Den er der allerede – det meste af den viden, der skal til for at understøtte de 17 verdensmål for bæredygtighed, som FN har opstillet.
Men det kræver en solid holdindsats fra universiteter, politikere, medier og ikke mindst virksomheder at få viden i spil og sætte skub på udviklingen hen mod 2030-målsætningen. Og på den rejse er vi nødt til at have større fokus på målenes interne afhængighed, end vi har haft.
Sådan lød det samstemmende fra en broget skare af oplægsholdere og paneldeltagere, som fredag havde trodset regnvejret og var mødt op i et fyldt konferencelokale hos Novozymes.
Med dagen ønskede Akademiet for de Tekniske Videnskaber og DanVid at sætte fokus på, hvordan universiteter, virksomheder og journalister arbejder – eller bør arbejde – med FN’s verdensmål.
For hvordan sikrer vi, at erhvervsinitiativer og forskning reelt understøtter målene?
Målene hænger sammen
– Vi har allerede aftaler om de enkelte mål, så nu er det vigtige, at vi binder målene sammen. Et sugerør, der kan rense forurenet vand og understøtte ét mål er ikke smart, hvis det er lavet af plastik og går imod et andet mål ved at forurene andre steder, lød det indledningsvist fra Katherine Richardson, professor på Københavns Universitet og leder af Sustainability Science Centre.
UDEN PARTNERSKABER NÅR VI IKKE VERDENSMÅLENE
Ifølge hende er Danmark lige så langt fra at nå verdensmålene som et uland som Burkina Faso; vores udfordringer har bare et andet ansigt. Og skal vi komme videre, må og skal vi tænke 360 grader om de 17 mål og oversætte dem, så virksomheder såvel som politiske systemer også forstår dem.
At alle målene er indbyrdes afhængige af hinanden bakkes også op af Mette Reissmann, medlem af Folketingets 2030-netværk og forskningspolitisk ordfører for Socialdemokratiet. Derfor skal vi sætte ind samtidigt og koordineret på flere af de her mål – og regeringen kan ikke gøre det alene, lød det fra ordføreren.
Fællesskab er alfa omega
Og fik man en 5’er for hver gang, nogen på dagen sagde ’samarbejde’ eller ’fællesskab’, kunne man have tjent en god skilling. For det er alfa omega, lød det blandt andet fra Jesper Nygård, direktør i den filantropiske forening Realdania:
– Jeg fristes til at sige, at mål nummer 17, ’Partnerskaber for handling’ er det vigtigste mål af dem alle. Partnerskaber er en forudsætning, for forandringen sker ikke, hvis ikke virksomheder, NGO’er, borgere osv. alle er med. Vi skal forpligte hinanden til at gøre noget på vores hjemmebane og blive bedre til at dele viden mellem virksomheder og videnskabsjournalister, sagde han.
Og det kunne projektleder Anna Lund Nielsen fra det frivillige initiativ Bæredygtighedskaravanen tale med om. Deres arbejde består i at besøge, sparre og sprede viden om bæredygtighed blandt forskellige danske virksomheder – og hun oplever gang på gang, at virksomhederne hungrer efter nogen at indgå partnerskaber med som led i bæredygtighedsprocessen.
Viden skal skabes, formidles OG lyttes til
Men processen kræver også viden og værktøjer til dem, der skal drive den. Og der kan universiteterne, der direkte bidrager til mål nummer 4 om uddannelse, spille ind:
– Universiteterne føder ind i den videre fødekæde, der skal arbejde med det her. Og selvom rigtig meget af den viden, der skal bruges, findes allerede, bliver vores fremtidige opgave at få bragt vores viden ind i en kontekst, hvor den kan bruges, lød det fra rektor på Københavns Universitet, Henrik C. Wegener.
Rektoren understregede, at forskerne skal være vidensbærere til politikerne, NGO’er og virksomheder – en ekspertpulje, som samfundet kan trække på.
Men, spurgte rektoren retorisk: Det er spørgsmålet, om samfundet gør det nok? Ifølge ham bør politikerne i højere grad lytte til den uvildighed, forskningen kan bidrage med, og der mangler nogen, der tager lederskab og åbner for den dialog.
Og til at sætte fokus på, hvor vi skal hen med målene, og hvordan transformationen kan ske, nævnte flere oplægsholdere kommunikation som svaret. Chefredaktør for Mandag Morgen og Altinget, Jakob Nielsen, mener, medierne er en vigtig brik i det spil:
– Journalister skal turde prikke til ballonen, der hedder ”vi virksomheder vil bare gerne redde verden” og kigge på, om det holder. Og så bør medierne hjælpe med at tydeliggøre, hvad de her mål betyder. Er de en global smiley-ordning for virksomheder? Et mål for godt miljø? Noget tredje? De er jo det hele, fordi vi ikke kan adskille dem; vi kan ikke tale om eksempelvis fattigdom uden at tale om klima, siger chefredaktøren og fortsætter:
– Men der lægger også en stor opgave for medierne i at tænke mere langsigtet og begynde at turde lave fortællingen om, at det her ikke er ligetil.
Sæt retning og tag ansvar
Måske netop fordi, det kan være en svær størrelse at arbejde med, er der enighed blandt oplægsholderne om, at vi skal blive bedre til at opstille KPI’er og baselines og til at definere, hvor vi gerne vil hen. I hvert fald hvis målene skal implementeres i virksomheder og flettes ind i den politiske dagsorden.
Til en start kan man med fordel gøre aktivt brug af de 169 delmål som pejlemærker, men det handler også om at tage ansvar ved at kigge på, hvordan virksomhedens mål kan bindes sammen med verdensmålene.
Et eksempel på nogen, der har evnet det, er danske Novozymes:
– Vi er gået fra at tænke bæredygtighedsstrategi og forretning som to separate størrelser til at have én strategi: Verdensmålene er nu blevet hele Novozymes’ mål, lød det fra virksomhedens head of sustainability og public affairs, Claus Stig Pedersen.
Han forklarer, at Novozymes blandt andet gjorde det ved at smide alle mål ind i et ark og kigge efter sammenhænge mellem verdensmålene og Novozymes’ egne mål.
FN’S VERDENSMÅL ER BLEVET IN I DANSK FORSKNING
Selvom de er eksemplet på en virksomhed, der er nået ekstra langt, så kan samfundets parter godt være med. Ifølge professor Katherine Richardson skal vi starte med at spørge os selv, hvor vi gerne vil hen ude i fremtiden. For når vi sætter mål, så hjælper det, pointerer hun – men det kræver en ledelse og governance, der tager ansvar og driver arbejdet.
