Selvoptimering gør dig hverken lykkelig eller til en overmenneskelig maskine

Skridttællere, hjertebanken, antal kalorier, seksuel performance, humør og søvnmøsntre. Alt kan kvantificeres, eller bliver forsøgt kvantificeret i jagten på konstant at optimere os selv.

Men gør det os lykkelige, til super magtfulde menneskemaskiner eller tværtimod viljeløse slaver i et præstationssamfund?

Det besvarer antropolog, lektor og forsker Dorthe Brogaard Kristensen i det seneste afsnit af podcastserien ’Mit Store Spørgsmål’.

Det gør hun på baggrund af fem års studier i de mennesker, der dyrker selvoptimering og løbende kvantificerer, måler og evaluerer deres egne kropslige præstationer ved hjælp af de digitale muligheder i smartphones, wearables og apps.

Hun har undersøgt om de holder ved, hvad de får ud af det, eller om de levede op til fordommene om overmenneskelige menneskemaskiner.

Selvrefleksion: Kontrolslave eller overmenneske

-Ligger magten hos maskinen eller mennesket? spørger Dorthe Brogaard Kristensen. Hun har selv fundet svaret gennem de fem års studier af optimeringsfællesskaber både indenfor sygdomme, crossfit og gruppen “quantified self“, der samler personer omkring selv-tracking.

Hun har ikke fundet et eneste eksemplar, der levede op til fordommene om at blive et poleret overmenneske. Hun har til gengæld afsløret store sårbare selvrefleksioner, eksperimentelle helbredsfællesskaber og normalisering af tracking.

Fælles for de talbegejstrede og optimeringsentusiaster er, at de udvælger specifikke områder i sin hverdagspraksis og eksperimenterer derudfra med konkrete parametre fra kost, antal skridt, søvn og træning.

Læs mere: Overvågning giver videnskabeligt gennembrud i menneskelig adfærd

Uanset området så ende alle sammen i en refleksionsfase, fortæller forskeren:

-Efter periode blev de trætte og ramte muren. De bliver overvældet eller ligeglade og begynder at reflektere over tallene. Hvem gør jeg det for, og gør det livet bedre?

Der er nemlig ikke en perfekt dosis til at blive mest muligt effektiv. På den måde bliver tracking eksperimenter til selvransagelse, hvor der bliver sat stort spørgsmålstegn ved selvoptimering og lykke.

-De konstaterede, at de overhovedet ikke blev gladere, og at livet ikke blev bedre. De opgav og fandt ud at, at nu handler det om et godt liv, siger hun og fremhæver, at det også gælde de store bodybuilders.

-På den måde er vores studie blevet et korrektiv til hele den sociologiske litteratur, der beskriver fænomenet ud fra en kritisk diskurs, hvor selvoptimering er noget, vi bliver pålagt af forbrugersamfundet. Men der viser sig at være en indbygget robusthed i mennesker til at modstå disciplinering, eller til at gøre det på en måde hvor de sætter deres egen agenda, fastslår Dorthe Brogaard Kristensen.

Eksperimentelt helbredsfællesskab

Der var dog en gruppe, hvor selvoptimering var mere end en fase til refleksion: Gruppen af personer med kroniske helbredsproblemer.

De har et helt konkret mål med deres selvmåling – nemlig at tage magten over og håndtere deres allergi eller autoimmune sygdomme som for eksempel lupus. De tracker mad, søvn, væske og så videre for at finde ud af, hvad der trigger deres anfald, forklarer Dorthe Brogaard Kristensen.

Læs mere: Mikroskopisk orm kan gøre os klogere på os selv

Her er tracking til selvoptimering gennem eksperimenter og fokus et middel til et løsninger og et bedre liv med færre symptomer frem for en drøm om at blive supermenneske.

Selv-tracking og -optimering bliver i den konktest et inspirations fællesskab, der deler erfaringer og bliver mere end en fase eller konsekvens af præstationssamfundets og forbrugerismens pres.

Hør mere om nuancerne og de konkrete erfaringer i hele afsnittet. Lyt med her.