Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Kultur

Man skal aldrig lade en katastrofe gå til spilde

Katastrofer kan lære os, at forskere er forpligtet overfor sandheden, lyder det fra professor bag ny bog.

Kristian Cerdervall Lauta
Kristian Cedervall Lauta er prodekan ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og formand for Copenhagen Center for Disaster Research

Da et kraftigt jordskælv ramte Lissabon for mere end 250 år siden, skælvede ikke bare den portugisiske hovedstad. Katastrofen blev startskuddet til radikal ny og anderledes måde at tænke på i hele Europa. Det blev startskuddet til det, vi i dag kender som oplysningstiden, og jordskælvet var dermed med til at danne grundlag for den moderne videnskab.  

– Katastrofer har gentagne gange rystet ved videnskaben, fordi der er noget grundlæggende uretfærdighed, der kommer til syne. Det har brændstoffet til at sætte gang i en ny udvikling, siger Kristian Cedervall Lauta, professor i jura, katastrofeforsker og aktuel med bogen ‘Katastrofer og hvad de kan lære os om os selv’.

Katastrofens natur

I sin nye bog tager Kristian Cedervall Lauta læseren med til Haiti og forklarer, hvorfor jordskælvet, der ramte landet i 2010, var en større katastrofe, end det jordskælv der seks uger senere ramte Chile – på trods af, at jordskælvet her var 500 gange stærkere. I et hæsblæsende tempo sættes læseren ind i, hvad katastrofeforskningen viser om menneskets natur, og hvordan basale fejlslutninger om krisereaktioner fører til fatale politiske beslutninger og tab af liv, der kunne have været undgået. 

Jeg har ønsket at lave en slags best off katastrofeforskning

Med sin juridiske baggrund har Kristian Cedervall Lauta især en stor viden om katastrofers retslige efterspil, men bogen indeholder ikke snørklede juridiske betragtninger. Derimod er den en tour-de-force, gennem de mest pirrende ting juraprofessoren har lært om katastrofer over de seneste ti års studier af netop katastrofer – formidlet til et bredt publikum. 

– Jeg har ønsket at lave en slags best off katastrofeforskning, siger Kristian Cedervall Lauta. 

Jordskælv drikker man vin til

Det kan lyde forkert at ville det finde det sjoveste, kulørte og mest pirrende om katastrofer. Katastrofer er netop kendetegnet ved tab af menneskeliv og værdi, men det er netop ved at blive klogere på og dykke ned i katastroferne, at vi kan skabe den viden og rum for refleksion, som kan ruste os bedre til morgendagens kriser, mener Lauta. 

Læs også: Et problem, når tænkning er eneste strategi

En katastrofe, som har fyldt meget i professorens eget professionelle liv, og som han også mener, at det videnskabelige samfund bør tage ved lære af, er det jordskælv, som for nogle år siden ramte den italienske middelalderby L’Aquila. Byen var forud for skælvet ramt af lange serier af små jordskælv, men det var ikke de mange skælv, der førte til en katastrofe.

For at berolige befolkningen indkaldte de lokale myndigheder landets førende eksperter på området. De sagde, at den geologiske aktivitet ikke sagde noget som helst om sandsynligheden for jordskælv.

Læs også: Rapport kortlægger dansk forskningsrådgivning

På et efterfølgende pressemøde drejede borgmesteren og beredskabschefen forskernes ord til, at der ikke var nogen som helst sandsynlighed for jordskælv, men at det tværtimod var en favorabel situation, fordi der nu var en løbende frigivelse af energi. Beredskabschefen satte trumf på ved at anbefale, at man gik rystelserne i møde med et glas Montepulciano, den lokale rødvin. I stedet for at evakuere, som man normalt gør, når man bor i en jordskælvszone og mærker rystelser.

En sag mod videnskaben

En uge efter pressekonferencen blev blev L’Aquila fuldstændigt ødelagt af et kraftigt jordskælv. 300 mistede livet og over 1.000 blev alvorligt såret.

Læs også: Regeringsrådgiver: Politikerne har presset på for at få os til at gå lidt længere

Når katastrofen har fyldt meget i Kristian Cedervall Lautas professionelle liv, er det fordi, der opstod en strafferetssag efter det italienske jordskælv. En række af de overlevende og afdødes familier kunne efterfølgende berette, at de valgte ikke at forlade deres senge, som de almindeligvis ville have gjort, da de mærkede skælvet. De blev forsikret af landets førende eksperter om, at jordskælv i L’Aquila – dem kunne man drikke Montepulciano til. 

– Jeg har tidligere taget det kontroversielle standpunkt, at den sag gav mening. Det er et standpunkt, jeg har været ret alene om i perioder, fordi der er mange, der mener, at det er en sag mod videnskaben, siger Kristian Cedervall Lauta. 

De var i virkeligheden blevet brugt til at legitimere, at man løj for befolkningen

At retssagen fik betegnelsen en retssag mod videnskaben skyldes, at seks seks af de anklagede var professorer, og deres funktion var at rådgive den italienske regering – nærmere bestemt beredskabsstyrelsen – om risikoen for jordskælv. 

– Der er mange, der troede, at de var anklagede for ikke at have forudset jordskælvet. Men det, de faktisk var anklagede for, var ikke have fortalt, hvad de vidste. De var i virkeligheden blevet brugt til at legitimere, at man løj for befolkningen, siger Kristian Cedervall Lauta. 

Tråde til Danmark 

Sagen blev fulgt tæt i de videnskabelige kredse. Og der var international opmærksomhed omkring det. Retssagen førte til eftertanke i det videnskabelige miljø om forskernes lyst og evne til at rådgive stater i den slags situationer. 

Læs også: Kun få kvinder får chancen i international forskning, siger fondsdirektør

I den italienske Højesteret endte forskerne med at blive frikendt. Alligevel bør vi også i Danmark tage ved lære af sagen, mener Kristian Cedervall Lauta. Også selvom vi ikke bor i en jordskælvszone.

– Forskerne var hårdt instrueret i ikke at sige noget. På den måde vækker sagen mindelser om nogle af de sager, vi har i Danmark, hvor forskere har været stille om, hvorvidt deres videnskabelige legitimitet i virkeligheden er blevet brugt til noget, der ikke kan forsvares, siger Kristian Cedervall Lauta.

Du har altid en forpligtelse at fortælle, hvad du ved

Kristian Cedervall Lauta peger på, at der især er en lektie, vi kan lære af jordskælvet og den efterfølgende retssag i L’Aquila:

– Du har altid en forpligtelse at fortælle, hvad du ved. Vi har en forpligtelse overfor sandheden. Retssagen i L’Aquila viser, at hvis folk dør og kommer til skade, og vi som forskningsmiljø har været stille om vores viden, så kan ansvar diskuteres. Men hvis vi er åbne om, hvad vi ved, kan man stort set aldrig diskutere ansvar, og derfor har vi en offentlig forpligtelse til at fortælle, hvad vi ved som forskningsmiljø, siger Kristian Cedervall Lauta. 

Læs også: Tidligere professor: Forskningsfriheden er under pres

Argumentet for at forskere skulle fortie oplysninger og katastrofe eller krisesituationer skulle være for at undlade at skabe panik, men det er en fejlslutning, lyder det fra Lauta.

– Det er et beroligende faktum, at folk ikke løber rundt som hovedløse kyllinger i katastrofesituationer. Vi er faktisk rimeligt rolige, siger Kristian Cedervall Lauta. 

Kalkunens fejlslutningn

Forskningen viser, at vi lærer meget overfladisk af katastrofer. Og netop det mener Kristian Cedervall Lauta, at vi bør være opmærksomme på.

– Mange, mange studier, der er lavet af læring efter katastrofer, tegner et rimeligt nedslående billede, siger han.

Hvis der er skybrud, så lærer vi noget om skybrud, og nu hvor står i en epidemi, så laver vi en epidemilov, som er designet til at håndtere covid-19. 

Det værste, der kan ske under en krise, er ikke, at noget går galt, eller at nogen kommer til skade

– Det jeg prøver at invitere til i bogen, er at hvis vi skal blive et mere robust samfund i forhold til alle mulige kriser, så skal vi også turde stille spørgsmålet om, hvad covid-19 lærer os om at håndtere alle mulige kriser og ikke kun om at håndtere coronasygdom, siger Kristian Cedervall Lauta. 

Det arbejde skal både foregå på samfundsniveau, men bør også foregå hos os hver især, mener Kristian Cedervall Lauta.

– Det værste, der kan ske under en krise, er ikke, at noget går galt, eller at nogen kommer til skade. Det er det, der sker i kriser. Det værste er, at vi ikke lærer af det. For at lære kræver det, at vi hver især tør holde fast lidt længere, siger Kristian Cedervall Lauta.

Læs mere: DFiR: Debatten om forskningsfrihed er blevet afsporet

Han peger på, at trusselbilledet kan udvikle sig ekspotentielt på grund af de udviklinger vi ser indenfor globalisering, teknologi og videnskab. Vores tilgang til katastrofer er ligesom kalkunens tilgang til sin egen skæbne. Den er blevet fodret og plejet hver dag, så den har ingen forudsætning for at vide, at den pludselig skal slås ihjel, men vi må ikke være kalkuner, argumenterer Lauta:

– Kalkunens fejlslutning er jo i realiteten en tro på, at vi med meget stor sikkerhed kan slutte i morgen ud fra, hvad vi ved om i går. Noget af det, vi skal finde en balance i, er at kunne træffe valg om i morgen, som er effektive, og som bringer os videre, ligesom menneskeheden altid har kunnet. Men uden at låse os fast i en forestilling om, at det bliver præcis sådan, for fremtiden indeholder betydeligt mere usikkerhed end fortiden gjorde.

Katastrofer og hvad de kan lære os om selv’ af Kristian Cedervall Lauta, udgivet på People’s Press 2021.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.