Corona-nedlukningen har haft adskillige negative konsekvenser for mange unge forskere. Det viser en rundspørge blandt mere end 2.000 ph.d.-studerende foretaget af Dansk Magisterforening.
De fleste ph.d.-studerende mener, at de har mistet mellem to og tre måneders forskning som følge af nedlukningen, og halvdelen af de adspurgte vurderer, at de vil være nødsaget til at skrive deres ph.d.-afhandling på kortere tid.
Den klare udmelding fra universiteterne har også været, at der ikke er penge til at forlænge alle, der er ansat i en tidsbegrænset stilling, herunder også postdocs og adjunkter, der er blevet forsinkede i deres forskning på grund af coronakrisen.
Læs også: Danske Universiteter: Der er ikke råd til at forlænge alle ph.d.er.
Flere ph.d.-studerende oplever derfor, at de lige nu har valget mellem enten at arbejde gratis for at indhente den tabte tid, eller at gå på kompromis med kvaliteten i deres projekt, hvilket kan få stor betydning for fremtidige jobmuligheder.
Argumentet om, at ‘jamen du mangler jo kun den allervigtigste del’, tror jeg ikke ville gå andre steder
En af dem, der indtil for nylig har stået i det dilemma, er Anton Grønne Kühl, der er ph.d.-studerende på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Efter planen skulle han aflevere sin ph.d.-afhandling den 11. juli, men da han ikke har mulighed for at blive forlænget, har han truffet en beslutning om ikke at færdiggøre sit projekt.
– Lige nu bliver jeg ikke klar til at aflevere den 11. juli, og jeg bliver pt. heller ikke forlænget i min ansættelse. Så jeg bliver nødt til at melde mig ud af ph.d.-skolen for at gå på dagpenge, og så må vi se, om jeg på et tidspunkt afleverer, siger Anton Grønne Kühl.
– Det er tre års forskning, jeg nok ikke kommer til at færdiggøre. Jeg har brugt to-tre år på at lave kompliceret grundforskning, og på at forstå emnet i detaljen. Det kommer jeg ikke til at publicere, uddyber han.
En principsag
Anton Grønne Kühl er langt fra ene om at have gjort sig de overvejelser. Ifølge DM’s rundspørge, er det op imod hver femte ph.d.-studerende, der overvejer ikke at færdiggøre sit projekt som følge af corona-pandemiens konsekvenser.
Det bekymrer DM’s formand, Camilla Gregersen:
– Det viser med al tydelighed, at coronanedlukningen har lagt et massivt pres på de danske forskningsmiljøer, siger hun og uddyber;
– Der er meget på spil, hvis der ikke fra politisk side kommer finansiering til, at ph.d.’er, post.doc’s m.fl. kan komme gennem krisen. Vi kan som samfund ikke tåle, hvis de unge forskertalenter bliver presset ud af forskningsmiljøet, fordi de er så uheldige at være i en midlertidig forskerstilling med en hård bagkant netop nu. Vi har brug for deres viden og forskning, så vi kan overkomme de store udfordringer, vores samfund står over for de kommende år.
For Anton Grønne Kühl er det “lidt en principsag”, at han ikke vil arbejde gratis for at kunne aflevere sin afhandling.
– Der er mange, der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare gør det, men jeg er meget kategorisk omkring, at jeg ikke vil arbejde gratis. I forvejen er jeg lønmæssigt bagud, hvis jeg sammenligner med mine medstuderende fra bacheloren og kandidaten, der tjener mere ved at arbejde i industrien, siger han og uddyber;
– Jeg har set min ph.d. som et job, ikke et studie. Hvis jeg arbejdede i et hvilket som helst firma, og jeg manglede at gøre noget færdigt på grund af corona, skulle jeg så arbejde gratis i flere måneder for at få det gjort? Argumentet om, at ‘jamen du mangler jo kun den allervigtigste del’, tror jeg ikke ville gå andre steder.
Den anskuelse deler Patrick Nørskov Pedersen, ph.d.-studerende på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, der stadig har godt et år tilbage i sin ansættelse.
– Jeg vil helt principielt ikke arbejde gratis. I hvilke andre fag, ville man acceptere at gøre det? Det synes jeg ikke, at nogen mennesker skal. Så jeg kan mærke, at det sidste år bliver et travlt år. Jeg er bange for, at det bliver et dårligere projekt, ligegyldigt hvor hårdt, jeg arbejder, siger han.
Brug for økonomi
Hvis man kan sende millioner og milliarder afsted til andre, kan man også godt hjælpe en helt forskergeneration
Corona-pandemien har især påvirket Patrick Nørskov Pedersens dataindsamling. De data, han har indsamlet i Jordan, har ikke kunnet blive sendt til analyse i København, da Jordan har været “i total lockdown”, forklarer han. Og det betyder, at han kommer til at publicere færre artikler end planlagt.
– Jeg tænker, at jeg nok skal få publiceret de minimum tre artikler, som er et krav, men det bliver ikke et lige så godt projekt, er jeg bange for. Og det får konsekvenser for mig i fremtiden som ung forsker, siger han, og pointerer i den forlængelse;
– Men det er vigtigt ikke at individualisere så stort et problem. Alle er blevet ramt på den ene eller anden måde.
Patrick Nørskov Pedersen har forståelse for, at Københavns Universitet, hvor han er ansat, ikke har mulighed for at forlænge de forskere, der er blevet forsinkede, da det risikerer at slå hul i universiteters økonomi.
Derfor, mener han, er den eneste løsning, at politikerne øremærker en hjælpepakke til forsker-forlængelser.
– Hvis man kan sende millioner og milliarder afsted til andre, kan man også godt hjælpe en helt forskergeneration. Hvis politikerne gerne vil slå sig op på, at Danmark er et sted, hvor man producerer skarpe hjerner, så klinger det hult, at man ikke vil finde penge til forlængelser, siger Patrick Nørskov Pedersen.
Det synspunkt deler mere end 700 andre forskere, der via en underskriftindsamling fra DM har opfordret til, at universiteterne får en økonomisk håndsrækning til at kunne forlænge dem, der har brug for det.
Da Anton Grønne Kühl fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning i slutningen af april fandt ud af, at der var blevet indgået en aftale om mulighed for forlængelse af forskerjobs, var han i første omgang optimistisk;
– Jeg tænkte, at det burde kunne lade sig gøre. Jeg fik også at vide, at jeg burde blive forlænget i to-tre måneder, men at der ikke er penge til det. Så nu bliver jeg nødt til at melde mig ud og søge et job, fortæller han.
Anton Grønne Kühl er dog fortrøstningsfuld omkring jobudsigterne, da det ikke er hans plan at fortsætte af den akademiske vej efter sit ph.d.-projekt – og han håber også, at en fremtidig arbejdsgiver vil gå mere op i de kompetencer og den viden, han har opbygget undervejs, end hvorvidt han får sin ph.d.-grad eller ej:
– Flere af mine kollegaer har spurgt, om jeg ikke kan færdiggøre min ph.d., imens jeg er på dagpenge og søger jobs. Men når jeg er på dagpenge vil jeg først og fremmest have fokus på at søge relevante jobs, og så må vi se, hvad der sker, afslutter han.
