Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Samfund

Danmark lander Open Access-aftale med forlagsgigant

Aftalen med Elsevier er den første i Danmark, der sikrer gratis og umiddelbar adgang.

De videnskabelige forlag driver en god forretning, mens statskassen må betale dyrt for, at forskerne kan få adgang til de videnskabelige publiceringer. Foto: iStock.

Efter en intensiv forhandlingsproces har Danmark indgået en aftale med forlagsgiganten Elsevier om øjeblikkelig og gratis læseadgang til danske forskningspublikationer, også kaldet for Open Access.

Det oplyser Danske Universiteter i en pressemeddelelse. 

– Det er godt for dansk forskning, at vi er nået frem til en løsning, som sikrer øjeblikkelig Open Access til de danske universiteters udgivelser i Elsevier-tidskrifter samt mulighed for publicering uden merberegning, udtaler rektor for Københavns Universitet, Henrik Wegener, som har repræsenteret universiteterne i forhandlingerne.

– De videnskabelige tidsskrifter spiller en vigtig rolle i forskningskredsløbet. Derfor er det vigtigt, at samarbejdet med forlagene foregår på vilkår, som vi kan være tilfredse med, tilføjer Henrik C. Wegener. 

Aftalen gælder fra 2021 til 2024 og giver blandt andet permanent adgang til 75 procent af Elseviers tidsskrifter. På den måde kan institutioner selv udvælge den del, der vurderes mest værdifuld, også efter kontraktens udløb.

Til gavn for samfundet

“Universiteternes forskning er til gavn – ikke til profit. Vi vil derfor arbejde for, at adgangen til de danske universiteters forskning bliver så åben som muligt, så forskningen frit og uhindret kan komme samfundet til gavn”. 

Sådan lød det i et debatindlæg på Science Report i oktober 2020, da Det Kgl. Bibliotek, på vegne af de danske universiteter, indledte forhandlingerne med Elsevier.  

Der har længe været kritiseret, at en stor del af den samlede globale forskning ligger låst bag kommercielle betalingsmure, hvor de videnskabelige forlag både tjener penge på publicering og på at give læseadgang. Der har i de seneste år været flere forsøg på at gøre op med forlagenes forretningsmodel. Ifølge Danske Universiteter er den danske aftale med Elsevier et stort skridt videre i indsatsen for større åbenhed i forskningen.

– Covid-19-pandemien er det seneste eksempel på, at globale problemer løses bedst, når vi nemt kan dele forskningsresultater på tværs af sektorer og landegrænser. Her er det nuværende system sårbart, udtaler uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Elsevier, der er én af de største udgivere af videnskabelige artikler, er kendt for kun i meget lidt grad at ville imødekomme universiteternes ønske om Open Access.

Pilot-aftale med Norge

– Vi har ikke tidligere set nationale konsortier opnå en aftale om øjeblikkelig adgang uden merudgift og publiceringsloft. Vi håber, at det danske forhandlingsresultat kan skabe præcedens for både kommende danske og europæiske forhandlinger med andre forlag, så vi kan komme endnu længere i indsatsen for mere åben forskning, udtaler vicedirektør Kira Stine Hansen, Det Kgl. Bibliotek.

I 2019 indgik Norge som de første en to-årige pilot-aftale med Elsevier, som gav syv norske universiteter og 39 forskningsinstitutioner adgang til mere end 16 millioner artikler fra 2.500 tidsskrifter udgivet af Elsevier. Samtidig kan norske forskere udgive artikler med Open Access, ifølge pressemeddelelsen fra Elsevier.

I Danmarks Nationale Strategi for Open Access er målsætningen, at der fra 2025 og frem er uhindret, digital adgang til alle fagfællebedømte forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner.

Læs også: Forskningsartikler udgives i strid med Danmarks strategi.

Forude venter nu forhandlinger med en række øvrige store forlag, imens aftalen med Elsevier løber de næste fire år. Det anslås, at aftalen samlet set vil medføre en besparelse på de danske udgifter til Elsevier, oplyser Danske Universiteter. 

Science Report har tidligere afdækket, at Danmark samlet set bruger 300 millioner skattekroner om året på tidsskriftslicenser. Tallet stammer fra en analyse lavet sidste forår af Danmarks Elektroniske Fag- og forskningsbibliotek og dækker universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, gymnasier & hf, øvrige ungdomsuddannelser og voksenuddannelsescentre tilsammen.

Læs mere om aftalen på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

Forsiden lige nu:

Forskningsmagten er blevet placeret i skødet på fondene

I SPORENE PÅ MAGTEN. Staten har svigtet som forskningspolitisk anker og finansierende myndighed. Særligt de erhvervsdrivende fonde udfylder tomrummet med mere produkt- og patentorienterer forskning, vurderer magtforskere.

I vesten forsker vi mest i egen navle – det former vores forståelse for verden

Et nyt studie fra SDU viser, at vi har et skævvredet billede af verdens plantedata, fordi den fortrinsvis er indsamlet i og af rige lande, hvilket gør os mindre modstandsdygtige over for klimaforandringernes effekter. Det er et eksempel på et større problem med en strukturel, global ulighed akademia, mener forskere fra DIIS.

Ny evaluering viser stor tilfredshed med GTS-institutterne

GTS-institutternes tilbud til dansk erhvervsliv skaber værdi for alle typer af virksomheder, viser en ny evaluering, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen står bag. Særligt yder institutterne et vigtigt bidrag til en grøn omstilling.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.