Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Kultur

Ny bog vil lære dig kunsten at tale, så alle lytter

Tre elementer er helt centrale, når du vil tale, så alle lytter, siger forfatter bag ny videnskabeligt funderet guide i præsentationsteknik.

Nina Vinther Andersen har skrevet en bog om præsentationsteknik. Foto: Privat.

Måske du prøvet at sidde til et møde, hvor du pludselig har mærket blodet forsvinde fra hovedet, når oplægsholderen har tændt computeren og ladet tunge PowerPoint-slides tone frem. Energien siver langsomt ud af rummet. Folk bliver tomme i blikket. Du fisker diskret mobiltelefonen frem og tjekker, ja næsten håber, at der er tikket nogle e-mails ind, du kan svare på, så du mentalt kan slippe ud af situationen

Sådan indleder Nina Vinther Andersens sin nye bog ‘Kunsten at tale så alle lytter – En praktisk og videnskabelig funderet guide til storytelling’, som udkommer torsdag.

– Der er et enormt behov for, at folk lærer lave gode præsentationer, siger Nina Vinther Andersen.

Læs også: Medieudvikling giver ny plads til faglig formidling

Gennem mere end ti år har Nina Vinther Andersen undervist ledere og medarbejdere i især videnstunge organisationer i at holde præsentationer. Hun har selv en baggrund i statskundskab og journalistik, og så er hun trænet i public speaking og storytelling i USA.

Fyldestgørende er ikke bedst

Nina Vinther Andersen oplever, at akademikere typisk laver en grundlæggende fejl, når de holder præsentationer: De vil kommunikere fyldestgørende.

– Som modtager af budskabet er det mindst lige så vigtigt, at præsentationen er fokuseret, så dit publikums hjerner kan finde vej i informationen, siger Nina Vinther Andersen.

Læs også: Millionaftale skal sikre forskning til gavn for patienter

Når man som de fleste forskere besidder specialviden, kan det være en udfordring at vide, hvilke informationer, der skal skæres fra, så præsentationen bliver både fokuseret og fyldestgørende. Her fremhæver Nina Vinther Andersen tre elementer, der hjælper med dette:

For det første, at man bliver helt klar på sit budskab. For det andet, at man gør det budskab relevant for sit publikum. Og for det tredje, at man bygger sin præsentation op som en god historie.

– Det nytter ikke noget at planlægge en præsentation med et emne for øje. Et budskab er en påstand. Man bliver nødt til at vide, hvad man gerne vil oplyse modtageren om, inspirere til eller overbevise modtageren om, siger Nina Vinther Andersen.

I publikums sted

For at gøre sin præsentation relevant anbefaler Nina Vinther Andersen, at oplægsholderen bliver god til at sætte sig ind i sit publikums sted.

– Man skal tænke over, hvad ens publikum drømmer om, og hvad der holder dem vågne om natten. Dit publikum vil vide, hvad der er i det for dem, og det skal du besvare i din præsentation, ellers siver energien ud af rummet, siger Nina Vinther Andersen.

Læs også: De nordiske lande har bevilget milliarder til corona-forskning

Hun peger videre på, at forskere, som er gode til at få fondsmidler, netop er de forskere, som er gode til at sætte sig ind i modtagerens sted.

– Man bliver jo nødt til at vide, hvad fonden lever og ånder for og så målrette sin ansøgning til det. Det samme skal man gøre, når man holder oplæg for et andet publikum, siger Nina Vinther Andersen. 

Som den grimme ælling 

Nina Vinther Andersen arbejder professionelt med at lære sine kursister at bygge deres præsentationer op med fortælletekniske greb, som vi kender dem fra de gode historier.

Hun er selv oplært i at fortælle historier gennem journalistikken og ved at studere de store talere i USA. Med det in mente satte Nina Vinther Andersen sig for at undersøge, hvad videnskaben egentlig ved om historiers effekt. Derfor indeholder ‘Kunsten at tale så alle lytter – En praktisk og videnskabelig funderet guide til storytelling’ beskrivelser af flere studier, som viser, hvordan historier har en helt særlig effekt på hjernen, som andre fortælleformer ikke kan hamle op med.

Læs også: Universitets-institutterne vil have mere diversitet

I bogen gennemgår Nina Vinther Andersen blandt andet et studie fra den amerikanske professor i neuropsykologi Uri Hasson. Fra et laboratorium i Princeton University viste han, hvordan hjernen på fortælleren og lytteren af en historie samme måde lyste op under “samtalen”. Det betyder, at vi ikke bare hører en historie, men at vi oplever den. Ifølge Uri Hasson transporterer vi vores drømme, ideer og minder over i andre folks hjerner, når vi fortæller dem godt.

– Forskning viser også, at fortælletekniske greb får til lytteren til at slå sin kritiske radar fra, siger Nina Vinther Andersen. 

Få dit budskab ud over rampen

Det er helt centralt for at bruge fortælletekniske greb, hvis en oplægsholder vil have sit budskab ud over rampen, mener Nina Vinther Andersen.

Med fortælleteknik mener Nina Vinther Andersen, at man som minimum skal have en indledning, der får publikum på krogen, en rød tråd og en effektiv afslutning. 

– Når folk googler, hvordan de skal holde en god præsentation, bliver de fortalt, at de skal huske at holde pauser, huske at tale højt og langsomt og tydeligt, og at du ikke skal have for mange tal på dine slides. Men det er jo vitterligt ikke det, der giver en god præsentation, siger Nina Vinther Andersen og tilføjer: 

– Det giver en god præsentation, at du får folk interesserede i det, du siger.

Giv noget af dig selv

Når Nina Vinther Andersen holder kursus, lægger hun nogle gange ud med at sige, at kursisterne nu vil opleve kold akademisk afvaskning. De bliver nødt til at fralære sig nogle af de ting, som de lærte på universitetet for, at deres kommunikation kan blive mere effektiv. Hun oplever, at der bliver taget godt imod hendes råd.

– Der er jo ikke nogen, der ønsker at stille sig op, og så mærke energien forlade lokalet. Og det er lige præcis smerten ved den erkendelse, der gør, at de gerne vil lære at præsentere på en anden måde, siger Nina Vinther Andersen.

Læs også: Videnskabernes Selskab advarer mod politisk styring af dansk forskning

I ‘Kunsten at tale så alle lytter’ giver Nina Vinther Andersen bud på forskellige fortælletekniske modeller, som man kan bruge til at bygge sin præsentation op. Et godt sted at starte er ifølge Nina Vinther Andersen at fange publikum fra første færd. Det kan for eksempel være ved at ridse overraskende fakta op, stille publikum et retorisk spørgsmål eller fortælle en relevant anekdote.

– Hvis du vil overbevise nogen om noget, så skal du selvfølgelig komme med al din forskning, men først er du nødt til at vise publikum, at du er værd at lytte til. At du vil publikum det godt.

Nina Vinther Andersen anslår, at man typisk skal have 20-30 anekdoter for at finde to-tre, der virkelig fungerer. Hun anbefaler, at man skriver anekdoterne ned, når de dukker op, for det er svært for hjernen at komme frem med dem på kommando. Dernæst bør man teste dem på en person, som man har tillid til.

– Man kan ud fra folks reaktion aflæse, om det er noget, der fungerer. Folk lytter bedre til dig, hvis de har en fornemmelse af dig som menneske, siger Nina Vinther Andersen. 

Kunsten af tale så alle lytter – En praktisk og videnskabelig funderet guide til storytelling af Nina Vinther Andersen, udkommer på Frydenlund 27. maj.

Forsiden lige nu:

Sådan tiltrækker du forskningskonferencer

De færreste forskere ved, hvordan man tiltrækker konferencer, selvom de betyder meget for både værtsforskerens karriere og universiteters evne til at hente udenlandske topforskere.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.