Videnskabernes Selskab advarer mod politisk styring af dansk forskning

Præsidiet i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab advarer mod politisk styring af dansk forskning.

– Vi har stor respekt for, at det er politikernes ret og pligt at have prioriteter. Men når det er sagt, så er det afgørende, at vi ikke ender med et tunnelsyn på forskningen, hvor bredden i dansk forskning kan gå tabt, og vi risikerer, at der opstår huller i vidensamfundet, lyder det samlet fra alle medlemmer af præsidiet.  

Præsidiet forholder sig til Science Reports serie ’Hvad vil politikerne med forskningen?’, hvor Folketingets forskningsordførere fortalte om partiernes visioner for dansk forskning.

Herunder kan du læse svarene fra professor Henrik Balslev, professor Bjarne Grønnow, professor emeritus Peter Harder, professor og præsident for selskabet Marie Louise Nosch, professor Marianne Pade og professor og generalsekretær for selskabet Thomas Sinkjær

Seks ud af ti forskningsordførere siger mere eller mindre eksplicit, at grøn forskning bør prioriteres over anden forskning. Hvad er Videnskabernes Selskabs holdning til dette?

– Uendelig mange dele af vores samfund, alt fra sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet, forsvaret, kulturinstitutionerne med videre er afhængige af den viden, forskningen i Danmark leverer. Omprioriterer politikerne blot til grøn forskning i stedet for at opprioritere forskningen, kan det koste på andre vigtige samfundsområder.

Læs også: Socialdemokratiet fremhæver to områder, dansk forskning især bør fokusere på

– De fleste forskere er, ligesom resten af befolkningen og politikerne, optaget af den grønne omstilling, og i store dele af videnskaben er grøn forskning allerede inkorporeret som en naturlig del af videnskabens relevans i samfundet. Men det er vigtigt, at prioriteringen af grøn forskning ikke sker på bekostning af den frie grundforskning. Man kan sagtens forestille sig, at løsninger på for eksempel klimaudfordringerne ikke nødvendigvis kommer fra noget, vi i dag giver mærkaten ”grøn forskning”.

Det er ikke politikernes opgave at bestemme, hvad der skal forskes i

– Desuden er det vigtigt ikke kun at opfatte forskning som ”reaktiv” og alene nødvendig for at finde løsninger på udfordringer som for eksempel klimakrise og corona. Forskning er i lige så høj grad ”proaktiv” og drivkraften/motoren, der er med til at udvikle samfundet – også i retninger og med perspektiver, vi endnu ikke kan forestille os.

Stort set alle ordførerne mener, at politikerne skal sætte retning for forskningen. Hvordan ser Videnskabernes Selskab på, at politikerne vil bestemme, hvad der skal forskes i?

– Politikerne kan godt udstikke retning og vise ansvar ved at prioritere. Det er derimod ikke deres opgave at bestemme, hvad der skal forskes i. Politisk detailstyring af forskningen er ikke vejen frem. De er ikke eksperter, eksperterne er ude i forskningsmiljøerne. Det er ude i forskningsmiljøerne, at viden om de videnskabelige potentialer er.

– Samtidig er der ingen, hverken politikere eller forskere, der kender til de kommende udfordringer, vi som samfund vil stå over for og vil få behov for at løse. Men en ting ved vi af erfaring: Det er den frie forskning, der igen og igen har reddet os og bragt os videre, og det er helt afgørende, at vi kontinuerligt udvikler og opretholder et bredt vidensberedskab.

Læs også: Venstre vil gøre privat forskning mere attraktiv

– Helt aktuelt er den hurtige udvikling af en coronavaccine, danske forskeres evne til ved gensekventering hurtigt at kunne opspore coronamutationer eller adfærdsforskeres brugbare indsigt i politiske virkemidler og borgeres adfærd gode eksempler på, hvordan grundforskning og viden, opbygget over længere tid, kan komme til at spille en rolle, det ikke er muligt at forudse. 

De konservative og SF nævner opgørelsen af forskningsmidler som et problem. De mener, at for meget bliver talt med, så der ikke reelt bruges én procent. Vurderer Videnskabernes Selskab, at problemet er omfattende?

– Det er korrekt, at opgørelsen af forskningsmidlerne er problematisk. Én problematik er modregningen i det nationale forskningsbudget af midler forskere hjemhenter fra EU. Det betyder, at når en forsker har succes med en ansøgning i EU-regi, taber vi reelt penge på den nationale konto. I dag virker det nærmest som en ”skat”, der lægges på, når man modtager internationale fondsmidler.

Læs også: SF vil kulegrave, om forskningskroner egentlig bruges på forskning

– Et andet problem er, at en del af midlerne, der tilflyder universiteterne på forskningsbudgettet, returneres til staten i form af husleje, idet universiteterne ikke ejer deres egne bygninger (med undtagelse af DTU). Begge tilfælde bevirker, at der jo reelt bruges under én procent af BNP på forskning.

– Videnskabernes Selskab så gerne, at der blev arbejdet på at få ændret på disse forhold. I stedet for at ”snyde på vægten” ville det klæde Danmark, som et rigt og vidensbaseret, europæisk land, at leve op til en-procents-målsætningen. Således at den ene procent af BNP reelt bliver én procent til forskning. Hvis Danmark – og Europa – skal vedblive at være en stærk vidensmagt globalt set, er det helt afgørende, at vi er ambitiøse i vores forskningsinvesteringer, og som minimum investerer en procent af BNP.