hvis universiteterne begynder at gøre sig til dommere over, hvad der er god eller skidt viden.
Derfor står universiteterne i et dilemma – et etisk et af slagsen: For er det frembringelsen af viden eller anvendelsen af viden, der er universitetets opgave?
Universitetet er en ekspertpulje, som samfundet kan trække på – og det er spørgsmålet, om samfundet gør det nok?
– Det svære bliver at finde en balance mellem at prioritere dét, der orienterer sig mod bæredygtighed og dét, der giver plads til, at andre forskningsidéer opstår – hvilket også er universitetets rolle, lyder det fra rektoren:
– Al viden kan bruges godt og skidt; det afhænger af konteksten, det indgår i. Vores opgave som universitet bliver også at få bragt vores viden ind i en kontekst, hvor det kan bruges. Og hvor der lyttes.
Vi har viden – men den skal lyttes til
Rektoren understreger universiteternes ansvar for at være med til at korrigere og skubbe til verden, hvis noget ikke, som han udtrykte det, ”sidder i skabet”. For udover at understøtte mål nummer 4 om uddannelse og produktion af viden skal universiteterne også evne at bringe den viden ud i rette kontekst.
Men, lyder det: En forandring kræver også, at der bliver lyttet. Og der har samfundet en “eklatant mangel” på lederskab:
– Universitetet er en ekspertpulje, som samfundet kan trække på – og det er spørgsmålet, om samfundet gør det nok? Eller om visse parter nogle gange undgår den ubekvemme sandhed. Politikerne har en rolle her; de skal ikke nødvendigvis lystre, men de skal lytte på ekspertviden, sagde rektoren med spørgsmålet: Gør de det nok?
Min dør som politiker står altid åben, og så har universiteter og forskerne jo også selv en formidlingsforpligtelse – på akademisk niveau, men bestemt også i forhold til at folkeliggøre det her stof lidt mere.
DTU OG KU TIL FORSKERE BAG KLIMAOPRÅP: VI ER ALLEREDE I FULD SVING
Dét spørgsmål – og metoden til at få dem til at lytte – optager ham meget. Han ønsker sig for eksempel, at politikerne i højere grad skal forpligtes til at have videnspersoner med på råd.
Vi politikere lytter – men til flere hensyn
Spørger man på den anden side af bordet hos politikerne er opfattelsen, at lyttelapperne er slået ud – både over for videnskabsfolk og universiteter, men også overfor borgere og andre interessenter. Ikke mindst i forhold til debatten om klima og arbejdet med de 17 verdensmål:
– Jeg synes i forvejen, vi anvender universiteterne og trækker på deres viden – også helt konkret i forhold til myndighedsbetjening. Og qua min stilling er jeg dagligt i dialog med de parter. Men vi er nødt til at huske, at vi ikke kun kan køre en stringent grøn dagsorden, når verdensmålene jo er indbyrdes afhængige af hinanden. Det kan give en social slagside, så vi skal finde en måde at håndtere den balance på, lyder det fra Mette Reissmann, der er uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokraterne og selv deltog i fredagens konference.
Hun appellerer til, at universiteterne i endnu højere grad henvender sig i Folketingets 2030-netværk, hvis de vil fortælle mere om verdensmålene med udgangpunkt i deres videnskabelige belæg. For netværket er, som politikeren beskriver det, et direkte talerør ind i de relevante politiske kredse.
– Men når det er sagt, står min dør som politiker altid åben, og så har universiteter og forskerne jo også selv en formidlingsforpligtelse – på akademisk niveau, men bestemt også i forhold til at folkeliggøre det her stof lidt mere, pointerer Mette Reissmann.
Uvildige vidensbærere
Og imens er holdes konference, og flere og flere universitetsstuderende er på dupperne i klimakampen og organiserer bevægelser, der vil have universiteterne til at begrænse CO2-udslip, har også en stor portion af landets forskere tidligere prikket til universiteternes ledelser.
Allerede før årsskiftet opfordrede mere end 600 danske forskere således landets universitetsledelser til klimahandling på universiteterne. Det skete i et åbent brev, hvor forskerne ville have universiteterne til at tage affære i forhold til den skrantende klodes udfordringer. Blandt andet ved at mindske flyvninger, investere i mere moderne teknologier og udarbejde en ambitiøs klimapolitik.
Dengang lød svaret fra blandt andet Københavns Universitets vicedirektør, Jasper Steen Winkel, at universitetet er i fuld sving og allerede har vedtaget bæredygtighedsplanen ”Grøn Campus”.
Men argumentet fra forskerne var også, at netop universiteterne har de optimale forudsætninger for at gå forrest i kampen mod CO2-udledninger og komme med nytænkende, tværfaglige og videnskabelige funderede bud på gode løsninger. Som de dengang skrev: “Hvis ikke de bud kommer fra universiteterne, hvorfor skulle de så komme?”
Og spørgsmålet om universiteternes bidrag lægger da også rektoren meget på sinde. Til spørgsmålet ”hvordan kan vi skabe en mere bæredygtig fremtid?” skal forskerne i følge ham fortsat bidrage ved at være uvildige vidensbærere til politikerne, interesseorganisationer og virksomheder.
VERDENSMÅLENE KALDER PÅ SAMARBEJDE 360 GRADERS FOKUS
– Universiteterne føder ind i den videre fødekæde, der skal arbejde med det her. Vi har som universitet et ansvar for uddannelse af fremtidens generationer, og vi kan være med til at ændre noget ved at uddanne de unge mennesker, som vil ændre noget og gå i en mere aktiv retning end os ældre. Os, der er medansvarlige for dagens situation, siger rektoren.
Universitetet strammer op på hjemmebanen
Efter efterårets pres fra de mange forskere har KU desuden defineret syv indsatsområder på klimafronten, som universitetet vil arbejde med frem mod 2020 – områderne fokuserer blandt andet på universitetets indkøb, byggeri og vedligeholdelse, adfærd, it og kommunikation, samt transport og en miljøbevidst drift.
Det betyder blandt andet, at Københavns Universitet i følge planen vil reducere energiforbruget med 50 procent pr. årsværk i 2020 i forhold til 2006.
