Flere danske forfattere er aktuelle med romaner om kvinder, der har bidraget til videnskaben.

Seismologen Inge Lehmann og zoologen Marie Hammer er hovedperson i hver sin roman af henholdsvis Lotte Kaa Andersen og Eva Timm. Begge romaner er udkommet for nyligt.

– Min roman er skrevet på undren og nysgerrighed over, at der ligger en stor historie om et dansk geni, som vi ikke kender, siger Lotte Kaa Andersen. Hun er forfatter til den biografiske roman om Inge Lehmann ved navn ‘Den inderste kerne’.  

Når langt ud

På Niels Bohr Instituttet har Helge Stjernholm Kragh, professor i videnskabshistorie, lagt mærke til tendensen, at kvindelige forskere bliver gjort til genstand for opmærksomhed. 

– Indenfor international videnskabshistorie har der de sidste 20-30 år været en meget stærk tendens til at afdække kvindehistorie inden videnskab, siger Helge Stjernholm Kragh og tilføjer:

-Ikke særligt mange er glemte i dag.

Helge Stjernholm Kragh har selv læst de to nye romaner om videnskabskvinderne og hilser det som videnskabshistoriker velkommen, når forfattere skaber skønlitteratur ved at blande fiktion og virkelighed.

Læs også: KU tager første skridt mod at beskytte forskere i den offentlige debat

– Den slags romaner når et publikum, som ikke ville drømme om at beskæftige sig med lærd videnskabshistorie, så jeg vil kalde det en gave til videnskabsformidlingen, siger Helge Stjernholm Kragh.

På en piedestal, hvor de ikke hører hjemme

Professoren synes at både ‘Den inderste kerne’ af Lotte Kaa Andersen og ‘Kvinden der samlede verden’ af Eva Tind er gode og velresearchede bøger, men han synes, at kvindernes bedrifter bliver overdrevet, især når medierne omtaler bøgerne.

– Kvinderne er blevet hevet op på piedestaler. Og nogle gange også på piedestaler, hvor de ikke skulle stå, siger Helge Stjernholm Kragh.

Inge Lehmann (1888-1993) var en dansk seismolog, der er i 1936 argumenterede for, at Jorden har en fast indre kerne. Den tanke skabte stor debat i videnskabskredse, men alligevel kom der til at gå mange år, inden hun blev anerkendt for sin opdagelse.

Helge Stjernholm Kragh mener, at Lehmans konklusion var vigtig, men at hun kom frem til en hypotese, som ikke var underbygget. 

Læs også: Danske Universiteter tager rankings seriøst, men det bør de ikke, mener forskere

– Hun kunne ikke konkludere, at der var en indre kerne. Og det gjorde hun heller ikke. Hun sagde, at der måske var en indre kerne, siger han. 

Zoologen Marie Hammer, som er blevet romanfigur i ‘Kvinden der samlede verden’, spillede en rolle i, at teorien om kontinental fremdrift blev anerkendt.

Helge Stjernholm Kragh mener, at det er en problematisk tendens til at udnævne folk til genier. I hans optik bliver ingen et geni af at sidde alene med sin blyant, sin passer og sin lineal i sit sommerhus i starten af 1900-tallet og komme frem til, at planeten er anderledes bygget op, end man hidtil har troet. 

– Det er sådan noget, videnskabsfolk gør rutinemæssigt, siger Helge Stjernholm Kragh.

Det personlige som anker

Med Inge Lehmann som anker har forfatter Lotte Kaa Andersen gennem breve og fotografier og en dagbog undersøgt starten af 1900-talllets naturvidenskabelige miljø omkring Københavns Universitet i en tid, hvor fakultet var en herreklub, hvor Inge Lehman skulle forsøge at skabe sig en karriere og skabe sig et navn.

Det er blandt andet sket ved, at Lotte Kaa Andersen har fået privilegeret adgang til Inge Lehmanns familiarkiv, og de 32 store brune kasser, der står på Rigsarkivet, med hele Inge Lehmanns faglige korrespondance. 

– Videnskaben er lidt et lukket miljø for de fleste af os. Jeg tror, det er en verden, som interesserer mange af os, men den kan være svær at trænge ind i, siger Lotte Kaa Andersen

Læs også: Ny programdirektør i Lundbeckfonden vil trække de bedste forskere til Danmark

Inge Lehmanns faglige korrespondance var gemt i en stor grøn lakkomode, som hun testamenterede til en kollega ved navn Erik Hjortenberg. Erik Hjortenberg hjalp Inge Lehmann med at skrive hendes sidste videnskabelige artikel, da hun var 99 år gammel. Oprindeligt var meningen, at Erik Hjortenberg skulle have sendt grønne lakkommode videre til Rigsarkivet, ved Inge Lehmans død. Men det var først, da Erik Hjortenberg selv døde i 2015, at hendes faglige korrespondancer fandt vej til Rigsarkivet.

– Han var en stor beundrer af hende. Jeg tror, at hendes grønne kommode var som en fyldt skattekiste for ham, som han ikke nænnede at give slip på, siger Lotte Kaa Andersen.  

Køn har en lille rolle

Køn spillede en større rolle for Inge Lehmann end det gjorde for Marie Hammer, vurderer Helge Stjernholm Kragh. Marie Hammer tager i sin selvbiografi eksplicit afstand fra feministisk videnskab, fortæller han. 

– Hammer havde den i denne henseende fordel, at hun var gift med en mand, der selv var forsker, siger Helge Stjernholm Kragh og fortæller, hvordan Marie Hammer via forbindelsen sin mand havde let ved at skaffe sig rejsestipendier, så hun kunne dyrke sin forskning. 

Lehmann var ikke universitetsansat. Hun havde nogle ansættelsesforhold, der gjorde, at hun kun kunne arbejde på sin forskning i sin sommerferie og i sin fritid. 

Læs også: Innovationsfonden tilføjer grøn insider til bestyrelsen

Siden Inge Lehmanns grønne lakkomode landede på Rigsarkivet i 2015, er hendes navn lydt igen og igen. Der er kommet et Inge Lehmann-program, og i 2017 kom der et monument af hende ved siden af Niels Bohr på Vor Frue Plads i København. I 2019 kom teaterstykket ‘Jordens Indre’ med Iben Hjejle i hovedrollen, og der er et videnskabshistorisk værk og en film på vej. 

Romanen er ideel til at undersøge og udfolde et miljø samtidig med at, at man bliver underholdt og lærer noget, mener Lotte Kaa Andersen. Forfatterens og forskerens rolle ligner ifølge hende hinanden.

– Hvis ikke vi graver disse kvinders historier frem, kommer vi ikke til at referere til dem, og så bliver de ikke en del af vores erfaring. Jeg tror, at litteraturen og romanen kan være til at sætte en dagsorden for, hvad vi taler om, og hvem vi taler om. Inge Lehmanns historie er for stor til at ligge gemt i en grøn lakkommode på et loft inde på Rigsarkivet, siger Lotte Kaa Andersen.