1500 forskere i opråb til politikerne: Sådan står det til på de danske universiteter

Rettelse: Da vi offentliggjorde brevet fredag d. 3. juni var ca. 550 forskere medunderskrivere. Det tal er nu vokset til over 1500.

Kære partiledere samt forskningspolitiske ordførere fra alle folketingets partier

Det er på tide, at vi fortæller jer, hvordan det står til på universiteterne, og hvilke vilkår idéudviklingen underlægges i dag.

Vi henvender os til jer fra en position af ydmyghed, da vi er bevidste om og taknemlige for det privilegium, det er at få mulighed for at arbejde med forskning.

Dermed følger imidlertid også et ansvar for at gøre opmærksom på forskningsvilkårene i Danmark. Når forskere de seneste år har skruet op for kritikken af forskningens aktuelle vilkår samt den enstrengede ledelse på danske universiteter, er det sket ud fra en omsorg for det samfund og den tid, vi lever i.

Vi er i en tid, hvor vi har brug for de gode idéer mere end nogensinde: vi har en rædselsfuld og uretfærdig krig i Europa, en økonomisk krise, der hamrer på døren og en klimakrise, som allerede er indtrådt.

Forskere er per definition idealister: mennesker der er drevet af deres idéer og som elsker idéerne for deres iboende værdi.

Vi ved, at én idé kan ændre samfundet til det bedre, og at alt, hvad vi siger og foretager os som både individer og samfund, starter med en idé.

Derfor er det afgørende at se på, hvordan vi forbedrer vilkårene for forskningen og idéernes arnesteder i Danmark.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå at miste afgørende tid og manøvrerum i forhold til de udfordringer, vi står overfor.

Forskningsfrihedens generelle tilstand og behov for et eftersyn:

Forskningsfrihed er grundlaget for idéudviklingen på universiteterne og det er forskningsfriheden, som sikrer en optimal udnyttelse af det individuelle og fælles potentiale, som findes i forskningsverdenen.

De senere år har der været stigende kritik af manglen på sikre rammer for forskningsfriheden i Danmark. Der hersker imidlertid også forskellige opfattelser af, hvad begrebet indebærer og hermed forskellige opfattelser af, hvilke rammer der skal til for at sikre forskningsfrihed.

I Norge har man taget problematikken alvorligt og systematisk undersøgt vilkårene for den frie forskning, hvilket har ført til konkrete politiske anbefalinger.

Læs også: De 120 vidnesbyrd fra kampagnen #pleasedontstealmywork

Vi ser samme behov i Danmark og anbefaler derfor, at man fra politisk hold nedsætter en kommission med mandat til at undersøge forskningsfrihedens vilkår i Danmark samt at pege på de ændringer, der skal til for at forbedre disse.

En undersøgelseskommission skulle i et eftersyn af forskningsfriheden på danske universiteter som minimum dels undersøge friheden til at vælge egne forskningsinteresser, dels lægge op til at sikre den akademiske frihed fra eksempelvis ekstern indgriben såsom direkte politisk eller erhvervsmæssig indblanding, der lægger bånd på forskningsområder og slår ned på evidensbaserede indspark i frie akademiske diskussioner.

Herudover er det også værd at se på forskerens frihed fra at skulle frygte for sine fremtidige muligheder i universitetsverdenen og for sin ansættelse. En sådan frygt er en mere indirekte strukturel udfordring understøttet af eksempelvis universitetsloven fra 2003 og en øget prækarisering af ansættelserne.

Friheden til at forfølge egne forskningsspørgsmål og vælge egne metoder er fuldstændig afgørende for den akademiske udfoldelse – herunder rum til at forfølge både anvendelsesorienterede og grundvidenskabelige stier.

Dén frihed har imidlertid langtfra optimale vilkår, da eksempelvis tiden til at bedrive forskning er presset af alle mulige andre tidskrævende opgaver, herunder opgaven med løbende at skaffe økonomiske midler til at forske for.

Både den enkelte forsker og det enkelte institut har stadigt mindre råderum til at prioritere de forskningsområder, man ud fra faglig indsigt vurderer som de vigtigste eller mest lovende, for puljer og strategier fra fonde og politikere sætter retningen, selvom det sker ud fra begrænset indsigt i de videnskabelige udviklinger.

Den seneste kampagne om forskningstyveri #pleasedontstealmywork bekræfter desværre ydermere, at det system, der skal sikre muligheden for en i sandhed fri og tillidsfuld deling af idéerne, ikke fungerer optimalt.

Det misforhold skal og må ændres, og potentialet hertil er til stede. Vi foreslår derfor, at en kommission undersøger rammerne for forskningsfriheden samt eventuelt den endnu bredere term den akademiske frihed i Danmark – og hernæst peger på forbedringer.

I det overordnede mål for at forbedre idéernes vilkår, samt sikre fuld udnyttelse af universiteternes potentiale, ser vi samtidig tre områder og behov, der er afgørende at tage fat på.

1) Behov for evaluering og revision af universitetsloven

Universitetsloven fra 2003 medførte, at Danmark i en international sammenligning med ét slag gik fra at have en meget decentral styring med stor medarbejderindflydelse til at have en af de mest enstrengede ledelsesmodeller i verden med nærmest ingen mulighed for kontrol eller balancering af ledelsen.

Selv store private virksomheder har til sammenligning flere balancerende ledelsesinstrumenter, der sikrer ansvarligheden indadtil og udadtil.

Forskningskulturer og praksisser udvikler sig i sagens natur langsomt, men nu har loven 19 år på bagen, og vi mener derfor at have myndighed til at gøre status over dens virkninger.

Vi har allerede undersøgelser, som peger på bekymrende forhold.

Her viser eksempelvis målinger af de videnskabelige medarbejders oplevede arbejdsvilkår en udbredt og stigende utilfredshed med faldende indflydelse, irrationelt tidsforbrug og meningsløs ledelse.

Undersøgelser fra Dansk Magisterforening viser, at 25 procent af forskerne ikke stoler på ledelsen, samt at 44 procent ikke føler, at de bliver involveret i beslutninger om forandringer.

Læs også: Mønstre af ledelsessvigt på danske universiteter

Samtidig udtrykker udenlandske og internationalt erfarne topforskere i stigende grad frustration over den danske universitetsvirkelighed.

Intern og selv konstruktiv kritik af ledelsen er mange steder en ekstremt farefuld færd at begive sig ud på, da den nye ledelseskultur og løsere ansættelsesvilkår nemt kan føre til repressalier samt den ultimative afstraffelse: en fyringsseddel.

Det har ført til en udpræget tavshedskultur, hvor mange ikke tør ytre kritik – som kunne være til organisationens bedste – og måske endda holder igen med virkelig alternativ tænkning.

Der må på langt sigt forventes en negativ effekt på forskningsmiljøernes kreativitet, hvis denne udvikling fortsætter. Det er derfor på tide at tage et grundigt kig på universitetsloven og overveje, hvordan man kan sikre en åben og tillidsfuld kultur, hvor tanker og idéer frit kan udtrykkes – hvad enten de går på interne organisatoriske dynamikker på universitetet eller er faglige i en ren forstand.

Det er nu muligt at foretage en evidensbaseret justering af universitets rammer samt hente udenlandsk inspiration, som tilbyder mange hybridformer for ledelse samt mindre tiltag, der let ville kunne indføres i Danmark og føre til en mindre topstyret ledelsesform med sand akademisk frihed for øje.

2) Flere basismidler til fri forskning og flere fastansættelser

Der har været en støt stigende andel af eksterne midler i forskningen, hvilket på mange måder er en positiv historie.

Samtidig har det dog medført et stagnerende basistilskud og en situation, hvor især ph.d.-studerende og postdoc’ere for størstedelens vedkommende er finansierede af konkurrenceudsatte midler, hvor politiske eller erhvervsmæssige interesser i mange tilfælde er afgørende for indkredsningen af forskningens emne.

Hermed begrænses de unges frihed til selv at stille de mest relevante og originale forskningsspørgsmål.

Ydermere bliver en stor del af basismidlerne bundet til at medfinansiere projekter, der er udvalgt af eksterne bevillingsgivere. Forskningens prioriteringer er derfor i langt højere grad drevet af kortsigtede politiske og erhvervsmæssige interesser frem for hensyn til langsigtede perspektiver.

Basistilskuddet til forskningen er det vægtigste instrument til at fremme de store idéer og den akademiske frihed.

En del politikere samt eksterne debattører har en fejlagtig tro på, at kontrol og hård styring af forskningen er nødvendig for at opnå værdi for pengene og nyttige resultater.

Heri ligger en skadelig mistillid til forskernes kreativitet og dedikation. Dyb kreativitet og dristige banebrydende idéer har svære vilkår i sådan en ramme.

De virkelig gode idéer udspringer ofte af forskernes hjertebørn, hvor forskerne i ren passion for emnet ender med at transformere deres idéer til indsigt af væsentlig betydning for samfundet.

Samtidig har øget tidsforbrug til hjemtagning af eksterne midler og efterfølgende administration af disse ædt af forskningstiden. De mange års omprioriteringsbidrag, et stigende antal universitetsstuderende og faldende taxametertilskud per studerende har desuden flere steder skabt udfordringer i form af underfinansierede uddannelser, hvor undervisning og vejledning fylder en endnu større del af forskernes arbejdstid.

Basismidler og hermed også større sikkerhed i ansættelserne er med til at skabe den ro, der er nødvendig til at sikre rammerne for dyb kreativitet og tankeudfoldelse.

3) Et generelt eftersyn af incitamentsstrukturerne for og finansieringen af forskningen

Konkurrence er på mange måder godt og opfordrer til, at man gør sig umage. Målene for, hvordan vi måler videnskabelig succes, og incitamentsstrukturerne for forskningen, har imidlertid ført til en række uhensigtsmæssigheder.

Vi har fået et system, hvor antallet af publikationer og citationer vægtes højere end originaliteten og kvaliteten af dem. Dette system fører til, at mange forskere fravælger high-risk/high-gain forskning – selvom det er her, de store nybrud faktisk er mulige.

Samtidig kræver man i højere grad (kortsigtet) værdi for pengene, hvilket alt sammen medfører, at man som forsker ofte vælger at forfølge det sikre frem for potentialerne, dvs. at man vælger at stille forskningsspørgsmål, hvor man kan opstille sandsynlige svarmuligheder på forhånd.

Det er for risikabelt tidsmæssigt at kaste sig ud i områder, hvor udfaldene og vejen til svarene er umulige at forudse.

Men da vores samfund står over for hidtil usete udfordringer, har vi mere end nogensinde brug for at følge stier, som ikke før er betrådt.

Finansieringen af forskningen har herudover ført til en højere grad af koncentration af midlerne til færre forskere. Altså større ulighed.

Læs også: Vi skal have et opgør med de horrible ansættelsesstrukturer

Man ved imidlertid, at en diversificering og decentralisering af midler, eksempelvis til yngre forskere, gavner udbyttet af forskningen.

På mange forskningsområder ville også mere erfarne forskere foretrække, at alle (som mange steder i udlandet) havde en mindre pulje af midler, frem for at man skal søge og derfor ofte er nødt til at opfinde større projekter, end man egentlig har interesse i. 

I en eventuel kommissionsundersøgelse af friheden til at forfølge forskningsinteresser, er det derfor afgørende at lave et grundigt eftersyn af incitamentsstrukturen for forskningen samt at se på eventuelle uhensigtsmæssige finansieringsmønstre i forskningen.

Fri forskning med plads til at træde et skridt tilbage

Vi har et ansvar som forskere i Danmark til at pege på de rette spørgsmål og ikke blot komme med de rigtige svar.

Forskning, hvor der både er frihed til anvendelsesorienteret og grundkritisk tænkning i samspil med hinanden, er dét, der udvikler og transformerer samfund og ikke blot bevarer status quo.

Det er derfor helt afgørende, at videnskaberne ikke begrænses udelukkende til en jagt på den hurtigste udførelse af en bestemt opgave uden plads til at træde et skridt tilbage og stille de store spørgsmål såsom ”Hvad er meningen?” eller ”Skulle vi se dette felt på en helt anden måde?”

Det var netop de spørgsmål Niels Bohr stillede for omkring 100 år siden ud fra en nærmest barnlig glæde ved at spørge ”Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?” til alt.

Svarene på spørgsmålene førte til en videnskabelig revolution, som lagde grunden til op mod 30 procent af bruttonationalproduktet i den vestlige verden.

Bohr skabte et forskningsmiljø i Danmark, som i sandhed trak de helt store tænkere til sig og jo mærkeligere spørgsmålene var, desto bedre.

I den forbindelse, sagde Bohr engang til Wolfgang Pauli efter dennes præsentation af sin nonlineære feltteori om elementarpartikler: ”Vi er alle enige om, at din teori er skør. Spørgsmålet, som splitter os, er om din teori er skør nok til at være sand?”.

Tænk hvis vi i Danmark kunne skabe et sådant miljø igen!

Sæt forskningen fri.

/Forskere i Danmark

Få et overblik over alle Science Reports artikler om forskningstyveri her.

---