RUC-forsker: – Det er altid min forskningstid, der bliver stækket

Mails fra universitetsstuderende, skoleelever og journalister, der har brug for hjælp og input til dette og hint. Møder om GDPR, corona og RUC’s kandidatreform. Kollegaer, der ønsker indsigt i sociale medier. Forespørgsler om bogbidrag, foredrag og interviews.

Opgaverne er mange – og mangeartede ­– for Mads Kæmsgaard Eberholst, der er studielektor i journalistik på RUC. Og så har vi ikke engang nævnt selve undervisningsopgaven og den store administrationsopgave, der er forbundet med at være underviser for cirka 200 studerende og have ansvaret for tre fag.

Læs også: Sig nej – uden at sætte karrieren over styr

Samtidig forsøger Mads Kæmsgaard Eberholst hver dag at finde tid til et andet område, han også brænder for: forskning i medier.

– Jeg drukner i arbejdsopgaver. Mon ikke alle danske forskere og universitetsansatte kan genkende den problematik i dag, siger 42-årige Mads Kæmsgaard Eberholst.

Taler ikke om problemet

Science Report har talt med Mads Kæmsgaard Eberholst med det formål at høre, hvordan han som yngre forsker jonglerer sin forskning med de administrative opgaver.

For i artiklen ’Sig nej – uden at sætte karrieren over styr’ lyder det fra erfarne forskere, at specielt yngre forskere er i farezonen for at arbejde sig i knæ i bestræbelserne på at få gang i karrieren.

– Siger forskere fra, siger de aldrig fra, kun til den ene opgave. De siger nej over for det miljø, der har stillet opgaven. De siger fra til et netværk. Og så skal de bygge et nyt netværk op. Mindre dramatisk: Siger forskere fra, fordi en opgave ikke lige passer dem, skal de vide, at de som lavstatus forskere – de unge – ikke får en højstatusopgave næste gang. Hvorfor satse på en forsker, der sagde nej til en driftsopgave? siger Einar Baldvin Baldursson, lektor i psykologi med speciale i arbejdspsykologi på Aalborg Universitet, i artiklen.

Undervisningspligten fylder

Mads Kæmsgaard Eberholst har undervisningspligt i 80 procent af sin arbejdstid. De resterende 20 procent er reserveret til forskning. Da forskningstiden netop er så begrænset, forsøger Mads Kæmsgaard Eberholst selvfølgelig at værne om den.

Let er det ikke.

De mange administrative opgaver, som er forbundet med undervisningen, skal jo løftes. Og det uanset, hvornår de lander på Mads Kæmsgaard Eberholst bord eller i hans indbakke, fortæller han.

Læs også: Sådan trænger du igennem til politikerne

Samtidig er undervisning, og dens dominerende rolle i forhold til forskning, ikke et emne, der kalder på åbenhed og dialog med forskerkollegaer og ledelse:

– Der er ikke nødvendigvis så meget goodwill i at være en dygtig underviser. Men der er meget goodwill i at være en forsker, der henter mange forskningsmidler hjem. Vi snakker ikke så meget med hinanden om de tidskrævende arbejdsopgaver, der ligger uden for forskningsarbejdet, Mads Kæmsgaard Eberholst.

Gør sin arbejdsdag længere

Til spørgsmålet om, hvorvidt 80/20-fordelingen fungerer for ham i praksis, svarer Mads Kæmsgaard Eberholst “nej”. Fordelingen er snarere 100 procent undervisning, administrationsopgaver plus det løse.

– Jeg ligger det meste af de 20 procent til forskning uden for almindelig arbejdstid. Det er jeg nødt til. Fr det er umuligt for mig at løse administrationsopgaverne og alle de udefrakommende ting, jeg også skal tage mig af, inden for de 80 procent, der er sat af til alt dét, der ikke handler om min forskning.

Med andre ord forlænger Mads Kæmsgaard Eberholst ofte sin arbejdsdag for at nå at forske.

– Det skaber frustration, når jeg ser min arbejdsbunke vokse til en størrelse, jeg ikke har en chance for at komme i bund med. Det er ikke hensigtsmæssigt, men det er sådan, det er. Heldigvis kan jeg godt lide at forske.

Ingen hjælp at hente

En del af grunden til, at Mads Kæmsgaard Eberholst har fået så meget at se til er, at der ikke længere er en sekretær tilknyttet hans institut. Det administrative arbejde, sekretæren udførte for eller i samarbejde med de ansatte på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, står forskerne nu selv for. 

– Tidligere kunne jeg stille mig ved sekretærens skrivebord og finde datoer, klargøre kurser, taste en eksamen og så videre. Nu skal jeg ind i min mailboks og finde mine mange stjernemarkerede mails med opgaver, jeg skal følge op på. Og så ryger der noget i farten, indtil der kommer en administrativ medarbejder og siger, at jeg er bagud. Og så ruller den derfra, siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Vil nødigt gå glip af noget
Mads Kæmsgaard Eberholst var tidligere ansat som studielektor på åremål, men i år blev han fastansat. Med tiden har han lært at skrue ned for sine ambitioner i et forsøg på at få sin arbejdsdag til at gå op.

– Vil jeg løse alle opgaver til UG med kryds og slange, løber jeg tør for tid ekstremt hurtigt. Derfor har jeg lært at skrue ned for især det administrative pres. Jeg behøver ikke at sende en formfuldendt mail hver gang eller skrive et perfekt referat. Mindre kan gøre det.

Læs også: Coronakrisen har sat en ny kurs for det gode arbejdsliv

Mads Kæmsgaard Eberholst kan dog stadig have svært ved at navigere i sine mange og mangeartede arbejdsopgaver. Men han er blevet bedre til at sige nej – selv om ordet ofte kommer med en pris.

 –­ Når jeg siger nej til en opgave, jeg ikke skal løse, har det altid en konsekvens. Jeg vinder forskningstid, men jeg mister også muligheden for at opleve noget spændende. På grund af tidsnød har jeg for eksempel sagt nej til at deltage i udvalg, der skulle kigge på digital understøttelse af undervisningen på et tvær-institutionelt plan. Lidt firkantet sagt ville et ja have styrket min interne position som en, der ved noget om digitale medier. Videns-prestige præger langt hen ad vejen den måde, jeg og de fleste andre på et universitet navigerer på, siger han.

Savner du mere tid at forske i?
– Det tror jeg, alle forskere i universitetsverdenen vil svare ja til. Men jeg vil alligevel sige nej. Det, jeg især ønsker mig, er mindre af udenoms-administrationen. For det ville give mig mulighed for rent faktisk at forske i den tid, jeg har reserveret til dét. Det er min forskningstid, der bliver stækket hver eneste gang, der kommer noget nyt og mere, jeg skal forholde mig til, svarer Mads Kæmsgaard Eberholst og fortsætter:

– Det er et blevet et arbejdsvilkår at skulle navigere i en stor arbejdsbyrde og tilrettelægge min tid.

Selvtilrettelæggelse er en opgave, jeg er nødt til at evne. Der kommer ikke en anden og gør det for mig. Og det nytter ikke noget at brokke sig over det. Jeg kan derfor lige så godt forsøge at holde overblik og løse mine opgaver, så godt, jeg kan.