Forskere skal bruge sociale medier varsomt

Facebook er fyldt med data, og er et effektivt værktøj til at få kontakt til forsøgspersoner.

For i en digital verden, hvor knap så mange som førhen læser aviser, er de sociale medier nemlig en direkte kanal til målgrupper, som ellers er svære at nå.

Men det er også et ingenmandsland, hvor man ikke altid kan vide sig sikker på, om man sætter sine forsøgspersoner i skudlinjen.

– Der er helt klart nogle etiske gråzoner ved at bruge Facebook til at finde forsøgspersoner, siger lektor på IT Universitetet i København, Lisbeth Klastrup.

Læs også: Digitale værktøjer i forskning: – Vi bør tale om de etiske hensyn

Hun forsker i brugen af sociale medier og har også selv brugt Facebook til at finde forsøgspersoner til forskningsprojekter.

– Jeg har nok også stået på den forkerte side, især før GDPR-reglerne blev indført, hvor vi ikke var lige så opmærksomme på for eksempel opbevaring af data, siger hun og fortsætter:

– Alle data, der kan henføres til vores identitet, skal man jo have tilladelse til at bruge. Så har man jo et problem på Facebook, hvis man har oprettet en gruppe i forbindelse med et forskningsprojekt. For når folk kommenterer inde i sådanne grupper, bruger de jo deres egen personlige Facebook-profil og kan ikke være anonyme.

Samtykke i blinde
Lisbeth Klastrup kalder Facebook for en “sort boks”, når det kommer til data, som gør det svært at opfylde forskningens samtykkekrav.

Når forskere arbejder med forsøgspersoner, arbejder de med begrebet informeret samtykke.

Forsøgspersonerne skal vide, hvad projektet handler om, hvad deres data skal bruges til, hvor og hvor længe det gemmes og så videre, så de er fuldt ud klar over, hvad de siger ja til.

Men kan være noget nær en umulig opgave på Facebook.

Læs også: Svend Brinkmann er på listen – er du?

– Vi ved reelt set ikke, hvad Facebook indsamler af data, selv om vi kan gå ind og krydse af, hvad vi vil se annoncer om. Vi ved heller ikke, om der kan ske af ændringer af services på sigt, hvor data, som måske ikke ser ud til at blive tilgængelige nu, kan blive det på sigt, siger Lisbeth Klastrup.

– Derfor kan der være tilfælde, hvor det faktisk er så svært at få fuldt informeret samtykke, at det bliver et samtykke i blinde, tilføjer hun.

Forskere risikerer altså, at komme til at kompromittere forsøgspersoner, selv om de har givet samtykke til, at forskerne bruger deres data i et forskningsprojekt.

Forskel på forskning

Det kan ifølge Lisbeth Klastrup sagtens give mening at bruge Facebook til at finde forsøgspersoner og at have et community i form af en gruppe på det sociale medie. Man skal bare være skarp på, om man passer godt nok på forsøgsdeltagerne.

– Man kan ikke helt opstille det samme sæt etiske regler for alle forskningsprojekter i verden. Det handler i høj grad om hvilken type forskningsprojekt, der er tale om, om sensitiviteten af de data, man indsamler, og om man kan lave et ordentligt informeret samtykke, hvor folk virkelig er klar over de potentielle konsekvenser, siger hun.

Hvis en forsker opretter en forskningsrelateret Facebook-gruppe, anbefaler hun derfor, at forskeren sørger for at lave en lukket, privat gruppe, som kun forskeren kan invitere til.

Læs også: Kræver ulovligt engangsvederlag tilbagebetalt

Det er også en god ide at tænke etik ind i gruppebeskrivelsen og blandt andet skrive, at alle medlemmerne i gruppen kan se, hvem de andre er og hvad du skriver – og ikke mindst at slette gruppen, når forskningsprojektet slutter.

– Man skal også være opmærksom på, at data om forsøgspersonerne ligger samlet hos en privat udbyder og ikke på en beskyttet server på et universitet, siger Lisbeth Klastrup og fortsætter:

– Derfor er man nødt til at tænke igennem, hvad konsekvensen kan være, hvis der kommer en trold ind. Kan man beskytte den her Facebook-gruppe lige så meget fra udefrakommende, som hvis det lå et andet sted?

Hiv forskningen ud

Hvis man vil være helt sikker på at styre uden om de etiske gråzoner på Facebook, lyder anbefalingen fra Lisbeth Klastrup dog, at forskerne flytter selve forskningen væk fra det sociale medie.

– Så snart man har rekrutteret de personer, man har brug for, så hiv resten af processen ud af Facebook, hvis projektet ikke specifikt handler om at observere for eksempel adfærd på sociale medier.

Det er netop, hvad professor i Sundhed i muskler og led ved Aalborg Universitet, Michael Skovdal Rathleff er begyndt at gøre.

Han har brugt Facebook som rekrutteringsværktøj i forhold til at finde forsøgspersoner til sine forskningsprojekter i en årrække og har både brugt personlige opslag fra sin egen profil, målrettede annoncer og Facebook-grupper knyttet til bestemte forskningsprojekter.

Læs også: På papiret ser det godt ud, men …

– Når man har en profil på Facebook, har man jo accepteret, at de for eksempel gemmer informationer om det, vi liker. Der ligger et ansvar hos Facebook og den enkelte bruger i forhold til at forholde sig til det. Men man kan ikke komme uden om, at vi også er en del af den interaktion, siger Michael Skovdal Rathleff.

Han fortsætter:

– Vi bør helt sikkert have en dybere snak om, hvordan vi forholder os til de potentielle etiske problemstillinger i, at der jo er nogle oplysninger tilgængelige for os, uden at vi har en konkret aftale om det, siger han.  

Etisk regelsæt

Det er Lisbeth Klastrup enig i. Derfor mener hun også, det vil være en god ide at lave et decideret dataetisk regelsæt, når det kommer til at bruge Facebook og andre sociale, kommercielle medier som værktøj inden for forskning.

Ikke alene for at have nogle retningslinjer, men også for at sætte gang den etiske dialog.

– Vi skal netop sætte gang i de etiske diskussioner mellem de forskere, der sidder med de her konkrete problemstillinger, så vi kan minimerer risikoen for at komme til at kompromittere forsøgspersonerne.

Det er ifølge hende ikke noget, der er et firkantet facit på.

– Som forsker afvejer du jo hele tiden hele, hvad det vil give dig af unikke, samfundsrelevante forskningsdata, som du ikke kan få på en anden måde, og i hvor høj grad det kan kompromittere dine forsøgspersoner. Det er et dilemma, vi som forskere hele tiden står i.